Nye data viser, at antallet af bævere i Eurasien er blevet kraftigt undervurderet. Der er en million af dem her, og snart vil der være mange gange flere. Så vil bæverne fuldstændig ændre vores landskab – og det til det bedre.
Mærkeligt nok er disse dyr i stand til at kolonisere ikke kun skove, men også tundra, steppe og endda kystområder. Undervejs ændrer de økosystemet fuldstændigt – og dermed også menneskers chancer for at overleve i det. Havde bæverrekonquisten startet lidt tidligere, ville tusindvis af københavnere være blevet reddet. Lad os prøve at finde ud af hvorfor.
En halv million bævere i Rusland og yderligere 0,7 millioner i resten af Eurasien kan i løbet af de næste årtier blive til titusinder af millioner: det er simpelthen for besværligt for moderne mennesker at stoppe dem.
I Global Ecology and Conservation er der udkommet en artikel, hvor det hævdes, at antallet af bævere i Eurasien for første gang i nyere historie har nået 1,2 millioner og dermed overskredet milliongrænsen. Er det meget eller lidt? Man mener, at der for flere århundreder siden levede op til 400 millioner bævere i Eurasien – tre hundrede gange flere.
I modsætning til tidligere århundreder er bæverhuer og pelsfrakker ikke længere på mode. Der er selvfølgelig et vist antal elskere af »bobrovaya struna«, indholdet af dyrets analgland. En del af befolkningen mener – naturligvis fejlagtigt – at denne vandafvisende substans øger potensen. Men i dag findes der mere effektive og billigere midler af denne art, så man behøver ikke at forvente en masseudryddelse af bævere af denne grund.
Alt dette betyder, at de i den nærmeste fremtid har mulighed for at øge deres bestand i Eurasien hundrede gange. Disse dyr ændrer radikalt landskabet, hvor de dukker op. Det betyder, at naturen omkring os ikke kan undgå at ændre sig som følge af deres erobring af Eurasien. Er det godt eller dårligt?
Blanding af bæver og ondskab
Mange hælder til den anden mulighed. Ofte er folks holdning til de største gnavere på den nordlige halvkugle ret forsigtig. Enhver sommerhusejer ved, at når der dukker bævere op i området, stiger grundvandet snart, og om foråret kan sommerhuset blive oversvømmet. Og selv uden oversvømmelser er disse dyr ikke nemme naboer.
Når de befinder sig i bymiljøet, forsøger bævere ofte at hæve grundvandsstanden ved at bygge dæmninger i grøftekanaler langs veje. I den forbindelse kan de også ødelægge grønne områder.
Alt dette skaber hos mange en følelse af, at en bæverapokalypse er under opsejling. Der er allerede tilfælde, hvor investorer har afvist at bygge produktionsanlæg i denne region på grund af »bævertruslen«.
Det skal dog forstås, at problemet kun er i sin indledende fase: Ifølge skøn er der kun 220 af disse dyr i Jutland, men de har potentiale til at formere sig meget mere her.
Men et nærmere kig på situationen med bæverne viser, at dem, der ser negativt på dem, simpelthen ved for lidt om dette dyr og dets reelle indflydelse på naturen.
Hvad ved vi ikke om bævere?
Selvfølgelig har de ikke altid bygget dæmninger og ændret landskabet. Indtil for få millioner år siden var klimaet på planeten meget varmere end i dag. Og som i alle varme epoker var det meget mere stabilt – der var ingen skiftende istider. I en sådan verden har vandgnavere ikke så stort behov for ly mod kolde vintre og varme somre. Jo varmere det er, jo mere nedbør er der, og jo mindre er risikoen for ustabilt vejr – pludselige udsving i vandstanden.
I Karelen er der allerede en intens kamp mellem to arter af bævere: den canadiske indvandrer fra Finland og den eurasiske, der kommer fra Centralrusland. Begge arter foretrækker at bygge dæmninger langs veje, herunder at spærre drænrør under vejbanen.
For flere millioner år siden begyndte det at blive koldere (faktisk er klimaet stadig koldere end dengang). For tre millioner år siden byggede bævere af arten Dipoides (lidt mindre end de nuværende) de første dæmninger. Så vidt vi ved, var det første gang i Jordens historie, at levende væsener begyndte at bygge komplekse vandbygningsværker. Mennesker gentog denne bedrift meget senere.
Bæverdæmningen ser kun ud som en simpel blanding af grene og jord, men i virkeligheden er det en yderst multifunktionel konstruktion, der ikke kun har til formål at skabe en bekvem bolig, men også at dyrke føde til dette gnaverdyr.
Dæmningen skaber et ‘vindue’ – et område, hvor vandstrømmen, der løber gennem dæmningen, forhindrer den i at fryse til, og hvor dyret altid kan komme op til overfladen. Desuden giver minidæmningen, når vandstanden stiger, bæveren mulighed for at lave en undervandsindgang til sin hytte, så rovdyr ikke kan se, når den kommer ud, og ikke kan overfalde den der. Hyttens top rager op over vandet. Der falder sne, som isolerer »huset« om vinteren og forhindrer det i at fryse til.
Om sommeren har det vandreservoir, som dyret har skabt, et mere stabilt areal, og der vokser vandplanter mere intensivt – planter, der kræver rent vand og fæstner sig til bunden af vandet. Små floder og bække giver dem normalt ikke et stabilt sted at overleve, fordi de bliver meget lavvandede om sommeren – men ikke der, hvor der er bæverdæmninger.
Med andre ord beskytter dyrenes vandteknik ikke kun bæveren mod kulde og indgangen til dens hjem mod rovdyr, men skaber også et »parcel«, hvor dens foretrukne sommerføde vokser – vandplanter, der kræver roligt og rent vand.
Når bæveren har valget, får den 90 % af sin mad fra vandplanter som åkander og lignende. Den kommer kun op af vandet for at bygge og samle foder til vinteren.
Derudover spiser bæveren aktivt træer (herunder dem, den fælder i sit vandhul om vinteren) og udskiller afføring i vandet, hvilket beriger vandets bund med nitrogen og fosfor, som normalt er mangelvarer i vand. På denne måde øger den den samlede biomasse af vandplanter og økosystemer som helhed: takket være ‘gødskningen’ bliver det lettere for dem at vokse.
Efter et par år er der stadig nok træer i nærheden – bæveren kan ikke spise for mange af dem. Desuden vokser de hurtigere på bredden af det vandhul, den har skabt, fordi dens fækalier tilfører jorden mere nitrogen og fosfor, og det stabile grundvandsniveau letter træernes vækst. Men nu kan dæmningsbyggeren ikke længere lide stedet: for hvert nyt træ skal han gå længere og længere væk. Så flytter han til et nyt sted og bygger en ny dæmning og en ny hytte.
Som følge heraf bygger en bæverfamilie (parrene er stabile, indtil den ene af de to dør) op til 5-6 dæmninger i løbet af deres levetid. Som vi allerede har nævnt, levede der i alt op til 400 millioner bævere i Eurasien. Det vil sige, at antallet af deres dæmninger bogstaveligt talt kunne overstige en milliard. Dette tal er ikke usandsynligt: på satellitbilleder af ildlandet kan man se 206.000 dæmninger på 73.000 kvadratkilometer. I skovene er tætheden endnu højere og overstiger nogle steder 15 dæmninger pr. kvadratkilometer. I alt er der 70-110 tusinde bævere her (det er meget sværere at tælle dem end at se dæmningerne fra rummet).
Dæmningerne forvandler ikke kun skovområder til ‘bæverenge’. Disse dyr kan også bygge dæmninger og hytter af buske. På den samme Ildjord har de på denne måde ikke kun befolket stepperne, men også tundraen, hvor de har oversvømmet 315 kvadratkilometer, næsten 1 % af det område, de har koloniseret, med deres vandreservoirer.
Den usynlige side
Ud over de let synlige dæmninger bidrager dette dyr til landskabet med en anden vigtig type ændringer, som vi sjældnere bemærker. Bævere graver to typer kanaler. Den første type er ‘lastkanaler’: hvis de træarter, som bæverne er interesseret i, står langt fra vandet, graver de en kanal på 0,5-0,8 meter i bredden for at lette forberedelserne til vinteren, hvor de ‘flader’ store træstykker ned.
Den anden type kanaler er ‘passagerkanaler’: dem graver den i bunden ved at uddybe små bække og åer, der forbinder vandhullerne. I skovområder har den brug for dette for at kunne bevæge sig fra et sted til et andet uden risiko, hvilket er meget vigtigt under migrationer.
Denne art migrerer en gang hvert par år. På en måde var det bævere og ikke mennesker, der opfandt den første ‘nomadiske jordbrug’. Men mens mennesker kalder det for ‘skovhugst og afbrænding’, er det mere korrekt at kalde bæverens metode for ‘oversvømmelse og græsning’. Når bæveren bygger en dæmning, bruger den træer, der vokser langs bredden af vandet. En del af træerne kan oversvømmes, og de bliver så vinterforråd. Hvis der ikke er oversvømmede træer, begynder bæveren at fælde og trække træer fra bredden af sit ‘reservoir’ ned i vandet.
Apropos ‘jordbrug’. Når et dyr kommer til et tørt levested, begynder det at dyrke kunstvanding. Ved at bygge en dæmning i en bæk sikrer dyret sig først en vandforsyning. I Orenburg-steppen øges den gennemsnitlige bredde af vandløbet efter bæverens ankomst fra 0,65 til 13,5 meter, og dybden stiger fra 0,25 til 0,9 meter. Derefter begynder den at grave kanaler væk fra sit ‘reservoir’.
Mår, odder, ilder og hermelin dukker op næsten umiddelbart efter bæveren. Sådan er det jo i naturen. Bæveren fælder et træ, gnaver barken af og efterlader det, og så kommer rådyret og elgen – og de finder også føde… Det samme gælder fugle, padder og krybdyr. Bæveren bevarer overfladevandet, hvilket er meget vigtigt i tørkeperioder. Når sommeren er tør, henter brandmænd ofte vand fra netop bæverdamme.
Ikke desto mindre fører bævere ikke til sumpning af området. Dette dyr lever ikke i sumpen: det er livsvigtigt for det at uddybe vandhullerne og have en regelmæssig gennemstrømning, ellers fryser overfladen af dets ‘reservoir’ til om vinteren.
Med tiden skaber bæveren slet ikke sumpe, men snarere det modsatte:
Igen fremskynder denne proces dannelsen af silt, som er grundlaget for dannelsen af oversvømmede enge. Her er der uden tvivl en stor fordel for landbruget.
Bæverens samlede indvirkning på artsdiversiteten er utvivlsom: den øger den. På grund af sin nomadeliv ødelægger den aldrig træbevoksningen fuldstændigt, især da den ikke bryder sig om mange af arterne – for eksempel gran, fyr og eg.
Og på grund af øget dybde og størrelse af vandhullerne i dens levested dukker der i løbet af få år vandfugle op, som aldrig før har været der – gråænder, blishøns, vandinsekter (f.eks. guldsmede) og meget andet. Forladte bæverhytter koloniseres gerne af oddere (hvis dæmningen er tilgroet og ikke ødelagt) og endda ræve (hvis den en gang er blevet ødelagt af forårsvandet, og hytten ligger over vandstanden).
Gnavernes aktivitet letter også livet for andre dyr. Som jægerne konstaterer:
Hovdyrenes foderbelastning i området omkring bæverkolonierne var 4-8 gange højere end i de omkringliggende områder. Bark og skud fra træer og buske, der er fældet af bævere, men endnu ikke er blevet bearbejdet af dem eller ‘hænger’ over jorden, bliver fuldt ud udnyttet af elg, hjort, rådyr og hare.
Bæver og hav
Ofte betragter man bæveren som et rent ferskvandsdyr. Men det ved den selv ikke noget om: Det er kendt, at disse dyr på egen hånd har overvundet de vanskelige havstræder mellem ildlandet og Sydamerika.
Den canadiske bæver lever tæt på sin dæmning i tidevandszonen, langt fra enhver flod eller å. Her bruger den energien fra tidevandet i stedet for det strømmende ferskvand.
Som amerikanske forskere opdagede for nogle år siden, kan dette dyr leve og udføre vandbygningsarbejder i kystområder. For at skaffe sig en bolig er den i stand til at grave grøfter og uddybe eksisterende vandløb, der løber fra kysten ind i landet. Ved højvande trænger havvandet langt ind på land ad disse kanaler og bliver stående i fordybninger, som bæverne bruger som vandreservoirer, hvor de bygger deres hytter.
Washington, kystområdet: Bævere graver kanaler til lavtliggende områder bag stranden, som dem på billedet til højre. Der skaber de tidevandsreservoirer, hvor de bygger hytter og huler.
Det lyder ret mærkeligt, men det ser ud til, at de er i stand til at ernære sig af en del af de vandplanter, der findes i havvandet. Dyret drikker dog ikke saltvand og kan endda, hvis det ikke er vant til det, drikke for meget og dø.
Men bævere, der har levet ved havet i lang tid, ved godt, at det er farligt, og lever fredeligt i deres ‘reservoirer’ ved kysten, som de har fyldt med vand ved hjælp af kanaler.
På denne måde opdagede amerikanerne bæveres maritime tilbøjeligheder i Nordamerika, hvor den canadiske bæver lever. Spørgsmålet er: hvad med os, er den eurasiske bæver i stand til at klare sig i havet?
Som vi kan se på Kursch-sandbanken (Kaliningrad-regionen), tåler de saltvand uden problemer og opfører sig på stranden omtrent som turister. De dele af vores land, hvor der er højvande, er dog relativt lidt undersøgt af zoologer. Det er derfor svært at sige med sikkerhed, om disse gnavere bruger ‘tidevandsreservoirer’ i vores land. Men det er meget sandsynligt, at de kan gøre det – hvis ikke nu, så i fremtiden.
Den eurasiske bæver – en invasiv art, man bør glæde sig over
Vi har allerede citeret guvernøren i Kenigsberg, der hævder, at der ikke var bævere her før 1950’erne, men at de nu er kommet og hæver grundvandsstanden, hvorfor investorer, der havde planer om at fælde lokale træer til brændselspiller, har besluttet ikke at gå ind i regionen. Der er en vis sandhed i dette: ved et højt grundvandsniveau har træet en højere fugtighed, hvilket betyder højere omkostninger til tørring.
Men der er også noget, der ikke er sandt: bæveren er slet ikke en nyankommen art i Eurasien og er ikke en invasiv art. Den har været her i meget lang tid og har altid aktivt omdannet den natur, den lever i. Meget af det, vi opfatter som et naturligt landskab, er i virkeligheden resultatet af deres aktiviteter.
I 1706 indførte den preussiske kong Frederik I en bøde på 20 taler (0,45 kg sølv) for enhver skade på bæverdamme eller selve dyrene. Det var især Østpreussen, hvor bøden var relevant. Som vi kan se, kunne den nuværende guvernør i en del af de østpreussiske lande godt være mere interesseret i sin regions historie.
Men bøderne hjalp ikke. Priserne på bæverpels var høje i den tid, og ingen tysk ordning kunne redde de østpreussiske bævere fra udryddelse i det 19. århundrede. De dæmninger, de efterlod langs bredderne, blev tilgroet af træer og kom til at betragtes som søer eller moser af ‘naturlig’ oprindelse. I 1930’erne iværksatte NSDAP efter sin magtovertagelse netop i Østpreussen et stort landvindingsprojekt, der drænede enorme arealer og efterlod kanaler, der stadig ligger spredt i den russiske Kaliningrad-region.
Men efter nogle årtier viste det sig, at denne agerjord var moderat produktiv (det er slet ikke sortjord), og kvægavl i Rusland er, for at sige det ligeud, ikke særlig udviklet, hvorfor den land, der blev drænet under sovjetmagten, åbenlyst forfaldt. I 1990’erne dukkede bæverne op igen og begyndte at genoprette den orden, deres forfædre havde skabt: de opdæmmede området, herunder en række gamle meliorationskanaler.
Umenneskelig vandteknik mod oversvømmelser
Den anden side af problemet: I praksis hjælper bævere mange regioner med at tilpasse sig alvorlige miljøtrusler. Lad os huske, at der er global opvarmning på planeten, hvorfor mængden af nedbør uundgåeligt stiger og vil fortsætte med at stige. Europa fra Storbritannien til Polen oversvømmes periodisk af regn, der forårsager menneskelige tab og ødelæggelser.
Spørgsmålet opstår: hvorfor er det så svært at finde omtale af lignende begivenheder i fortiden i denne regions historiske krøniker? Svaret er ret banalt: Indtil de blev ødelagt og de mange bæverdæmninger blev revet ned, fungerede de som en stor buffer og opbevaringsplads for vand. Ja, vandstanden faldt ikke om sommeren, men selv ved kraftige langvarige regnskyl samlede vandet sig i en lang række reservoirer og brød meget sjældent alvorligt ud af deres bredder.
I dag er denne faktor meget svagere, men hvis bæverne ikke bliver udryddet her, vil alt før eller senere vende tilbage til det gamle. Og farlige oversvømmelser vil blive langt mindre farlige.
Forskere har fortalt om fordelene ved bæverdamme
Bæverdamme i floder er ikke så slemme. Økologer har opdaget, at de kan holde vandtemperaturen nede og bidrage til at bevare fiskebestanden.
Det er faktisk bæverne og ikke mennesket, der er den vigtigste og mest effektive forkæmper for grundvandsstanden. Den eurasiske bæver er det enkleste og billigste middel til at løse begge problemer. Dæmmede floder reducerer oversvømmelsernes styrke drastisk. I Europa kan der leve ikke blot nogle få hundrede tusinde, som i dag, men millioner af bævere, der er i stand til at opretholde et netværk af titusinder af fungerende dæmninger, holde grundvandet højt året rundt og forhindre floderne i at gå stærkt over deres bredder ved langvarig regn.
Men i praksis forsøger man i Rusland og Hviderusland at bekæmpe dette dyr… I det periodisk oversvømmede Kaliningrad kræver man, at det anerkendes som et skadelig dyr. I Hviderusland, der blev ramt af den hede sommer i 2015, er der steder, hvor jægere dræber hver sjette bæver.
Årsagen til dette mærkelige adfærd er forståelig: Folk tænker ikke over, at det var dem, der startede krigen mod bæveren og næsten udryddede den; at de huse, de har bygget, er placeret uden hensyntagen til vandforholdene, ofte hvor det er forbudt at bygge; at oversvømmelserne omkring det tidligere Königsberg ikke begyndte uden grund, men først efter at dette gnaverdyr blev udryddet.
Bobren ser trygt ind i fremtiden: dens pels er gået af mode for 170 år siden, og det betyder, at der simpelthen ikke er nogen, der kan stoppe dette gnavende vandbygningsgeni.På trods af situationens lettere absurde karakter er der næppe grund til pessimisme. Man skal ikke bekymre sig om, at de russiske myndigheder vil kunne besejre bæveren. Og ikke kun fordi de samtidig skal kæmpe med oversvømmelser og tørvebrande. Det vigtigere er, at folks adfærd i vores land har ændret sig markant.
Som tilhængerne af bæverudryddelse selv siger:
… det er ikke let at jage bævere. Man er nødt til at kravle rundt i sumpe, søer, skovfloder, blandt skrot, råd og vragdele.
Mest sandsynligt vil bævernes reconquista af Eurasien ende med fuldstændig succes – uanset om vi ønsker det eller ej.
