I dag har jeg en historie om et usædvanligt væsen, som jeg allerede har skrevet om, men det viser sig, at dette væsen har formået at overraske mig igen, og jeg har besluttet at dele en interessant kendsgerning fra dets biografi med jer.
Få væsner på min kanal er blevet hædret med en anden artikel. Og jeg selv ville aldrig have gættet, at den heltinde, der ville kræve en »efterfølger«, ville være bjergorm (Boulengerula taitana).
Den lever i Østafrika. Hvad vil den overraske os med denne gang?
Jeg har allerede skrevet om en anden sydamerikansk orm, Siphonops annulatus, som ligesom pattedyr har lært at producere et særligt sekret, en mælkelignende væske, som den fodrer sine afkom med.
Man skulle tro: hvad ellers kunne disse tilsyneladende enkle, ormelignende amfibier overraske os med? Men vores kenyanske gæst formåede netop det.
Hunnerne af denne art har udviklet deres egen mekanisme til at fodre deres afkom, som er endnu mere usædvanlig og ekstrem end deres amerikanske »kollegers«.
Det blev bemærket, at de udklækkede afkom af bjergorm har tænder, og at moderen bliver hos sine afkom i lang tid efter klækningen, hvor hun taber sig meget. Man antog, at hun fodrer dem med en slags hudsekretioner, men sandheden viste sig at være mere radikal.
De spiser ikke sekretioner, men moderens hud selv. I denne periode svulmer huden op, ændrer sin sammensætning, bliver næringsrig, og der opstår fedtaflejringer i den. I løbet af fodringsperioden taber moderen omkring en sjettedel af sin vægt!
Det ser ud til, at dette er et af de tilfælde, hvor udtrykket »bagvaskere« ikke er en humoristisk overdrivelse, men den barske virkelighed.
