En havodder kan gemme en sten hele sit liv – det er bekræftet af zoologer.
Havodderen er ikke kun et charmerende dyr, men også et utroligt sparsommeligt dyr. Blandt alle de ting, der findes på havbunden – skaller, tang, sten – vælger den én eneste lille sten. Og den leger ikke bare med den, men bærer den bogstaveligt talt hele livet med sig i en fold under forpotten, som i en lomme. Hvorfor? Svaret er langt mere interessant, end det ser ud til.
Den klogeste beboer i de nordlige have
Havodderen lever i farvandet i den nordlige del af Stillehavet – fra Japan og Kamchatka til Alaska og Californien. Den lever næsten udelukkende i vandet: den spiser, jager, sover og opfostrer endda sine unger direkte i vandet og kommer kun op på land, når det er nødvendigt.
Ved første øjekast er det bare et sødt, loddent dyr. Men bag det søde ansigt gemmer sig en af de mest intelligente repræsentanter for havets fauna. Forskere har længe bemærket, at oddere ikke bare bruger genstande i deres omgivelser, men udvælger redskaber, lærer at bruge dem og videregiver færdighederne til deres afkom. En sten under armen er ikke en legetøj, men resultatet af et bevidst valg.
En for livet
Havodder har en speciel hudfold under forpotten – en slags naturlig lomme. Det er her, den gemmer den eneste sten, den kan være sammen med i årevis. Dette »redskab« vælger oderen meget omhyggeligt: det skal være behageligt, skridsikkert, ikke for tungt og ligge perfekt i poten.
“For oderen er det ikke bare en sten, men som for en kok er det en yndlingskniv eller for en fisker en gennemprøvet blink”, forklarer zoologer fra Monterey Aquarium i USA.
En sådan sten hjælper odderen med at åbne skjoldet på søpindsvin, krabber, muslinger og andre ‘pansrede’ delikatesser fra havet. Det er svært og farligt at bide dem op med tænderne, da man kan beskadige emaljen. Men et slag mod skjoldet, og byttet er åbent.
Hvis stenen pludselig går tabt, er odderen bogstaveligt talt nødt til at starte forfra: gennemgå brosten, prøve deres styrke, indtil den finder en ny perfekt variant. Nogle gange tager det dage.
Hukommelse, tilknytning og endda hemmelige gemmesteder
De overraskende vaner hos oddere slutter ikke her.
Undersøgelser har vist, at dyrene ikke bare husker ‘deres’ sten, men også er i stand til at gemme dem i hemmelige gemmesteder – for eksempel mellem stenene på bunden. Der kan også opbevares særligt store eller svære at åbne muslinger, som dyret planlægger at vende tilbage til senere.
“En sådan selektivitet og hukommelse er et tegn på udviklet intelligens, som sjældent ses hos havpattedyr,” mener eksperter fra University of California.
Nogle forskere antager endda, at odderen udvikler en følelsesmæssig tilknytning til sten – ligesom mennesker til mindeværdige genstande. Og det er faktisk noget, mange mennesker kan genkende – en yndlingskrus, en gammel skruetrækker eller en kniv, som man har fået helt ind i hånden.
Børn lærer som lærlinge
Oder er ikke født med evnen til at knække muslingeskaller. Ungerne leger først bare med småsten – de kaster dem, slikker dem og rasler med dem. Men det er ikke nytteløs leg, det er en læringsproces. Efterhånden lærer ungerne teknikken af de voksne: hvordan man holder en sten, hvordan man slår på den, hvordan man undgår at beskadige tænder eller poter.
“Dette adfærd er ikke medfødt, men overføres fra generation til generation. Faktisk er det en kultur i den vilde natur,” understreger eksperter fra det britiske selskab for pattedyrstudier.
Dermed er oddere nogle af de få havpattedyr, der ikke blot bruger redskaber, men også lærer deres unger at gøre det. Det gør dem unikke, ikke kun adfærdsmæssigt, men også i deres sociale udvikling.
Hvad sker der, hvis stenen går tabt
At miste ‘sin’ sten er næsten en tragedie for en odder. For det første mindsker det dens chancer for en vellykket jagt: uden et passende redskab er det svært at knække skjoldet. For det andet kræver det tid og kræfter at finde en ny sten. Og det vigtigste er, at ikke alle sten er egnede. Odderen vil prøve, veje og teste, indtil den finder en, der er lige så praktisk som den forrige.
Derfor passer mange oddere omhyggeligt på deres fund og gemmer det i en fold under poten, selv når de sover. Og hvis de mister det, vender de ofte tilbage til det gamle sted i håb om at finde det tabte redskab.
Og til sidst…
Vi kan nok alle sammen forstå oddere.
Vi har alle noget personligt, simpelt, men uerstatteligt: en gammel økse, en velafprøvet lokkemad, en yndlingsskruetrækker. Sådanne ting bliver en forlængelse af vores hænder. Det samme gælder for oderen – en sten, som den føler sig mere sikker, smidig og måske endda lidt lykkeligere med.
