Udenjordiske? NASA gør opdagelse med Kepler-rumteleskopet
I de iskolde methan-søer på Titan kunne der opstå celleagtige strukturer – forløberne for liv. Kan det opstå uden vand?
Nye fund fra en NASA-undersøgelse tyder på, at der på Saturns måne Titan kan opstå celleagtige strukturer i et miljø, der er fuldstændig fremmed for Jorden – uden en eneste dråbe vand. Denne banebrydende opdagelse vender op og ned på hidtidige antagelser om, hvor og under hvilke betingelser der kan eksistere liv i universet.
Ved ekstreme temperaturer på omkring -180 grader Celsius kunne de grundlæggende betingelser for primitive livsformer opstå i Titans søer af flydende metan og ethan. Conor Nixon fra NASA’s Goddard Space Flight Center forklarer i en meddelelse:
Eksistensen af vesikler på Titan ville demonstrere en stigning i orden og kompleksitet, hvilket er nødvendige betingelser for livets opståen.
Saturns måne Titan er fascinerende for videnskaben
Saturns måne har længe fascineret forskere med sin unikke beskaffenhed. Som den næststørste måne i solsystemet og Saturns største satellit har Titan en bemærkelsesværdig egenskab: Ud over Jorden er den det eneste kendte himmellegeme med stabile væsker på overfladen. Under sin tætte, orange atmosfære skjuler Titan et forbløffende jordlignende landskab. Der findes floder, søer og endda en aktiv nedbørcyklus – dog regner det methan i stedet for vand, som forbliver flydende ved de iskolde temperaturer og danner vandområder.
Forskningsresultaterne, der er offentliggjort i International Journal of Astrobiology, beskriver en fascinerende proces: Når methandråber falder på kulbrintesøerne, dannes der en tåge af bittesmå dråber. Disse dråber kan, ligesom søens overflade, være dækket af lag af amfifile molekyler – molekyler med en del, der binder sig til væsken, og en anden del, der ikke gør det.
På Saturns måne Titan kan der opstå forstadier til liv
Den opdagede mekanisme kunne føre til dannelsen af vesikler – celleagtige strukturer, der kunne opstå, når en dråbe falder tilbage på søoverfladen, og de amfifile lag forbinder sig til et dobbeltlag. Disse vesikler ville med tiden sprede sig i søen og kunne i en evolutionær proces interagere og konkurrere med hinanden, hvilket muligvis kunne føre til dannelsen af primitive protoceller. Nixon understreger betydningen af denne opdagelse:
Vi er begejstrede for disse nye ideer, fordi de kan åbne nye retninger inden for Titan-forskningen og ændre den måde, vi leder efter liv på Titan i fremtiden.
NASA er allerede i gang med at forberede den første dedikerede mission til Titan: ‘Dragonfly’ skal starte i 2028 og lande på den mystiske Saturn-måne i 2034. Selvom fartøjet ikke vil være specielt udstyret til at undersøge søerne og ikke vil have instrumenter til at påvise sådanne vesikler om bord, vil missionen fra forskellige landingssteder analysere overfladesammensætningen, foretage atmosfæriske og geofysiske målinger og karakterisere månens potentielle beboelighed.
Hvordan og under hvilke betingelser kan liv egentlig opstå?
Opdagelsen af denne mulige vej til dannelsen af primitive cellestrukturer på Titan udvider fundamentalt den videnskabelige forståelse af, under hvilke betingelser liv kan opstå. Hvis denne proces faktisk finder sted på Titan, ville det betyde, at de grundlæggende kemiske trin til dannelsen af liv også kan finde sted i miljøer, der adskiller sig drastisk fra forholdene på den tidlige Jord.
Denne erkendelse kunne revolutionere søgen efter udenjordisk liv ved at rette forskningsfokus mod verdener, der hidtil har været betragtet som for livsfarlige. Titan med sine iskolde metansøer kunne således ikke kun være et fascinerende forskningsobjekt, men muligvis også en nøgle til at forstå de mange måder, hvorpå liv i universet kan opstå.
