Månefisken er ikke faret vild. Dens sjældne besøg ved Cornwall afslører, hvordan verdenshavene er ved at forandre sig
Da en enorm, skiveformet skygge pludselig brød havoverfladen ud for St. Ives i Cornwall, troede flere turister først, at de så en usædvanlig haj eller måske en drivende genstand. Først efter nærmere gennemgang af optagelserne stod det klart, at der var tale om en månefisk (Mola mola) – verdens tungeste benfisk og et af havets mest gådefulde dyr. Den britiske kystvagt sendte endda en drone op for at observere kæmpen, før den igen forsvandt lydløst ned i det dybe Atlanterhav.
Selve observationen er spektakulær, men den mest interessante historie handler ikke om én enkelt fisk. Den handler om, hvorfor sådanne møder bliver registreret oftere, og hvad de fortæller om havets økosystem.
For få årtier siden var månefisken for de fleste mennesker et næsten mytisk dyr. Den lever hovedsageligt i åbent hav, langt fra kysterne, og dens enorme størrelse gør den både imponerende og vanskelig at forstå. Voksne individer kan blive over tre meter høje, fire meter lange og veje mere end to ton. Alligevel lever de hovedsageligt af bløde organismer som vandmænd, salper og andre geléagtige dyr, som indeholder meget lidt energi.
Det betyder, at månefisken konstant må bevæge sig gennem enorme havområder for at finde tilstrækkelig føde. Netop derfor bliver dens bevægelser et følsomt spejl af ændringer i havmiljøet.
Observationen ved Cornwall er allerede den anden registrering på få måneder langs den engelske sydkyst. Tidligere på sommeren blev en anden månefisk set nær Poole i Den Engelske Kanal. Isolerede observationer er ikke usædvanlige, men når lignende hændelser optræder hyppigere over kort tid, begynder havbiologer at stille spørgsmål om de underliggende årsager.
En af de vigtigste forklaringer handler om klimaet. Havtemperaturerne i det nordøstlige Atlanterhav er steget markant gennem de seneste årtier. Mange marine arter udvider derfor deres udbredelse mod nord eller opholder sig længere tid i områder, der tidligere kun blev besøgt sporadisk. Månefisken følger ikke bestemte landegrænser eller kystlinjer – den følger vandmasser, temperatur og føde.
Samtidig har forskere dokumenteret betydelige ændringer i bestanden af vandmænd flere steder i Europa. Da vandmænd udgør en væsentlig del af månefiskens kost, kan lokale koncentrationer af byttedyr tiltrække de enorme fisk tættere på land. Det betyder ikke nødvendigvis, at der findes flere månefisk end tidligere. Men sandsynligheden for, at mennesker ser dem, kan være stigende.
Månefiskens biologi gør den desuden særligt synlig. Arten opholder sig ofte nær havoverfladen, hvor den ligger næsten vandret og lader den store rygfinne stikke op over vandet. I mange år troede man, at fisken blot “solbadede”, hvilket også har givet den dens engelske navn, ocean sunfish. Nyere forskning viser imidlertid, at adfærden sandsynligvis hænger sammen med temperaturregulering.
Månefisken foretager dybe dyk ned i koldt vand for at jage føde. Efter sådanne dyk vender den ofte tilbage til den varmere overflade, hvor kroppen gradvist opvarmes igen. Samtidig benytter havfugle og mindre fisk lejligheden til at fjerne parasitter fra dens hud. Det er et eksempel på et biologisk samarbejde, hvor begge parter har fordel af mødet.
Netop derfor bliver månefisken ofte observeret på rolige sommerdage, hvor havoverfladen er stille, og dyret opholder sig tæt under vandoverfladen. Moderne droner og mobilkameraer har gjort disse observationer langt lettere end tidligere, hvilket også forklarer, hvorfor offentligheden oplever flere møder med arten.
Selv om månefisken kan virke tung og langsom, er den overraskende mobil. Satellitmærkning har vist, at individer kan tilbagelægge tusindvis af kilometer gennem Atlanterhavet og Stillehavet. De følger komplekse migrationsmønstre, som stadig kun delvist er forstået. Forskere arbejder fortsat på at kortlægge, hvordan havstrømme, temperatur og føde tilsammen bestemmer artens bevægelser.
Samtidig er månefisken en sårbar art. Den bliver ofte fanget som bifangst i drivgarn og langliner, kolliderer med både og påvirkes indirekte af plastforurening, fordi plastposer i vandet kan ligne vandmænd. Internationale naturorganisationer vurderer derfor, at bestanden flere steder er under pres, selv om arten fortsat findes i store dele af verdenshavene.
Netop derfor har hver dokumenteret observation også videnskabelig værdi. Hver video, droneoptagelse eller fotografering kan hjælpe forskerne med at forstå artens aktuelle udbredelse, sæsonbevægelser og adfærd. Citizen science – hvor almindelige mennesker bidrager med observationer – spiller en stadig større rolle i overvågningen af store havdyr.
Mødet ved Cornwall handler derfor om langt mere end et usædvanligt dyr, der kortvarigt viste sig ved kysten. Det viser, hvor tæt forbundet havets største organismer er med de forandringer, der finder sted under overfladen. Når en to ton tung månefisk pludselig dukker op tæt ved en strand fyldt med turister, er det sjældent tilfældigt. Ofte er det naturens egen måde at fortælle, at havet omkring os er under konstant forandring.
Fakta om månefisken (baseret på Wikipedia)
Månefisken (Mola mola) er verdens tungeste nulevende benfisk og kan veje over 2.000 kilogram. Arten lever i tempererede og tropiske have over hele verden og findes både i Atlanterhavet, Stillehavet og Det Indiske Ocean. Kroppen er næsten cirkulær og stærkt fladtrykt fra siderne, mens halen er reduceret til en karakteristisk struktur kaldet et clavus. Månefisken lever hovedsageligt af vandmænd, salper, små fisk og krebsdyr. Hunnerne kan producere flere hundrede millioner æg ad gangen – det højeste kendte antal blandt alle hvirveldyr.
Kilder
- Pope, E. C. et al. The biology and ecology of the ocean sunfish (Mola mola). Journal of Fish Biology.
- Sims, D. W. et al. Satellite tracking of ocean sunfish reveals extensive migrations and thermal behaviour. Marine Biology.
- Cartamil, D. & Lowe, C. G. Diel movement patterns of the ocean sunfish. Marine Ecology Progress Series.
- Thys, T. M. et al. Ecology of the Ocean Sunfish (Mola mola). PLoS ONE.
- IUCN Red List. Mola mola – Conservation Status and Species Assessment.
