Fotos af ‘skaldede bjørne fra Tjernobyl’ har faktisk intet at gøre med stråling eller mutationer, men afslører den tragiske sandhed om brillebjørnes lidelser i fangenskab.
På sociale medier og forskellige platforme dukker der jævnligt fotos op af usædvanlige bjørne uden pels, ledsaget af højlydte overskrifter som ‘ny art fra Tjernobyl’ eller ‘mutation efter stråling’. Men bag disse sensationelle historier gemmer der sig ikke fantasi, men en ganske reel og tragisk sandhed.
Det rapporterer ressourcen T4.
‘Skaldede bjørne’ er hverken mutanter eller beboere i Tjernobyl-området. I virkeligheden er det brillebjørne (Tremarctos ornatus) eller andesbjørne – en sårbar art, der lider i fangenskab.
Første gang opmærksomheden blev rettet mod ‘skaldede bjørne’ var i 2009, da medierne rapporterede om tre hunner af brillebjørne i Leipzig Zoo (Tyskland), der havde mistet deres pels. Mest slående var synet af hunbjørnen Dolores, der var næsten helt skaldet – der var kun enkelte totter pels tilbage på hovedet og ryggen.
Hvorfor bliver bjørne skaldede?
Eksperter har foreslået, at denne alopeci er forbundet med holdforholdene – stress, forkert mikroklima og utilstrækkelig ernæring kan have ført til denne tilstand.
I 2009 bemærkede direktøren for Den Internationale Bafond, Gerard Baars, i et interview med BBC, at årsagen muligvis ligger i, at tropiske dyr holdes i et koldere klima uden tilstrækkelig kontrol af temperatur, fugtighed og miljø.
Selvom Leipzig Zoo bekræftede Dolores’ død i marts 2011, blev den nøjagtige årsag til pelsudfaldet aldrig fastslået. Ifølge zoologisk have har der ‘endnu ikke været noget gennembrud, der kunne forklare dette fænomen’.
Hvem er brillebjørne egentlig?
Denne bjørneart stammer fra Andesbjergene og lever i Venezuela, Colombia, Ecuador, Peru, Bolivia og det nordlige Argentina. De er opført på Den Internationale Naturbeskyttelsesunions rødliste som en sårbar art og lider under krybskytteri og ødelæggelse af deres naturlige levesteder. De er også kendt som ‘Paddington-bjørne’ – det var netop denne art, der inspirerede til den berømte eventyrfigur.
Selvom zoologiske haver over hele verden deltager i programmer til bevarelse af arten, er fangenskab et unaturligt miljø for disse dyr. Brillebjørne er ensomme dyr, der har brug for meget plads. I de trange omgivelser i zoologiske haver udviser de ofte stereotyp adfærd – de går i cirkler, gynger og er apatiske.
Hvad siger forskningen om pelsudfald hos bjørne?
San Diego Zoo offentliggjorde i 2019 en videnskabelig artikel, der konkluderede, at pelsudfald i fangenskab er “en symptomatisk reaktion på langvarig social indespærring”. Det viste sig, at denne sygdom hovedsageligt rammer hunner: Cirka en tredjedel af de hunner af brillebjørne i nordamerikanske zoologiske haver havde tegn på alopeci.
Forskerne konkluderede, at den primære årsag er endokrine forstyrrelser eller autoimmunreaktioner forårsaget af langvarig ophold i et socialt miljø, som disse dyr ikke er tilpasset. Eksperter anbefaler, at hunner kun holdes i grupper, hvor de frivilligt accepterer kontakt med andre voksne individer.
Selvom opdræt af dyr i fangenskab ofte begrundes med behovet for at bevare sjældne arter, er Dolores’ historie en påmindelse om, at selv gode intentioner kan gøre skade, hvis man ikke tager hensyn til artens særlige egenskaber.
Sensationelle overskrifter om ‘radioaktive mutanter fra Tjernobyl’ afleder kun opmærksomheden fra det virkelige spørgsmål – hvordan man på en human og ansvarlig måde kan bevare arter, især i fangenskab.
