Hvis du ikke var bange for gummi slanger som barn, så havde du ikke noget barndom. Det er ironisk. For en rigtig gummi slange er så fredelig, at den bruges i terapi til behandling af slangefobi!
Gummi slange, også kendt som gummi boa, er en af de mindste boaer. Mens dens slægtninge kan strække sig til en længde på 4-5 meter, som en haveslange, er vores helts maksimale længde kun 80 centimeter. Den kan ikke engang nå en blomsterbed.
Den kompenserer for sin beskedne størrelse med en utrolig overlevelsesevne. Gummi-boaen tilpasser sig enhver uforståelig situation: den kan dykke ned i en flod, klatre op på en 3000 meter høj klippe, finde den rette sti i mørke skove og ikke fare vild i det åbne land.
Kort sagt, alle biomiljøer på det amerikanske kontinent er under dens kontrol. Selv frost kan ikke skade slangerne, i modsætning til de fleste koldblodige reptiler. Det skyldes, at denne slange ikke er helt koldblodig.
I modsætning til de fleste slanger, hvis livsfunktioner er fuldstændig afhængige af omgivelserne, kan vores helt kontrollere sin kropstemperatur. Når det bliver koldt, øger gummislangen sin hjertefrekvens. Blodgennemstrømningen øges, og kroppen varmes op. Selvfølgelig fungerer denne mekanisme ikke så godt som hos varmblodede pattedyr. Men det er helt nok til at blive den nordligste slange i verden.
Men hvad angår farlighed, ligner gummislangen mere en legetøjsslange. Den har hverken gift, skarpe tænder eller et brutalt temperament. Derfor bliver reptilet undertrykt af alle, der gider: katte, vaskebjørne, prærieulve. I tilfælde af en nødsituation har vores helt to muligheder. Mulighed nummer et: forsøge at løbe så hurtigt og så langt væk som muligt.
Hvis den første mulighed ikke er mulig, indtager slangen en forsvarsstilling: den ruller sig sammen som en slange i bedstefars sommerhus, gemmer hovedet og stikker halen ud mod fjenden. Sagen er, at hovedet og bagdelen på en gummi-boa ser ens ud – den har ingen hals. Mens fjenden slår boaen på bagdelen i håb om, at dens bytte hurtigt dør, venter slangen på det rette øjeblik, hvor den endelig kan give gas og stikke af.
Men man skal ikke have ondt af gummi-slangen. Den er nemlig heller ikke særlig høflig over for sit bytte. Dens kost består af alt, der er mindre end den selv: firben, fugleunger, æg og endda andre slanger. Men hovedparten udgøres af gnavere. Alle sine byttedyr tager slangen med den klassiske kvælende teknik, som slanger bruger. Men vores helts jagtfinesser slutter ikke her. Under jagten bruger han også hovedet til sin fordel.
Hvis slangen finder et hi med mus, kaniner og andre søde dyr, spiser den dem uden skrupler. Men der er et problem: Ofte bliver sådanne delikate lækkerier beskyttet af en rasende mor, der ikke bryder sig om, at hendes børn bliver spist. Hvad skal man gøre? Vise sin hale! Og mens hovedet spiser ungerne, distraherer halen den rasende mor og ‘angriber’ hende. Den stakkels musemor bemærker i sin raseri ikke, at den tilfredse slange allerede har slugt alle hendes døtre, og skynder sig at trække sig tilbage.
Til gengæld er gummi-båndslangen menneskebørns bedste ven. Reptilet opfører sig så fredeligt i menneskehænder, at denne art bruges til behandling af herpetofobi – en fobi for slanger. Derfor lever reptilet fuldt ud op til sit navn. Det er som et gummi-legetøj. Bare levende.
Slangerne får deres egne unger hvert år. Gummisnoge er ovipar. På én gang kan hunnen føde op til 4 unger, der er 20 centimeter lange. I starten ligner ungerne orme. Men generelt er de helt selvstændige.
