Alle levende organismer er på deres egen måde fantastiske og interessante. Men få kan overraske dig som hammerormen, også kaldet bipalium.
Det er en sej giftig snegl, som landmænd i mange lande klager over — den har nemlig alt for mange ubehagelige egenskaber.
Vores helte kan ikke forveksles med andre flade orme. På den forreste ende af den lange, op til 20 centimeter lange krop findes hovedpladen, der går ud til siderne og ligner enten en hammer eller en minearbejderhakke.
På undersiden af ‘snuden’ findes små kemoreceptorer, der gør det muligt at spore byttet efter smagen af jorden, det har gået på.
De fleste bipali-orme lever på Madagaskar, i Indien og Sydøstasien. Men seks arter af hammerorm udvider sikkert deres udbredelsesområde og er allerede fundet i Europa og Nordamerika.
Nå, ormene spreder sig, hvad er der galt i det? Hvad er der så forfærdeligt ved det? Jo, deres yndlingsret er regnorm, som er landmændenes vigtigste hjælpere til at løsne jorden. Deres måde at spise på er ret ekstravagant.
Bipaliums mund er placeret omtrent midt på kroppen, så rovdyret skal lægge sig på sit bytte. Derefter udskiller det et klæbrigt slim, der klæber byttet til morderen. Derefter er det en teknik – at vende halsen udad, fordøje den uheldige orm og suge den tynde suppe op.
En vellykket jagt er nok til at sikre den knoldet hovedet 2-3 ugers fredeligt liv. Den kravler hen til et mørkt, fugtigt sted, hvor den ligger og langsomt gylper de ufordøjede rester af middagen op. Orme har et komplekst, forgrenet tarmsystem, men kun én åbning til alle processer. Hvor middagen kommer ind, kommer den også ud igen.
En gang om året efter en vellykket jagt følger ikke en doven dvale, men en aktiv søgen efter en partner. Enhver repræsentant for sin art er velegnet til den hammerformede orm, da de er hermafroditter og kan befrugte hinanden. Tre uger efter mødet lægger hannen/hunnen en tæt kapsel med æg gemt indeni.
Men det er ikke alt, hammerorm formerer sig også aseksuelt gennem hele livet! Et godt fodret individ kaster sin næringsrige hale af, og der vokser en lille, men selvstændig orm ud af den. Derfor er de meget svære at udrydde. Hvis man hugger en hammerorm over, er det bedre for den, for takket være regenerering vil der ikke være én orm, men flere.
Takket være disse evner vokser bipalium-populationerne hurtigt, og der er ikke rigtig noget, der kan modstå dem. For ingen spiser disse snedige dyr. Og dem, der prøver, får en dosis tetrodotoxin. Dette giftstof absorberes i blodet og blokerer neuronernes impulser, hvilket forårsager en hel række ubehagelige symptomer. Det endelige akkord er lammelse af åndedrætsmuskulaturen, hvilket uundgåeligt fører til døden.
Men der er også gode nyheder: disse væsner vil sandsynligvis ikke erobre vores planet, da de har flere alvorlige svagheder. For det første er de ikke blege for kannibalisme, så jo flere bipali, jo færre bipali. For det andet stiller de strenge krav til deres omgivelser. Den tynde epitel af ormen kan ikke effektivt opbevare vand, så de forsøger at holde sig i den fugtige skovbund.
Desuden tåler disse fyre dårligt lave temperaturer, så de vil have svært ved at overleve i Danmark, selv i de sydligste områder. Så: danske landmænd, sov roligt!
