Har havdyr også brug for vildtbroer? De usynlige barrierer, der splitter havets dyreliv
Når vi taler om menneskeskabte barrierer i naturen, forestiller de fleste sig motorveje, jernbaner og store betonbyggerier på land. Vi ved efterhånden, at en travl vej kan dele et skovområde i to og forhindre dyr som elge, bjørne og ulve i at bevæge sig frit mellem deres levesteder.
Derfor bygger vi i stigende grad grønne broer og dyrepassager, som hjælper dyr sikkert over menneskets infrastruktur.
Men under havets overflade har vi længe haft en anden forestilling. Havet virker uendeligt. Et sted uden hegn, veje eller mure, hvor fisk, hajer og andre havdyr frit kan svømme, hvorhen de vil.
Denne opfattelse viser sig dog at være langt mere kompliceret. For selv om havet fysisk er åbent, kan menneskeskabte konstruktioner skabe usynlige barrierer, som nogle dyr ikke kan eller tør krydse.
Og måske betyder det, at havets dyr i fremtiden får brug for deres egne versioner af vildtbroer.
Havet er ikke så frit, som vi tror
Det er let at forestille sig, at en fisk altid kan vælge en anden vej. Hvis der står en mole, en havn eller en kunstig ø i vejen, kan den jo bare svømme rundt om forhindringen.
Men biologien fungerer ikke altid sådan.
Mange havdyr lever ikke et liv, hvor de konstant bevæger sig gennem hele oceaner. Ligesom landdyr ofte holder sig til bestemte områder, har mange marine arter faste levesteder, hvor de søger føde, skjuler sig for rovdyr eller vokser op som unge.
Ifølge akvatisk økolog Karissa Lear fra Murdoch University i Australien er især unge havdyr ofte meget stedbundne. De vælger ikke nødvendigvis den korteste eller mest logiske rute gennem vandet, men den rute, deres instinkter og erfaring fortæller dem er sikker.
For et voksent dyr kan en menneskeskabt struktur måske blot være en lille omvej. For et ungt og sårbart dyr kan den samme struktur være en mur.
Det er netop denne forskel mellem fysisk mulighed og faktisk adfærd, der nu får forskere til at gentænke, hvordan vi bygger i havmiljøer.
Den grønne savfisk afslører et skjult problem
Et af de tydeligste eksempler kommer fra den grønne savfisk (Pristis zijsron), en af verdens mest truede marine arter.
I Pilbara-regionen i det vestlige Australien bruger arten områder nær Ashburton-flodens udmunding som vigtige opvækstområder. Her finder de unge savfisk beskyttelse og føde i lavt vand, hvor de kan udvikle sig, før de bevæger sig ud i større havområder.
I 2017 blev en ny industriel konstruktion bygget i området i forbindelse med et olie- og gasanlæg. Anlægget omfattede blandt andet en stor pælebro og en massiv klippebarriere, der strakte sig omkring 500 meter ud fra kysten.
Set fra et menneskeligt perspektiv var konstruktionen en praktisk løsning. Set fra savfiskens perspektiv ændrede den landskabet fuldstændigt.
Da forskerne begyndte at undersøge dyrenes bevægelser, opdagede de noget overraskende: De grønne savfisk passerede ikke blot udenom.
De kunne måske fysisk have gjort det, men de gjorde det ikke.
Årsagen handler sandsynligvis om dyrenes naturlige adfærd. De unge savfisk holder sig tæt på lavt vand, hvor de føler sig mere sikre. At svømme ud på dybere vand omkring en stor struktur kan betyde større risiko for rovdyr.
En konstruktion, som mennesker opfatter som en lille ændring i havet, kan derfor for et ungt dyr fungere som en næsten uoverstigelig grænse.
Fra grønne broer på land til blå passager i havet
Opdagelsen rejser et nyt spørgsmål: Hvis landdyr har brug for hjælp til at krydse menneskeskabte barrierer, hvorfor skulle havdyr være anderledes?
På land er løsningerne allerede kendte. Dyrebroer over motorveje hjælper store pattedyr med at bevæge sig mellem levesteder, mens fisketrapper omkring dæmninger giver vandrende fisk mulighed for at nå deres gydeområder.
I Banff National Park i Canada er grønne broer blevet et kendt eksempel på, hvordan infrastruktur og natur kan eksistere sammen. I Washington State har en enkelt dyrepassage registreret tusindvis af krydsninger af blandt andet elge, hjorte og prærieulve.
Men i havet er denne tankegang stadig næsten uudforsket.
Forskerne peger på, at løsningen ikke nødvendigvis behøver at være spektakulære konstruktioner. Nogle gange kan det handle om små ændringer i designet af havne, broer og moler.
For den grønne savfisk kunne eksempelvis åbninger eller undervandspassager i konstruktionen have gjort det muligt at bevæge sig gennem området uden at forlade det sikre lavvandede miljø.
Problemet vokser, når barriererne bliver flere
En enkelt mole eller havnekonstruktion behøver ikke nødvendigvis true en hel art. Det større problem opstår, når mange små barrierer begynder at samle sig.
Et dyr, der møder én forhindring, kan måske finde en alternativ rute. Men hvis kystlinjen langsomt fyldes med havne, broer, dæmninger og industrielle anlæg, bliver mulighederne gradvist færre.
For den enkelte bestand kan resultatet være, at dyr mister adgang til vigtige fødeområder eller ynglepladser.
På længere sigt kan adskillelsen også påvirke genetisk variation. Hvis grupper af dyr bliver isoleret fra hinanden, får de færre muligheder for at blande gener, hvilket kan gøre små bestande mere sårbare over for sygdomme, miljøændringer og klimatiske forandringer.
| Menneskelig påvirkning | Mulig konsekvens for havdyr |
|---|---|
| Havne og moler | Adgang til levesteder begrænses |
| Kystbyggeri | Yngleområder ændres |
| Mange små barrierer | Bestande isoleres |
| Klimaændringer kombineret med byggeri | Sværere migration til nye områder |
Klimaændringer gør bevægelse endnu vigtigere
Behovet for fri bevægelse bliver ikke mindre i en verden med hurtige klimaændringer.
Når havtemperaturerne stiger, flytter mange arter gradvist mod køligere områder. Fisk, der tidligere fandtes i bestemte regioner, søger nye levesteder længere mod nord.
Men denne naturlige tilpasning kræver, at dyrene faktisk kan bevæge sig.
Matthias Goerres, der arbejder med økosystemgenopretning i Europa, peger på, at fremtidens naturbeskyttelse ikke kun handler om at bevare enkelte områder, men også om at sikre forbindelser mellem dem.
Et eksempel er sild, som bruger ålegræsområder som vigtige ynglehabitater. Hvis disse områder findes længere mod nord, kan de hjælpe bestandene med at følge ændrede temperaturforhold uden at miste deres naturlige livscyklus.
Naturbeskyttelse handler derfor ikke kun om at beskytte steder. Den handler også om at beskytte bevægelse.
Fremtidens havbyggeri skal tænke som naturen
Mennesket vil fortsat bygge i kystområder. Havne, energianlæg og transportforbindelser bliver en vigtig del af fremtidens samfund.
Spørgsmålet er derfor ikke, om vi skal stoppe al udvikling, men hvordan vi kan bygge på en måde, der tager højde for de dyr, som allerede lever i området.
På land har vi langsomt lært, at en motorvej ikke nødvendigvis behøver at være slutningen på et dyrs rejse. Med den rigtige planlægning kan natur og infrastruktur kombineres.
Nu begynder forskere at stille det samme spørgsmål til havet.
Måske har fisk, rokker og andre havdyr ikke brug for broer i traditionel forstand. Måske har de brug for noget endnu mere grundlæggende: menneskelige konstruktioner, der ikke blokerer deres gamle ruter.
For havet er kun grænseløst, så længe vi ikke gør det mindre.
Kilder og videnskabelige undersøgelser
- Lear, K. O. et al. (forskning om bevægelsesmønstre hos grøn savfisk og påvirkning fra kystinfrastruktur). Endangered Species Research.
https://www.int-res.com/journals/esr/ - Jones, C. G., Lawton, J. H., Shachak, M. (1994). Organisms as ecosystem engineers. Oikos, 69(3), 373–386.
https://doi.org/10.2307/3545850 - Dudgeon, C. L. et al. (2013). A review of the status and conservation of sawfishes. Endangered Species Research.
https://doi.org/10.3354/esr00501 - Fagan, W. F. (2002). Connectivity, fragmentation, and conservation biology. Ecology Letters.
https://doi.org/10.1046/j.1461-0248.2002.00324.x - Laurance, W. F. et al. (2014). A global strategy for road building and biodiversity conservation. Nature.
https://www.nature.com/nature/
