Historien bag Flamingo Naturpark
Oversigt over Flamingo Naturpark

Havens historie

Jeg købte ejendommen i 1983. Mit krav til ejendommægleren var, at det skulle ligge så langt fra alting, at kraverne knap kunne finde derud. Og så skulle der være en dejlig natur. Da ejendomsmægleren foreslog stedet her, og vi skulle ud at kigge på det, stod der en stor kronhjort i indkørslen. Og da jeg var vidne til det syn, var jeg solgt på stedet.

Dengang var det en ødegård. Der var en faldefærdig stald og et faldefærdigt stuehus, og ellers mark og skov så langt øjet rakte - og selvfølgelig åen. Jeg var ikke selv interesseret i at bo i det eksisterende hus. Jeg ville gerne bygge nyt. Så jeg sagde til mine gode venner, Johnny og Fjumse, at de måtte flytte ind kvit og frit, hvis de selv kunne sætte det i stand. Og det har de i den grad gjort, så nu står der et rigtig hyggeligt bindingsværkshus.

Og Johnny og Fjumse er faktisk årsagen til, at der i dag er noget der hedder Flamingo Naturpark. Fjumse har altid været fascineret af have, men det var Johnny slet ikke. En dag ville Fjumse ikke længere bo smmen med Johnny, så hun pakkede sit tøj og rejste. Johnny var stadig meget forelsket i Fjumse, og for at vinde hende tilbage, begyndte han at bygge Oasen midt i ødemarken, for han vidste jo, at hun var vild med have.

Jeg syntes det så rigtig godt ud, det Johnny var igang med. Og jeg har aldrig været bleg for en god dyst, så jeg trak også i arbejdstøjet og begyndte på et projekt, der skulle overgå Johnnys, nemlig Slyk klosterruin, der skulle være en kopi af den ruin, der er i baghaven på Thestrupgård ved Farsø, hvor jeg er opvokset. Og kort fortalt, så er resultatet af en dum konkurrence imellem to mænd, at der nu er 60.000 kvadratmeter have i stedet for en ødemark. Hvert år finder vi på noget nyt, og herude er der ca. ti sekunder fra tanke til handling, så med årene bliver det jo til lidt.

Men vigtigst af alt: Projektet lykkedes. 10 år efter Fjumse forlod Johnny, vendte hun tilbage. Og de bor stadig sammen i det hyggelige bindingsværkshus!

Hvorfor lukke alle ind i min private have?

En af de bedste fejl, jeg har lavet i mit liv, har ført til at haven blev åbnet for offentligheden. Jeg var kommet til, at bygge vores pavillon lidt for stor, uden at spørge kommunen først. Jeg kunne godt se, at det ikke var alt for godt. Så jeg inviterede borgmesteren og kommunaldirektøren ud for at kigge på det. Og de syntes det så vældig godt ud. Det skulle de nok tage op på teknisk forvaltning. Efter to uger ringede kommunaldirektøren og sagde: "Lad være med at snakke alt for meget om den pavillon". Og så vidste jeg jo godt, at det ikke var til, at få igennem teknisk forvaltning.

Efter kommunalsammenlægningen, kom vi under Holstebro kommune. Og det kunne være, at de så lidt anderledes på tingene. Så jeg prøvede en gang til. De kom og kiggede på det, og syntes det så vældig godt ud. Så det skulle de nok tage med på teknisk forvaltning. - Det havde jeg jo hørt engang før, så jeg var ikke alt for optimistisk. Men på vej ud, vendte kommunaldirektøren sig rundt og sagde: "Hvis du åbner stedet for offentligheden, så støtter vi dig".

Jeg syntes det ville være synd at vælte huset, så jeg gik med til det. I starten var jeg godt nok lidt betænkelig ved at lade fremmede gå i min have. Men da jeg så de første gæster, tænkte jeg: "Selvfølgelig! Det skulle jeg have gjort for længe siden!"

Rekreativ have - ikke kun for de besøgende

Det er ikke kun de besøgende der får en afslappende og god dag i Flamingo Naturpark. Flere kommuner sender unge, der er "Skoletræt" ud til mig. Her er der højt til loftet og masser af frisk luft. De får lov at bestille noget, men de får også lov til, at bestemme. Blandt andet har de været med til at bygge Frihedsgudinden. De er selv kommet med idéer til, hvordan den skulle udformes, og har selv bygget fundamentet. Det at give dem ansvar, har også givet dem selvtillid. Det kan du f.eks. se i dette indslag fra TV MIDTVEST. Vi har faktisk flere succeshistorier med unge, der er kommet herfra og ud i fast arbejde. Og det er jeg kanon stolt af!

Du kan se flere udsendelser om haven her - bl.a. fra da Søren Ryge var på besøg. Men der er også nogle fine udsendelser fra TV MIDTVEST

Galleri fra haven