Hvad gemmer havets dybder? Det viser sig, at det ikke kun er naturens hemmeligheder, men også spor fra atomtiden.
I den nordøstlige del af Atlanterhavet har forskere fundet mere end tusind tønder med radioaktivt affald – spor efter en brutal miljøpraksis, der var normen indtil 1990’erne.
Ekspeditionen startede i juni fra den franske havn Brest. Om bord på forskningsskibet L’Atalante er 21 forskere fra en international gruppe, herunder repræsentanter fra CNRS (Det Nationale Center for Videnskabelig Forskning i Frankrig).
Deres opgave er at finde ud af, i hvilken tilstand det nukleare affald, der blev dumpet på bunden for ti år siden, befinder sig, og hvordan det påvirker det marine økosystem.
Hjælpen kom fra dybet – mere præcist fra den autonome undervandsrobot Ulyx. Den er udstyret med en 3D-kamera og ekkolod og er allerede begyndt at indsamle information: en kort over tøndernes placering, vandprøver og prøver af marine organismer.
“Det er vigtigt for os at forstå, om dette udgør en trussel i dag,” forklarede forskerne.
Fra 1950’erne til 1993 dumpede stater radioaktivt affald i havet i den tro, at flere kilometer vand ville beskytte planeten mod lækager. Affaldet blev især aktivt dumpet i ‘geologisk stabile’ områder, langt fra kysterne. Alene i det nordøstlige Atlanterhav kan der ifølge forskellige estimater befinde sig op til 200.000 tønder i en dybde på 3 til 5 kilometer.
Hvor mange af dem der er rustne, og hvor mange der allerede er lækket ud, ved ingen. Nogle containere kan være spredt enkeltvis, andre er samlet i bunker.
Nu er det forskernes opgave for første gang at udarbejde en reel kort over dette ‘atomarkiv’ og vurdere risiciene: Er affaldet begyndt at forgifte havet lige nu?
Kortlægning og overvågning
I 2025 lancerede det franske Centre National de la Recherche Scientifique (CNRS) sammen med Ifremer og andre institutioner et projekt ved navn NODSSUM, som har til formål at kortlægge og vurdere tilstanden af disse sunkne tønder. I løbet af ekspeditionen anvendes moderne udstyr som autonome undervandsrobotter (f.eks. UlyX) til at lokalisere og fotografere tønderne uden at forstyrre dem, hvilket muliggør prøvetagning af vand, sediment og organismer omkring affaldet.
I en del af det område, som forskere har undersøgt, blev over 3 000 tønder identificeret og fotograferet i et hovedområde af dumpningen – hvilket bekræfter, at affaldet ligger i både spredte og tætte klynger på havbunden.
Korrosion og potentiel lækage
Disse tønder var kun designet til at holde tæt i måske 20‑30 år under havets tryk. Men mange af tønderne har nu været under konstant kontakt med saltvand i flere årtier, hvilket betyder, at de er begyndt at ruste, og deres indhold kan gradvist sive ud i havmiljøet.
Selvom affaldet primært er lav‑ og mellemaktivt, kan isotoper som Cesium‑137 og Strontium‑90 – med halveringstider på flere årtier – fortsat være til stede og potentielt blive frigivet, når beholderne svækkes.
Indvirkning på marine økosystemer
Hvis radioaktive stoffer lækker fra korroderede tønder, kan de:
-
optages i plankton og fisk, som videreføres op gennem fødekæderne;
-
skade mikroliv, som er fundamentet for marine næringsnetværk;
-
forårsage genetiske ændringer eller nedsat evne til at reproducere sig hos marine organismer.
Disse miljøeffekter er stadig dårligt udforskede, især i dybhavets mørke og fjerne områder, hvilket er en af hovedårsagerne til, at moderne ekspeditioner forsøger at kombinere miljødata med kortlægning af affaldets udbredelse.
Lovgivning og internationale regler
I 1993 trådte London‑konventionen om forebyggelse af havforurening i kraft, som forbandt dumpning af radioaktivt affald i havet – en praksis, der tidligere havde været normal – og forbød den som international praksis.
Selvom dumpning er forbudt i dag, står verden stadig med arven fra tidligere årtiers metoder, som fortsat kræver opmærksomhed og overvågning.
