Nogle organismer virker så fremmede, at de næsten ligner digitale fantasivæsener skabt til sociale medier snarere end virkelige dyr fra Jordens have. Da billeder af små gennemsigtige skabninger med hvide “skeletter” og mørke øjenlignende mærker begyndte at cirkulere på nettet i 2017, eksploderede kommentarsporene straks med teorier om zombiefisk, spøgelsesdyr og levende skeletter. Men sandheden viste sig at være langt mere interessant end internetmyter. Disse væsener var ikke fisk overhovedet, men en nyopdaget art af ascidier – primitive kordater, som mærkeligt nok er fjerne slægtninge til os selv.
Arten fik navnet Clavelina ossipandae, populært kendt som “pandaskelettet”, og blev først dokumenteret nær den japanske ø Kume i Ryukyu-øgruppen syd for Japan. Her havde dykkeren Suji Terai gennem længere tid fotograferet de usædvanlige dyr på omkring tyve meters dybde og tiltrukket nysgerrige undervandsfotografer fra hele verden. Billederne blev hurtigt virale, ikke mindst fordi dyrene ligner miniaturefigurer fra en mørk animationsfilm: gennemsigtige kroppe med hvide forgreninger indeni og sorte aftegninger, som minder om øjne i et kranium.
Det var først, da marinbiologen Naohiro Hasegawa så billederne, at den videnskabelige historie for alvor begyndte. Han genkendte straks, at der sandsynligvis var tale om en hidtil ubeskrevet art. Via crowdfunding lykkedes det at finansiere en ekspedition til området, hvor forskerne indsamlede eksemplarer og senere beskrev arten formelt i den videnskabelige litteratur. Navnet ossipandae betyder direkte oversat “pandaknogler” – en reference til de karakteristiske hvide strukturer, som gav dyret sit internetberømte udseende.
Det mest overraskende er måske, hvad disse dyr egentlig er. Ascidier, også kaldet søpunge, tilhører gruppen af primitive kordater. Deres larver har strukturer, som minder om tidlige hvirveldyr: en notokord, en primitiv nerveledning og en kropsplan, der afslører deres evolutionære forbindelse til fisk, fugle og pattedyr. Men efter larvestadiet gennemgår ascidier en dramatisk transformation. De fæstner sig til underlaget, mister store dele af deres oprindelige nervesystem og udvikler sig til stationære filtratorer, der pumper vand gennem kroppen for at udtrække mikroskopiske fødepartikler.
Hos Clavelina ossipandae bliver denne mærkelige biologi næsten surrealistisk. Dyrene lever i små kolonier, hvor alle individerne faktisk er genetiske kopier af det første individ, som slog sig ned på havbunden. Kolonien vokser ved ukønnet formering, og de enkelte “medlemmer” forbindes via stoloner – specialiserede vævsstrukturer, som fungerer som et fælles netværk mellem organismerne. Det betyder, at det, der ligner en gruppe små væsener, biologisk set nærmest fungerer som én samlet organisme.
De hvide “knogler”, som gjorde arten berømt, er heller ikke knogler i egentlig forstand. De er blodkar, fyldt med ascidiernes særlige blodceller. I modsætning til menneskeblod, der domineres af røde blodlegemer med hæmoglobin, indeholder ascidiernes kredsløb et helt andet cellulært system: immunceller som fagocytter og lymfocytter, nefrocytter med funktioner knyttet til fordøjelse og udskillelse, samt såkaldte morulaceller, der spiller en rolle i vævsopbygning og regenerering. Resultatet er et kredsløb, der ser næsten selvlysende hvidt ud gennem den gennemsigtige krop.
Dyrene bliver kun et par centimeter høje, men de repræsenterer noget langt større for biologien. Ascidier er nemlig centrale for forståelsen af, hvordan komplekse hvirveldyr evolutionært opstod. De viser forskerne et mellemstadium mellem simple marine organismer og de mere avancerede dyr med rygsøjle. Netop derfor vækker selv små nye arter som Clavelina ossipandae stor interesse blandt evolutionsbiologer.
Og måske er det netop det mest fascinerende ved “pandaskelettet”: at et væsen, som internettet først afskrev som et kuriosum eller et visuelt trick, i virkeligheden er et levende vindue ind i vores egen evolutionære fortid. Under havets overflade, blandt koraller og mørke klipper, hænger disse gennemsigtige organismer stille i strømmen – som små biologiske spøgelser fra en fjern tid, hvor livet stadig eksperimenterede med, hvad et dyr kunne blive til.
