Everest eller Jomolungma er verdens højeste bjerg. Ifølge de seneste oplysninger er det 8848 meter højt. Det er ikke for ingenting, at det kaldes ‘verdens tag’.
Tusindvis af bjergbestigere har besteget dette bjerg, og turister fra hele verden strømmer hertil. Det er overraskende, men selv i dette kolde område findes der planter og dyr! Hvem bor på Mount Everest?
Forfærdelige forhold
Klimaet her er forfærdeligt og fuldstændig uegnet til at leve i. Døm selv – atmosfæren er meget tynd, der er ikke nok ilt til at ånde, ultraviolet stråling overstiger normen, lufttemperaturen om vinteren falder til -60 °C, om sommeren bliver det lidt ‘varmere’ til -19 °C, og der blæser voldsomme vinde med hastigheder på op til 80 m/s. Derfor vokser der kun mos, lav (ca. 30 arter), nogle buske og nåletræer på Everest. De fleste af floraen findes i en højde op til 4700 meter, men nogle planter har tilpasset sig selv i større højder.
Rekordindehaverne er stjerneblomst, sandkarse, edelweiss, himalayablåvalmue og snedæder. De når en højde på 6000 meter. Og hvilke dyr kan man møde under disse ekstreme forhold?
Himalaya-edderkop
Himalaya-edderkoppen er kendt som det højeste dyr i dyreverdenen. Bjergbestigere har fundet disse leddyr i en højde af 6770 meter. Det er det eneste levende væsen, der er i stand til at leve og formere sig under så barske forhold.
Dens latinske navn Euophrys omnisuperstes betyder ‘den, der står over alle’. Springedderkopper har en mørkebrun farve og er meget små – kun 4-5 mm. De gemmer sig i sprækker og lever af fluer og springhaler (små leddyr). Vinden bringer springedderkopperne deres føde.
Skæg
Skæg, eller lammer, er en fugl af familien høgfugle, der lever i klippefyldte bjerge. Den lever normalt i en højde af 2-5 tusinde meter, men bjergbestigere, der har besteget Everest, har set den i en højde af 7500 meter.
Skægfuglen vejer i gennemsnit 4,5-7,8 kg, er 95-125 cm lang, har en vingelængde på op til 93 cm og et vingefang på 2,8-3 meter. Fuglen lever af små dyr (øgler, gnavere) og ådsel.
Græshopper
I 1924 fandt deltagere i en britisk ekspedition en hidtil ukendt art af græshopper på Everest. Disse insekter kan ses i det britiske naturhistoriske museum. Siden da er disse insekter kun blevet set et par gange.
Himalaya-tar
Dette hovdyr er kendt for sin store størrelse. Skulderhøjde – 1 meter, vægt – op til 105 kg. Himalaya-tar lever i højder fra 2500 til 5000 meter. Den bevæger sig let på stenede skråninger. Den tykke pels og den tætte underuld beskytter dyret mod kulde. Dyret er opført i den røde bog.
Bjerggås
Trækfugl af ænderfamilien. Lever i højtliggende søer og floder. Hækker på klipper i 5-6 tusind meters højde. Bjergænder er nogle af de højst flyvende fugle. Under flyvning stiger de mere end 9000 meter – højere end Everest!
Alpegøg
Fugl af familien Corvidae. Den er kendetegnet ved sin karakteristiske sorte, blanke fjerdragt og røde ben. Den lever i højder fra 1500 til 5000 meter, men findes undertiden i højder på 8200 meter. Det er de eneste fugle, der bygger rede i en højde af 6500 meter. Om sommeren lever alpelærkerne af hvirvelløse dyr, og om vinteren af planter. De tigger ofte om mad fra turister og kan holde til i nærheden af bjergresorts.
Yeti, eller snemanden
Ifølge legender lever Yeti, snemanden, på Everest. Men indtil videre har man kun set enorme fodspor i sneen. Det er dog let at tilskrive disse spor til bjørne og andre store dyr, der lever på sletten. De kunne ved et tilfælde være kommet op i højlandet og have ‘trådt i sneen’.
Plante- og dyrelivet på Everest er meget fattigt. Men selv denne lille del af planeten er ikke øde, trods de forfærdelige klimatiske forhold!
Ekstremt miljøet
Når man taler om liv på Mount Everest, er det vigtigt at forstå, hvor ekstremt miljøet egentlig er. Temperaturen kan falde langt under frysepunktet, og iltniveauet er så lavt, at mennesker kun kan overleve i kort tid uden ekstra ilt. Alligevel har livet fundet en vej: fra små insekter, der blæses op ad bjergsiden, til fugle, der kan flyve i tynd luft, og endda en lille edderkop, som lever i højder op til 6.700 meter. Det gør Everest til et af de mest ekstreme, men stadig levende økosystemer på Jorden.
Historisk set troede mange forskere, at de højeste dele af Himalaya var helt livløse. Men i takt med ekspeditioner i det 20. århundrede begyndte man at opdage spor af liv – først fugle, senere små dyr og mikroorganismer. I dag ved vi, at selv “dødens zone” ikke er fuldstændig tom, men snarere grænsen for, hvad liv kan klare. Det har ændret vores forståelse af, hvor robust naturen egentlig er.
Det mest fascinerende er måske, at de mindste skabninger er de stærkeste. Den lille springedderkop, som lever højt på Everest, overlever ved at spise mikroskopiske insekter, der bliver ført op af vinden. Det er en påmindelse om, at selv på verdens højeste bjerg er det ikke de største dyr, men de mest tilpasningsdygtige, der vinder kampen for overlevelse. Og måske er det netop det, Everest i sidste ende lærer os: at liv kan eksistere næsten overalt – selv dér, hvor det virker umuligt.
