I dag vil jeg fortælle jer om den allerførste muslingesamler. Og i modsætning til den udbredte opfattelse på internettet var det slet ikke kejser Caligula, men noget mere primitivt.
Se godt efter. Hvad ligner det? Ved første øjekast ligner det: “Børn, tag forskellige muslingeskaller og lim med til håndarbejdstimen i morgen, så skal vi lære at lave latterlige kunstværker”.
I virkeligheden er forfatteren af disse mesterværker i suprematismens genre ikke et menneske, men en bleg Xenophora pallidula, en bløddyr, der samler på muslingeskaller.
Selv navnet på slægten oversættes fra latin som ‘bærer af andres ejendele’ (og vi taler ikke om astronauten fra rumskibet ‘Nostromo’, som fik en larve på sig). Tilgiv mig, I der ikke ved, hvor denne reference stammer fra
Næsten alle repræsentanter for denne slægt lever af at fastgøre andre ‘ejendomsløse’ skaller, som de finder på bunden, til deres egne skaller.
Men det er netop vores dagens helt, der er den første snob i landsbyen, da den blege xenophora har den største trang i slægten til at pynte sin skal. Nogle gange er mere end halvtreds procent af den dækket af skaller, stykker af døde koraller og andet affald fra bunden.
Nogle gange fastgør de levende koraller eller mosdyr (på billedet nedenfor) til skallen, som gradvist vokser, og det bliver svært at forstå, hvad det er for en bunke, man står foran.
Vores helt er fredelig af natur og planteæder, der foretrækker at spise alger på sten. Og for at rovdyrene skal lade ham være i fred, ligner han en bunke affald.
Imidlertid er der nogle fælles træk i mesterens værker: uanset hvad xenophora klistrer på sit skjold, gør den det altid radialt (»som en sol«). En sådan tilpasning er nødvendig for at beskytte sig mod de rovdyr, der ikke tror på dens dygtige efterligning af en bunke affald og alligevel forsøger at sluge den.
