Vi har allerede skrevet om de lysende huler i Waitomo og besluttet, at det ville være rart at skrive lidt mere om »synderen« bag denne skønhed.
Så mød gløorm (Arachnocampa luminosa), som tilhører en slægt, der har besluttet ikke at leve op til sit navn ved at skifte til en kødbaseret kost.
Medlemmer af denne slægt bygger fantastiske fældekomplekser bestående af snesevis af silketråde dækket med dråber slim. Det er dog ikke de voksne, der gør dette, men larverne.
Med denne jagtmetode er det meget vigtigt, at der ikke er vind, ellers vil de klæbrige tråde vikle sig sammen. Og hvor i naturen kan man finde et sådant sted? Nemlig — i huler.
Der bygger larven et rede på hulens loft og begynder at hænge fælder op, hvor den spiser alle, der falder i dem, inklusive sine egne forældre. Ingen respekt, intet personligt, bare sult.
For at tiltrække sine ofres opmærksomhed er dens udskillelsesorgan modificeret som en biokemisk reaktor, hvor en kompleks reaktion med specielle stoffer, luciferin og luciferase, finder sted, hvilket resulterer i luminescens.
Det er bemærkelsesværdigt, at larvernes krop er gennemskinnelig, og at der er reflektorer i luftrørene, så insektet, der hænger med hovedet nedad, kan udsende retningsbestemt lys, der tiltrækker insekter, der flyver nedenunder (og flere titusinder af turister om året).
Voksne eksemplarer holder op med at lyse. Hannerne holder op med det samme, mens hunnerne fortsætter med at lyse et stykke tid for at tiltrække partnere. Deres voksne liv er kort: de parrer sig, hunnen lægger æg, hvorefter »kærlighedens lys« forsvinder, og de elskende, der har levet et kort, men forhåbentlig lykkeligt liv, dør praktisk talt samme dag.
Jeg ved ikke, om man kan betragte et sådant liv som et eventyr, men det skaber i hvert fald eventyrlige arter.
