Mennesker over hele verden oplever i stigende grad mangel på ferskvand på grund af klimaforandringer.
Vi forsøgte at finde ud af, om transport af isbjerge fra Antarktis kunne hjælpe med at løse dette problem.
Mangel på drikkevand
Nogle af verdens største byer kæmper med tørke og drikkevandsmangel. For eksempel står indbyggerne i Cape Town i Sydafrika over for en vedvarende vandkrise. Byen har endda udpeget en ‘dag nul’ – en dag, hvor vandforsyningen i reservoirsystemet vil falde til 13,5 procent.
Når det sker, vil beboerne få lukket for vandet og få udleveret 25 liter vand om dagen. Byen har endnu ikke tyet til sådanne foranstaltninger, selv om den allerede har nærmet sig det kritiske punkt flere gange.
Problemet er ikke begrænset til Cape Town: Bangalore (Indien) og Miami (USA) kæmper også med drikkevandsmangel.
Ifølge en rapport fra UNICEF og Verdenssundhedsorganisationen har omkring 2,2 milliarder mennesker på verdensplan ikke adgang til rent drikkevand, 4,2 milliarder lever uden basale sanitære forhold, og 3 milliarder kan ikke engang vaske hænder med sæbe og vand under rindende vand.
At drikke vand fra gletsjere
Specialister fra Ice and Hydrometeorological Information Centre of the Arctic and Antarctic Research Institute overvåger isbjerget A23a’s fremgang. Ifølge beregninger fra US National Ice Centre er isbjerget A23a det største i verden. Dets areal er ca. 4,17 kvadratkilometer, hvilket er mere end dobbelt så stort som Skt. Petersborg. Mere end 30 år efter adskillelsen fra den antarktiske gletsjer begyndte isbjerget en aktiv drift med en hastighed på mere end 150 kilometer om måneden. I slutningen af november nåede det det klare vand i Sydhavet. Ifølge prognoser fra forskere fra Arctic and Antarctic Institute har isbjerget en chance for at overleve et par år mere, hvis det kommer ind i Weddell-cirkulationssystemet, men det kan smelte hurtigere, hvis det kommer ind i Scosha-havet.
Forskere overvåger konstant isbjergenes bevægelser, fordi de kan udgøre en potentiel fare for handels- og fiskefartøjer, ligesom de er af videnskabelig interesse med hensyn til miljøpåvirkning.
Det UAE-baserede ingeniørfirma National Advisor Bureau overvejer at slæbe store isbjerge fra Antarktis til tørkeramte områder i verden. Planen er at bruge de gigantiske isblokke til at forsyne mennesker med ferskvand. “Hvis det lykkes os at realisere dette projekt, kan det løse et af de største problemer i verden,” siger Abdullah Alshehi, grundlægger af National Advisor Bureau.
Det vides endnu ikke præcist, hvordan vandet skal udvindes og fordeles fra det bugserede isbjerg. Den foreløbige plan er at dele det i mindre stykker (mens det stadig befinder sig på havet) og derefter læsse isen på tankskibe og bringe den til land. Der vil isbjerget blive smeltet, og det resulterende vand vil blive renset og solgt til regeringen og private vandselskaber. En af de største udfordringer er, at en stor del af isbjerget vil smelte undervejs.
“Det bliver en stor udfordring at transportere is over så store afstande. Ikke alene skal vi håndtere tabet af masse på grund af direkte smeltning, men vi skal også forhindre mekanisk ødelæggelse af isbjerget. Eventuelle eksisterende revner og hulrum i isbjerget vil påvirke dets modstandsdygtighed over for varmt havvand, luft og belastningen ved bugsering,” forklarer Nick Holschuh, lektor i geologi ved Amherst College (Massachusetts, USA), som forsker i den antarktiske indlandsis.
Alshehi vurderer, at omkring 30 procent af isbjerget vil smelte under rejsen fra Antarktis til De Forenede Arabiske Emirater. Han er dog overbevist om, at omkring 100-200 millioner kubikmeter ferskvand indkapslet i et enkelt isbjerg vil være nok til at dække drikkevandsbehovet for 1 million mennesker i fem år. Grundlæggeren af National Advisor Bureau mener, at selv hvis en tredjedel af isbjerget går tabt under transporten, vil den resterende del stadig være nok til at retfærdiggøre indsatsen og de enorme omkostninger.
Miljømæssige konsekvenser
I maj 2021 brød et andet isbjerg af kolossal størrelse løs fra den vestlige side af Ronne-ishylden i Antarktis’ Weddellhav. Iskæmpen var omkring 170 kilometer lang og 25 kilometer bred: dens areal er næsten 80 gange så stort som Manhattan. Ifølge forskerne er ødelæggelsen af isbjerge en del af den naturlige cyklus, når store stykker is bryder væk fra ishylden. De tilskriver ikke dette særlige tilfælde klimaforandringer, men mener, at det er en naturlig proces.
Smeltningen af et sådant isbjerg ville ikke forårsage en stigning i havniveauet, fordi det var en del af en flydende ishylde. Ligesom en smeltende isterning ikke vil øge niveauet af en drink i et glas. Det adskiller sådanne isbjerge fra gletsjere eller indlandsis, der ligger på land. Når de smelter, hæver de det globale havniveau. Forskere mener, at hvis den vestantarktiske indlandsis kollapser, kan den gennemsnitlige globale havstigning blive på 3,2 meter.
Ifølge Alshehy er der ingen grund til bekymring for hans projekt, da de isbjerge, der er udvalgt til transport, allerede er brudt løs fra den antarktiske indlandsis og flyder i havet.
Når de løsrevne isbjerge har løsrevet sig helt fra den antarktiske indlandsis, vil de allerede have påvirket resten af is- og havsystemet. Derfor vil bugsering af de ismængder, vi taler om, stort set ikke resultere i nogen ændring.
Transport
Satellitter vil blive brugt til at finde de rigtige isbjerge i Sydhavet. Når et egnet isbjerg er fundet, vil det blive slæbt omkring 6.400 kilometer væk (til Sydafrika eller Australien) ved hjælp af skibe. Vandet fra isbjerget vil blive solgt til regeringen i det land, hvor det ender.
Men det er ikke alle vanskelighederne. Eksperter fra Norsk Polarinstitutt har udtalt, at ud af 271.000 isbjerge, som de har analyseret, er det kun 7 %, der egner sig til projektet. Isbjerget skal have en bestemt struktur og en tykkelse på mellem 200 og 250 meter. Isbjerget vil blive transporteret af et særligt tankskib ledsaget af tre slæbebåde. Afstanden mellem tankskibet og isbjerget vil være 1,5 kilometer.
De isbjerge, der slæbes under projektet, vejer omkring 100 millioner tons og måler omkring 2.100 meter i bredden og 609 meter i højden. De er for store til, at selv en flåde af skibe kan slæbe dem hele vejen alene. Derfor er det planen at bruge havstrømme til at øge bevægelseshastigheden. Ifølge de foreløbige beregninger kan isbjerget bugseres til sin destination med en hastighed på omkring 2,4 kilometer i timen. Det vil tage ca. 11 måneder at nå frem til De Forenede Arabiske Emirater med denne hastighed. Destinationen bliver Cape Columbine, der ligger nord for Saldanah Bay.
Ideen om at slæbe isbjerge fra Antarktis til områder, der lider af tørke, har været diskuteret siden omkring 1970’erne. Indtil nu har kun få virksomheder taget ideen alvorligt. Alshehi mener, at projektet vil vise sig at være en succes.
Hvis vi kan vise, at ideen er levedygtig, vil det ikke kun hjælpe UAE, men hele menneskeheden.
Udsigter for isbjergtransportprojekter
Projektet er planlagt til at blive finansieret af private investorer. I fremtiden planlægger National Advisor Bureau at transportere isbjerge til andre regioner i verden, der har brug for ferskvand.
Alshehis virksomhed er ikke den eneste, der overvejer sådan en idé. Den professionelle bjærger Nick Sloan, som overvågede forliset af det kæntrede italienske passagerskib Costa Concordia i 2014, er også i gang med at udklække en lignende plan. Han fortalte nyhedsbureauet Reuters, at han søger offentlige og private investorer til at transportere enorme isklumper over havet, knuse dem til mos og smelte dem til millioner af liter drikkevand.
Iværksættere og ingeniører i Sydafrika, Frankrig og Norge forsøger også at rejse penge til projekter, der skal bugsere isbjerge til Cape Town. Eksperter fra disse lande håber at få en aftale med den sydafrikanske regering og sikre finansiering til deres egne projekter. Prisen på rent antarktisk vand vil være ca. 30 rand (~152₽) pr. 1.000 liter, hvilket er en mindre investering end at investere i afsaltningsanlæg.
Ingeniører og forskere ved University of Cape Town har evalueret den plan, som Nick Sloan har foreslået. Dr. Chris von Holdt, som udfører en teknisk og økonomisk evaluering af forslaget, sagde, at han mener, at projektet er værdifuldt og gennemførligt og kan overvejes seriøst som en mulighed for at levere vand i tørkeperioder.
På trods af tilhængernes begejstring for ideen om at forsyne Sydafrika med gletsjervand, sagde byrådet i Cape Town, at det ikke ville overveje forslaget om isbjergtransport som en ny vandforsyningsordning, fordi det var for risikabelt og kompliceret.
