I skoven frygter alle ham: ulve, ræve, vildsvin. Han er larmende, enorm, opfarende og laver aldrig sjov.
“Taigaens hersker” – det lyder stolt. Men bag denne titel gemmer sig en lodden tyran, der ikke kender til anstændighed. Bjørnen tåler ikke gæster, sætter ildelugtende mærker, ridser træer og erklærer demonstrativt:
Det er alt sammen mit!
Dyrene forstår advarslen med det samme. En ulv, der har lugtet bjørnespor, drejer væk fra sin rute. En ræv springer op i et træ. Et vildsvin løber ind i buskene. Ingen tør lægge sig ud med den brune bjørn.
Uden unødige ord: han er højere end sine handlinger
Når bjørnen rejser sig på bagbenene, bliver den næsten dobbelt så høj – det er dens måde at vise: »Jeg mener det alvorligt«. En voksen han vejer op til 600 kg og kan løbe op til 60 km/t.
Den, der forsøger at bestride hans ret til lysningen, risikerer at blive smidt ud i buskene med skader. Aggressionen blusser op pludseligt, især om foråret – i sultetiden. Da kan han endda jage en ulveflok væk med et enkelt brøl. Han tager oftere kød, end han selv fanger – denne livsstil kaldes kleptoparasitisme. Kort sagt:
Giv mig det, det er mit.
Gnier og jaloux
Hvis brunbjørnen har fået fat i noget værdifuldt, graver han maden ned under mossen. Han vogter over sine forråd som en pengeskab i skoven. Og alle forbipasserende kommer automatisk på listen over ‘mistænkte’.
Bjørnen kan ikke lide at slås, men når han først er i gang, flyver alt omkring ham i luften: myretuer, træstubbe, buske. Hannerne er særligt farlige i parringsperioden – hele taigaen står stille af deres brøl, og arrene på deres pels minder om tidligere kampe.
Ja, den er tilgivende. Men inden den »går væk«, er skaden så stor, at det tager måneder for skoven at komme sig.
