Spækhuggere jager fisk og havpattedyr, men ignorerer mennesker.
Spækhuggere er nogle af havets klogeste beboere. De har komplekse jagtstrategier, lever i tætte sociale grupper og er i stand til at videregive erfaringer fra generation til generation. Men trods al deres styrke og smidighed er mennesker ikke på deres menu.
Hjerne og intelligens på geniniveau
En spækhuggers hjerne vejer omkring 6,5 kg og gør den ikke kun i stand til at jage, men også til at lære, kommunikere og endda ‘opfinde’ nye metoder til at skaffe føde. Hver flok har sit eget ‘dialekt’ af lyde, og jagten foregår ofte ved hjælp af teamwork og snedige tricks – fra at slå sæler ned fra isflager til at skabe bølger eller ‘boblenet’.
Hvorfor er vi ikke interessante for dem
Killerhvalernes kost er fastlagt fra barndommen og er meget specialiseret: nogle grupper spiser kun fisk, andre spiser havpattedyr. Mennesket ligner hverken sæler eller laks, og spækhuggere opfatter os simpelthen ikke som potentiel føde. Deres jagtvaner er også et spørgsmål om effektivitet: de vælger bytte, der kan fanges hurtigt og i tilstrækkelige mængder, og mennesker passer ikke ind i disse parametre.
Leveområde og sjældenhed
Spækhuggere lever i kolde og tempererede have – fra Arktis til Antarktis, ofte langt fra populære strande. Vi ser oftere hajer ved kysterne end spækhuggere. Og hvis vi møder en spækhugger, viser den oftere nysgerrighed end aggression. Nogle forskere mener, at de er i stand til at genkende os som intelligente væsener.
Undtagelser fra reglen
De eneste registrerede angreb på mennesker har fundet sted i fangenskab, hvor begrænset plads og stress forstyrrer dyrenes adfærd. I naturen undgår spækhuggere konflikter, og deres interesse for mennesker er som regel begrænset til observation.
