Den hårede frø knækker sine fingre for at frigøre knoglede kløer til forsvar.
Blandt beboerne i de tropiske skove i Central- og Vestafrika findes der et væsen, der er værdigt til en superheltefilm. Det er den hårede frø (Trichobatrachus robustus), også kendt som jærv-frøen.
Den har to unikke egenskaber: evnen til at vokse noget, der ligner hår, og til at fremstille skarpe knoglede kløer… gennem sin egen hud. Lad os se nærmere på, hvorfor den har brug for alt dette, og hvorfor den med rette betragtes som en af de mest usædvanlige amfibier i verden.
Hvor kommer den fra, og hvordan ser den ud?
Rosomak-frøen lever i
- Cameroun,
- Gabon,
- Angola,
- Nigeria
- og andre lande i regionen.
Den kan findes i tropiske skove ved bjergrige floder og bække, samt på teplantager og andre kultiverede landskaber – hvis der er hurtige, rene vandløb.
Det er en ret stor haleløs amfibie: hannerne bliver op til 13 cm, hunnerne op til 11 cm. Hovedet er bredt med lodrette pupiller og en markant trommehinde. Farven varierer fra oliven til brun, med en mørk stribe med sorte kanter langs ryggen, mens siderne og fødderne er sorte.
Hår, der ånder
Hannerne af Trichobatrachus robustus får i parringsperioden ‘hår’ – lange trådformede hududvækster på siderne og bagbenene. Trods udseendet er det ikke rigtigt hår, men særlige åndedrætsorganer. Hver udvækst er gennemtrængt af blodkar og øger den hudoverflade, hvorigennem gasudvekslingen finder sted.
Hvorfor sådanne mærkværdigheder? Det er simpelt: i parringssæsonen forlader hannerne næsten aldrig vandet – de beskytter deres æg, og de skal på en eller anden måde kompensere for iltmanglen. ‘Hårene’ hjælper dem med at ånde direkte gennem huden, som midlertidige ydre gæller.
“Det er ikke æstetik – det er biologi: jo større overflade, jo mere ilt i blodet,” bemærker herpetologer fra Cambridge.
Klør af knogler: superkraft eller desperat skridt
Men det vigtigste, der har gjort denne frø berømt, er dens klør. Ja, den har skarpe klør som et rovdyr. Men de er ikke lavet af keratin som hos pattedyr, men af dens egne knogler. Og for at kunne bruge dem… brækker frøen sine fingre.
Mekanismen ser sådan ud: under huden på bagbenet findes der i hvile en knoglepig, der er forbundet med en muskel. Ved fare trækker musklen i kløen, den knækker ved roden og bryder gennem huden og springer ud. Det bliver til et naturligt koldvåben.
Sådanne kløer er ikke til pynt og ikke til jagt. Det er ren forsvar. Når den bliver fanget af et rovdyr, begynder frøen at kæmpe voldsomt og påfører smertefulde sår. Lokale jægere i Cameroun bruger endda spyd eller macheter for ikke at risikere deres hænder.
Hvordan de ånder, og hvorfor de næsten ikke bruger lungerne
Som mange andre padder bruger den hårede frø ikke lungerne, men hudånding. Dens hud er tynd, gennemtrængt af blodkar og perfekt tilpasset gasudveksling. Og ‘hårene’ på hannernes krop øger iltoptagelsen endnu mere.
Dette er især vigtigt i kolde bjergbække, hvor der er meget ilt i vandet, men begrænset adgang til luft. Mens hannen beskytter æggene, kan han holde sig under vand i timevis takket være disse midlertidige åndedrætsorganer.
Hvordan formerperrosamah-frøer sig
I parringsperioden bliver hannerne markant mere aggressive og får ikke kun »hår«, men også ru områder på poterne, som de bruger til at holde hunnen fast under parringen. Æggene lægges på sten i strømme med stærk strøm. Derefter svømmer hunnen væk, mens hannen bliver tilbage og beskytter æggene i flere uger.
Det er interessant, at hannerne kan afgive lokkekald ved hjælp af specielle resonatorer – en slags parringssang, der hjælper med at tiltrække en partner.
Rovdyr med tænder
Små hårede frøer er ikke søde, harmløse haletudser, men ægte mini-rovdyr.
De har skarpe hornagtige tænder, kraftige muskler og en forstærket kranium. Disse tilpasninger gør det muligt for dem at overleve i hurtigtstrømmende vand og jage andre små vandorganismer.
“Trichobatrachus-haletudser er som teenagere med piranha-adfærd”, siger herpetologer spøgefuldt.
En sådan strategi er sjælden blandt amfibier, hvoraf de fleste lever af planter eller filtrerer organisk materiale fra vandet.
Hvad spiser voksne individer
I voksenalderen bliver rosomak-frøer aktive jægere. Deres kost består af insekter, tusindben, edderkopper og andre hvirvelløse dyr. De har ingen tænder, så de sluger deres bytte hele.
De er vigtige for økosystemet, fordi de regulerer insektbestanden og selv tjener som føde for større rovdyr. De er også en slags ‘økologiske indikatorer’: hvis vandet bliver forurenet, falder deres bestand drastisk.
Frøen i kulturen og på panden
Bakkossifolket i Cameroun har overtro forbundet med denne frø. Man tror, at den falder ned fra himlen og hjælper kvinder med at blive gravide. De lokale kalder den ‘Ebod’ og behandler den med respekt – selvom de ikke siger nej til stegt frø til aftensmad.
Jagt på frøer er en risikabel affære. Kløerne kan forårsage alvorlige skader, så man jager dem med våben. På markederne koster et par mellemstore eksemplarer omkring to dollars, og nogle gange sælges de som eksotiske kæledyr.
Et usædvanligt symbol på styrke og overlevelse
Trichobatrachus robustus er et sjældent eksempel på, hvordan naturen kan forene de mest uventede egenskaber i ét væsen: vegetation, kløer, kraftige muskler og en omsorgsfuld fars adfærd. Denne frø viser, at selv i amfibiernes verden er alt muligt – man skal bare kigge ind i den afrikanske jungle.
