Den ihærdige jagt på en fugl, som mange troede var udryddet, omfattede voldsomme regnskyl, oversvømmede broer, svineinfluenza og en ubarmhjertig besættelse.
Madagaskarand, der af lokalbefolkningen kaldes fotsimaso eller hvidøje, er en dykkerand. Ligesom andre dykkerænder – og i modsætning til svømmeænder – har de benene længere tilbage på kroppen, hvilket hjælper dem med at bevæge sig fremad under vandet og får dem til at se mere oprejste ud end svømmeænder, når de står. De er de eneste ænder i deres slægt (Aythya), der lever næsten udelukkende…
Madagaskarand har i sammenligning med andre ænder ikke meget at prale af. Det er en mellemstor, rustfarvet and uden hverken den dramatiske næb som en kongeand eller det strålende fjerdragt som en mandarinand. Den største fysiske forskel ligger hos hannen, hvis øjne bliver hvide, når anden bliver moden.
Men for en lille gruppe forskere er den en besættelse.
Anden findes kun på Madagaskar, et biodiversitets-hotspot, hvor mere end 85 procent af landets planter og dyr ikke findes andre steder. Øens særheder omfatter baobabtræer, der ligner kæmpe svampe, lemurer, der er så små som et stykke smør, og et palme-stort dyr kaldet lavlands-tenrek, for hvem hver dag ligner en dårlig hårdag.
For et århundrede siden var Madagaskar-and en almindelig syn på Alaotra-søen, landets største sø, hvor udstrakte vådområder engang vrimlede med kamæleoner, lemurer, fisk, frøer og fossas – slanke, katteagtige kødædere, der også kun findes på Madagaskar.
I løbet af årtierne blev søens sumpe og de omkringliggende områder imidlertid omdannet til rismarker, skove blev brændt ned for at give plads til andre afgrøder, og vådområderne blev forvandlet til landbrugsland.
I 1960 var en enkelt flok pocharder alt, hvad der kunne findes på søen. Derefter syntes arten at forsvinde.
I 1980’erne forskede den franske ornitolog Olivier Langrand i Madagaskars fugle sammen med sin partner, biologen Lucienne Wilmé. I løbet af et års søgen krydsede de øen i vogne trukket af pukkelryggede køer kaldet zebuer, campede i mudderet og vandrede i ubarmhjertig regn. De identificerede over hundrede fuglearter, men ikke en eneste af dem var en taffeland.
I slutningen af 80’erne mødte Langrand Glyn Young, en dyrepasser hos Durrell Wildlife Conservation Trust i Storbritannien, der havde en voksende interesse for vandfugle. Young fortæller, at Langrand tilbød at hjælpe ham med at tage på sin egen ekspedition for at finde anden. “Olivier var især interesseret i pocharden, fordi det var en af de få fugle, han aldrig havde set på Madagaskar,” husker Young. Pocharden var en af Madagaskars sjældneste og mest truede fuglearter, og for en fugleforsker er det ikke noget, man lader forsvinde uden kamp.
Han ville have nogen til at bruge en betydelig mængde tid på at lede efter den.
Young sagde gladeligt ja. I syv uger padlede Young og en kollega rundt på Alaotra-søen i udhuggede kanoer og besøgte landsbyer, hvor de blev tilbudt masser af hjemmelavet rom, men kun få oplysninger om anden.
Vi kunne ikke finde nogen ænder eller noget håb for dem.
Men det var ikke slut. For Young var det tværtimod “sådan, det hele begyndte.” Det skulle strække sig over 30 år, tusindvis af kilometer og fødslen af hans første barn, som han kaldte Aythya (efter ænderens videnskabelige navn, Aythya innotata).
Wilmé vendte også tilbage til jagten. Forholdene for pochardens overlevelse var dystre, husker hun. Brande ulmede, mens folk ryddede skovene omkring søen for at anlægge rismarker. Fuglefangere spændte net ud over vandet for at fange vandfugle, hundrede ad gangen, som de solgte på markederne til landets hurtigt voksende befolkning. Ingen havde fanget en pochard. Wilmé, der var gravid på det tidspunkt, måtte hyre roere til at hjælpe hende med at udforske søen.
“Jeg tilbragte mange timer på søen – i kanoer, vandrede i sumpene og arbejdede sammen med lokale fiskere,” siger hun.
Hvis du var en pochard, hvor ville du så tage hen, hvor du kunne være i sikkerhed for trusler og mennesker?
Et sådant sted, syntes Wilmé, ‘eksisterede ikke længere.’ Hun trykte billeder af pocharden på T-shirts og flyers, som hun delte ud i landsbyer og skoler. Rygtet spredte sig. I 1991 gav Wilmés kampagne et overraskende resultat. En fældefanger fangede en and, han aldrig havde set før, og viste den til andre andejægere og fiskere i området. Ingen af dem genkendte den. Men de huskede den offentlige kampagne og rådede fældefangeren til at bringe den til Wilmé.
Det var en han-taffeland.
Wilmés beretning i Bulletin of the British Ornithologists’ Club var håbefuld:
Fundet af en enkelt madagaskar-taffeland på Alaotra-søen tyder på, at der stadig kan findes en restbestand.
Opdagelsen udløste en årlang eftersøgning i et større område omkring Alaotra-søen i håb om at finde en restbestand af fuglene. Uden succes. Og den eneste and, der blev passet i en særlig voliere med en indhegnet dam, døde i 1992. En obduktion foretaget af specialister fra London Zoo og Chicago Field Museum viste, at anden muligvis var blevet ramt af en svamp i luften. Da den var væk, så det ud til, at arten var udryddet igen – denne gang for altid.
Over et årti senere, i 2004, blev pochardens dødsattest foreløbigt udstedt. I Londons Linnean Society var det biologen Young, der modvilligt rejste muligheden for, at pochardens klassificering kunne omfatte de frygtede ord ‘sandsynligvis udryddet’.
Men pocharden er måske verdens mest ukuelige and.
I 2006 vandrede Lily-Arison Rene de Roland, rovfuglekspert og national direktør for Peregrine Fund‘s Madagaskar-program (og fra 2023 National Geographic Explorer), ind i en skov med en lokal guide og kok i et afsidesliggende område i det nordlige Madagaskar for at undersøge dyrelivet med særlig interesse for en stadig sjældnere og sårbar rovfugl kaldet Madagaskar-mosehøgen.
Blot to dage inde i det, han troede ville blive en flere uger lang ekspedition, fik han øje på en lille blå sø inde i en udslukt vulkankrater. Da han løftede kikkerten, så han noget andet: en flok taffelænder. Ni voksne og fire ællinger.
Mosehøgen måtte vente. Rene de Roland tog nogle fotos og skyndte sig tilbage til sit team, der i første omgang ikke kunne forstå, hvorfor de skulle pakke sammen og vende om.
Jeg forklarede dem: Taffeland er udryddet. Vi skal have bekræftet fotoet af vores chef i USA.
De rejste i to dage tilbage til et sted med internetforbindelse for at e-maile hans fotos af taffelandene til Peregrine Funds hovedkvarter i Idaho. Fotosene blev sendt over Atlanten til Young, der hurtigt gik om bord på et fly – endnu en gang, og denne gang med store forhåbninger – til Madagaskar.
Tre grupper – Peregrine Fund, Durrell Wildlife Conservation Trust og Wildfowl and Wetlands Trust – begyndte næsten øjeblikkeligt at samarbejde med Madagaskars regering om at få søen anerkendt som et beskyttet område. Grupperne uddannede lokale til at arbejde som feltmedarbejdere, der overvågede flokken, indtil der kunne etableres et avlsprogram.
“Når en art er så utrolig sjælden, at der kun er en lille restpopulation tilbage, er det nemt at tro, at de lever der, fordi det er et godt miljø for dem, og at det er derfor, de har overlevet,” forklarer Young, der nu er formand for Threatened Waterfowl Specialist Group ved International Union for Conservation of Nature. Men sandheden var enklere – og mere barsk.
De har ingen andre steder at tage hen.
