Der er ikke ret mange danskere, der ikke kender Kim Larsens musik. Men der er om muligt endnu færre, der kendte ham som person. Lars Hansen, også kendt som "Nålen", var en af Kims meget tætte bekendte i over 30 år. Derudover var de naboer, og Nålen sad også med i tour-bussen til rigtig mange koncerter.

Mit forhold til Kim startede da jeg ejede Kielgasten i Holstebro, som var et af de steder, Kim allerbedst kunne lide at spille. Og på en eller anden måde, må vores kemi have passet sammen. Han kaldte mig altid "den flinke mand". Og det var faktisk også det, der førte Nålen og Kim Larsen sammen.

Efter en koncert på Kielgasten, sad Kim og jeg og snakkede sammen. Pludselig fik han øje på et cigarret-etui i et skab på mit kontor, som han forelskede sig i. Jeg vidste ikke, hvem der ejede etuiet, og troede at nogen havde glemt det. Så uden at tænke mere over det, sagde jeg bare "Tag det".

Nålen, som han blev kaldt, fordi han er høj og tynd, var ansat hos mig, og var stor fan af Kim Larsen. Han havde været hjemme og hente en stak plader, som Kim skulle signere. Og da Kim var i færd med at signere pladerne, tilbød han nålen en Kings - fra Nålens eget cigarret-etui, som jeg lige havde givet Kim. Og hvad værre var, så var det et etui, som Nålen havde arvet fra sin farfar, og var rigtig glad for!

Sådan kan uheldige omstændigheder udvikle sig til noget godt, for i hvert fald har de lige siden været tætte bekendte og naboer. Nålen rejste også med Kim Larsen rundt i tour-bussen igennem flere år, så han er nok den person, der har været allertættest på Kim.

Jeg har også haft en del oplevelser sammen med Kim. Han elskede jo at spille på Kielgasten, og han var også vild med vores logo. Så en dag efter endnu en koncert, gik han og pillede nogle plakater med vores logo ned. Jeg spurgte ham, hvad han lavede, og han sagde, at han ville bruge det til en plade og en musical. Det var godt nok ikke mig, der havde designet logoet. Det var kunstneren Poul Cederdorff. Poul Cederdorff arrangerede rigtig mange koncerter på Kielgasten, og han var taget hjem en time tidligere. Det var før mobiltelefonens tid, så jeg sendte en taxa afsted for at hente ham. Da han kom, gav han to nik, og det tolkede vi som et ja. Pladen blev udgivet i 1989 og blev Kims 3. mest sælgende plade.

Til min 50 års fødselsdag, indspillede han et kassettebånd med hilsener, nogle tanker, han gjorde sig, og noget musik, han eksperimenterede med. Noget blev udgivet, andet er det muligvis kun mig, der har et eksemplar af. Det kan du blandt andet se i indslaget fra TV MIDTVEST herunder. Indslaget blev lavet i forbindelse med Kim Larsens død d. 30. september 2018. Æret være hans minde.

Han gav mig også en privatkoncert i Flamingo Naturpark d. 14. juni 1992, hvor jeg fejrede min 40 års fødelsdag - uden at tage en krone for det i øvrigt. Derfor har vi valgt denne dag til at ære hans minde og fortælle nogle af de forunderlige, sjove og spændende historier, som vi har oplevet sammen med ham - og som aldrig har set dagens lys før. Så hvis du vil lære Kim Larsen bedre at kende, så kom.

MAD OG GRATIS OVERNATNING

Der er stor interesse for arrangementet, og folk fra både Hovedstaden, Norge og Sverige har meldt deres ankomst. De har jo lidt lang vej hjem igen. Derfor tilbyder vi gratis overnatning, hvis man selv sørger for telt eller campingvogn.

Vi lægger også et par pattegrise eller hvor mange, der er behov for på grillen, og serverer den med kartofler, salat, flutes og to valgfrie drinks (øl, vin, sodavand eller vand). Prisen pr. kuvert er 200 kr.

Der kan også købes pølser og brød og selvfølgelig drikkevarer.

På linket nederst på siden kan man både bestille billetter til arrangementet og den gratis plads til overnatning, og en kuvert med helstegt pattegris..

 

Foreløbigt program:

Kl. 12 - Dørene åbner og man kan gå rundt i haven og se museet, hvor bl.a. Kim Larsens første bil holder.

Kl. 17 - Nålen og Knud fortæller om Kim Larsen

Bagefter er der en hemmelig afsløring, og så vil Disco-Jørgen spille op til dans, som han altid gjorde efter en Kim Larsen koncert på Kielgasten.

Kl. 23 - Dørene lukker igen

Du er naturligvis også velkommen til, at gå rundt i haven og nyde den smukke natur.

Køb dine billetter lige her: https://tikkio.com/tickets/9547-kim-larsen-mindedag