Mange monstre i film har virkelige forbilleder i dyreverdenen. Aliens kæber er for eksempel inspireret af murænes dobbelte kæber, og dens livscyklus er inspireret af en hveps.
Vores gæst i dag har fået sit udseende fra Stephen Kings ‘Dreamcatcher’, og forfatteren behøvede næsten ikke at ændre noget.
Indrøm det, lampretter er det perfekte stof til mareridt. Lad os straks præcisere, at lampretter ikke er fisk. Lampretter er lampretter.
Den tilhører familien af gællefisk, den eneste familie i ordenen Petromyzontiformes. Mange af arterne er ydre parasitter på fisk.
Et glat, ormelignende krop, dækket af slim, små øjne, der udstråler ondskab… Det er nok, ikke? Men lad os kigge minoen i munden. Den har ingen kraftige kæber, faktisk har den slet ingen kæber (den tilhører jo de kæbeløse, husker du nok?).
I stedet for en standard mund har lampretten en tragt, tæt besat med skarpe tænder. Halsen ender i en knoglet tunge. Kom nu, sig, at du ikke er bange – bare prøv ikke at afsløre din frygt med en rystende stemme.
Lad os også minde dig om, at lampretten er en parasit. Den lever som regel af blod og væv fra levende fisk. Den fungerer som en igle på højeste niveau. Når den har fundet et offer, bider den sig fast med sin mund. Når den har suget sig fast til offeret, suger den time efter time, ligesom en umættelig vampyr, alle safterne ud af det.
Minnegern kan også bide mennesker. Men sådanne sår er ikke dybe og er sjældent farlige for helbredet. Det er dog værd at søge læge, hvis der ved et uheld opstår en infektion.
“Ja, og hvad så! Der er jo masser af alle mulige ubehagelige dyr i havet,” vil du måske sige. Men også her byder minnegern os på ubehagelige overraskelser. De er meget tættere på, end du måske gerne vil have.
Disse væsner lever ikke kun i havvand, men også i ferskvand. Lampretter findes i Gudenå, i Suså – i alle floder, der har forbindelse til havet i tempererede og nordlige breddegrader.
Men vi har en lille undtagelse. Når lampretterne begiver sig ud i floderne for at formere sig, holder de op med at spise. Deres tænder bliver sløve, og fra maj til august lever de et stille og ubemærket liv.
Sagen er, at når varmen kommer, finder lampretterne sig et sted at bo. I begyndelsen af sommeren bygger hannerne reder på bunden af floden. Hunnerne skal blot lægge deres æg i rederne.
I floderne bruger lampretterne deres mund som en sugekop. Ved at hænge fast på stenene kan de svømme mod strømmen.
Efter et stykke tid forlader larverne, der ligner gennemsigtige orme, deres fabriksemballage. Ungfiskene kaldes sandorm, og dette navn beskriver dem perfekt. De glider med strømmen ned ad floden og spreder sig ud over flodsletter og bevoksninger.
I løbet af to år vokser de unge langsomt op ved at tygge alger og organiske rester på bunden. Først når de når en længde på 18-20 centimeter, begynder de unge lampretter at blive frække og gå over til en blodig kost.
Apropos ernæring. Lampretter spiser selvfølgelig. Hvem har overhovedet fået den idé?!
Se, en fiskorm, fuld af tænder. Wow, og se al den slim… Lad os spise den!
Men lampretter bliver stegt, marineret, røget – man kan gøre alt med dem. Og man siger endda, at de er ret lækre!
