Hvad er man villig til at gøre for kærlighed og et fredeligt liv? Leistotrophus versicolor er for eksempel villig til at slås, leve i gødning, snyde, hyklerisk og udgive sig for at være en hun. Den vilde natur er forunderlig, men den kender ikke til menneskelige moralske normer.
Leistotrophus er repræsentanter for en talrig og mangfoldig familie af rovbiller, eller stafyliner (Staphylinidae). Du har sikkert set dem i haven, i parken eller når du har været på svampetur. Leystotropus lever i de tropiske skove i Sydamerika, men ligner meget sine slægtninge i Europa og Asien. Hvis man ser bort fra, at dens krop er dækket af uattraktive hår og udvækster, selvfølgelig.
Bille vandrer hele dagen rundt i skoven på jagt efter føde. Den jager insekter, der lever af ådsel og ufordøjede rester. Når den kommer tæt på sit bytte, sprøjter leystotrophus en sekret med lugt af ekskrementer ud af spidsen af sin bagkrop. Byttet, der lugter den lokkende duft, kommer tæt på rovdyret og støder ind i dets gigantiske kæber. De er lange og stærke og yderligere forstærket med flere pigge, der let gennemborer kitin.
Før eller senere opfanger leistotrophus’ følsomme følehorn lugten af forrådnelse, og den skynder sig mod kilden til stanken. Gødning, ådsel og rådnende frugter er ikke kun steder, hvor byttedyr samles, men også lokale centre for det sociale liv. Men der er mange biller og kun lidt ådsel og ekskrementer. Der kan samles op til 20 individer på et område. Derfor må hannerne kæmpe om retten til at besidde området. Alt for at kunne fortsætte deres slægt. Det er på gødningen, at leistotrophus arrangerer romantiske stævnemøder.
Vinderen er den største bille med de stærkeste kæber. Men det betyder ikke, at de tabende biller hænger sig selv og holder op med at lede efter lykke andre steder. Leystotrophus er overbevist om, at målet helliger midlet, og at enhver list er et middel til at besejre fjenden. Derfor udgiver drengene sig for at være piger.
De opfører sig som hunner, accepterer alfaens bejlen og lader som om de er en helt normal del af hans harem. Men så snart den største bille er ude af syne, begynder de mindre drenge at gå amok: de forfører de smukke piger og slås med hinanden. Jo færre falske hunner der er i området, jo større er chancen for at efterlade afkom.
Men det er ikke altid, at mimik af det modsatte køn virker. Hannerne ved udmærket godt, at de er større og har forholdsmæssigt mere kød, så de kan skelne mellem medlemmer af deres eget køn. Og hvis alfaen pludselig støder på en spontan ‘kvindelig’ kamp, vil han forstå, at man har forsøgt at snyde ham, og jage dem begge væk.
Men det betyder ikke, at den første fyr på møddingen er en mandig smuk fyr, der kun spiller efter reglerne. Hvis en stærkere modstander dukker op, vil den tidligere alfa også foregive at være en særlig stor og muskuløs pige. For i kærlighed, som i krig, er alle midler tilladt. En særlig gemen taktik fra leistrotropus: at smide masken, når den største han er optaget af at spise eller befrugte hunnen. Ude af stand til at gøre modstand får han et kraftigt bid i maven og forsøger at forlade slagmarken eller også lade som om han er en pige! Vanvittigt, men nogle gange virker det.
Desværre er der ikke meget at sige om, hvad der sker med ungerne, når de klækkes ud af æggene. Stafylinid-larver er bevægelige og i stand til at skaffe sig mad fra fødslen. Leystrotropus foder sig altså på samme måde som de voksne individer. De holder sig dog væk fra gødning. Der er for nervøs en atmosfære for de spæde børnesjæle.
