Vi ved alle, at giraffer er de højeste dyr på jorden. Men hvilken af disse dyrearter er den højeste? Mød vores rekordindehaver — Masai-giraffen, også kendt som Kilimanjaro-giraffen! Dette dyr bærer stolt titlen som den største giraf og samtidig det højeste væsen, der i øjeblikket lever på vores planet.
For en sådan kæmpe må havet vel være op til knæene! Men det er ikke så enkelt. På trods af deres størrelse er giraffer meget afhængige af miljøforholdene. Følgende faktorer påvirker bestanden: krybskytter, flokke af andre planteædere og endda små myrer!
I dag skelner forskere mellem én art og ni underarter blandt alle langhalsede plettede dyr. Alle dyr adskiller sig i udseende og er lidt forskellige genetisk. Nogle biologer anser dog Masai/Kilimanjaro-giraffen for at være en separat art — det afhænger af klassificeringsmetoden.
Vores kæmpe kan genkendes på sin enorme højde på 5,5 meter, hvoraf en tredjedel udgøres af halsen. Til sammenligning: Den gennemsnitlige »højde« for de fleste giraffer varierer mellem 4,5 og 5 meter. Det er dog nemmest at genkende en masai-giraf på dens originale farve: Dyrenes pletter har en uregelmæssig form med stærkt takkede kanter. De ligner mere stjerner eller ahornblade end klassiske pletter.
Vores helte kan findes i det sydlige og centrale Kenya samt i Tanzania. Forskere antager, at dyrene migrerede fra det tropiske område i Østafrika til det subtropiske område i Sydøstasien (hvor de lever den dag i dag) for cirka 420.000 år siden. Årsagen til flytningen var det ændrede og for tørre klima: på det tidspunkt var jorden i en pleistocæn istid. De dyr, der var vant til at leve i området, begyndte at omdanne det til ørken, og der blev mindre og mindre mad – så de besluttede sig for at flytte (eller migrere).
For at holde sig i form har giraffer brug for mindst 30 kg grønt om dagen. I sultne tider plukker dyrene græs, men vores heltes yndlingsret er Vachellia erioloba, også kaldet giraffetorn. Skud, blade og frugter fra dette træ er meget næringsrige, men det er ikke altid så let at få fat i dem. Giraffer har for længst vænnet sig til vachellias skarpe torne, men nogle træer har rigtige levende beskyttere!
Men hvem kan forhindre en 5 meter høj kæmpe i at nyde sit måltid? Du vil ikke tro det – små myrer! Vachelia er normalt hjemsted for myrer af slægten Crematogaster. Disse små dyr jager træets skadedyr og skræmmer store planteædere væk med gift. Nogle træers torne har særlige fortykkelser – hjem, hvor små kolonier af disse små væsner bor. Træet fodrer insekterne med en særlig nektar i bytte for deres kampvilje.
På trods af deres forskelle kan myrer, giraffer og vachelia ikke leve uden hinanden. Hvis man fjerner myrerne, vil de lækre træer hurtigt visne, og giraffernes fordel i form af deres lange hals vil være spildt. Hvor skal de så finde deres lækkerier, hvis der ikke er høje vachelias? Og hvis de planteædende dyr ikke spiser træets frugter, vil det simpelthen holde op med at formere sig og sprede sig i savannen. Frugterne vokser jo helt oppe i toppen! Her har vi et interessant eksempel på symbiose – træerne vokser bedst der, hvor deres »ærkefjender« – girafferne – er!
Men vacheli er langt fra den eneste art, som vores heltes velbefindende afhænger af. Forskere har fundet ud af, at ungenes overlevelse afhænger af antilope- og zebrabestanden. Men hvordan hænger det sammen? Det skyldes, at giraffemødre ikke har en bestemt parringssæson. Drægtigheden indtræder, når heldet er med, og ungerne fødes efter 15 måneder. De nyfødte forbliver de første uger af deres liv alene med hunnen, og derefter slutter mor og barn sig til en flok, der består af bedstemødre og tanter, der kan være op til 90 dyr. Og selv på trods af de voksne dyrs beskyttelse dør omkring 50-75 % af ungerne i løbet af det første leveår! Men hvad har zebraer og antiloper med det at gøre? Spiser de dem ikke ved et uheld?
Det er ganske enkelt. Giraffernes største fjender er løver. Dyrenes konge kan ikke klare en voksen kæmpe, og desuden er der mere besvær med ungerne, da de altid bliver beskyttet af de ældre. Derfor jager løver normalt mere bekvemt bytte, såsom stribede heste. Og når de nomadiske flokke af små planteædere bliver hængende eller bliver mindre, er der ikke noget at vælge imellem. Så jo flere zebraer og antiloper, jo mere intakt er giraffernes afkom.
I dag er der cirka 30.000 masai-giraffer tilbage i verden. Situationen forværres af, at populationerne er stærkt fragmenterede, hvilket betyder, at enkelte grupper af dyr er tvunget til at parre sig med fjerne, men alligevel nære slægtninge. I fremtiden vil dette føre til indavlsdepression. Det vil sige, at der vil blive født svage og ikke-levedygtige unger.
Moralen af denne fabel er: uanset hvor stor og stærk du er, kan du altid blive ødelagt af dem, du slet ikke forventer det af, selv dine slægtninge.
