I millioner af år har der eksisteret en civilisation af andre væsener ved siden af os. Men mennesket bemærker den ikke, fordi den er helt anderledes end vores.
Blandt de mange definitioner af civilisation tilbyder filosofisk ordbog følgende:
Det næste trin efter barbariet, som gradvist vænner mennesket til planlagte, ordnede fælles handlinger med sine ligemænd, hvilket skaber den vigtigste forudsætning for kultur.
Mennesker antager som udgangspunkt, at de er de eneste, der har været i stand til at nå dette trin. Men det ligger i menneskets natur at være overmodig og dømme alle efter sig selv, og en sådan snæversyn hindrer ofte os i at se, at der findes en anden vej.
Nogle gange spekulerer folk på, hvor vidunderlig en civilisation ville være, hvis den ikke var baseret på materielle værdier, men på omsorg for andre. Men for os er redskaber og den sekundære, kunstige verden, vi har skabt med dem, et mål for intelligens.
Delfiner har valgt en anden vej: i stedet for at opfinde redskaber og erobre verden har de ændret deres egne kroppe og harmonisk tilpasset sig omgivelserne. Samtidig har havpattedyr alt, hvad der er nødvendigt for at skabe en ‘normal’ civilisation.
ZOOLOGISK OVERSIGT
- Delfiner, Delphinidae
- Klasse — pattedyr
- Orden — hvaler
- Familie — delfiner
Disse havpattedyr lever i havene og oceanerne næsten over hele verden, de findes kun ikke i de kolde farvande i Arktis og Antarktis, og nogle arter lever endda i ferskvand. Ligesom deres landlevende slægtninge ånder delfiner med lunger og ammer deres nyfødte unger med mælk. Dyrene lever i flokke på 2-3 til 100 individer. Delfiner lever af fisk og jager dem i flok.
Hurtig opstigning
Hastighed er en af de vigtigste egenskaber i den moderne verden, selvom mennesker kun kan komme op i fart ved hjælp af forskellige hjælpemidler. Delfiner forstår hastighed lige så godt som mennesker, men klarer sig udelukkende på egen hånd. Disse havdyr er i stand til at svømme i lang tid med en hastighed på 36-40 km/t. Delfiner holder tempoet ved hjælp af meget stærke muskler, en strømlinet krop og en unik hud: den er elastisk og smidig og ‘dæmper’ vandstrømninger, så de ikke bremser svømmeren.
De snedige delfiner udnytter også mennesker til deres egne formål: Dyrene nyder at ride på bølger, der kommer i samme retning som dem, og som bringer dem til det ønskede sted med en hastighed på op til 60 km/t.
For at udnytte det omgivende landområde bedst muligt har mennesker opfundet alle mulige hjælpemidler: rulletrapper, elevatorer, trapper og meget andet. Delfiner har tilpasset sig vandmiljøet optimalt, selvom de ligesom os ånder med lunger. Disse dyr kan svømme under vand i op til 15 minutter og derefter stige op fra store dybder på få sekunder for at trække vejret. Perlefiskere kan holde vejret i omkring syv minutter, men selv de kan ikke komme hurtigt op til overfladen, fordi deres blod bogstaveligt talt koger på grund af den såkaldte dykkeresyge.
Delfinernes hemmelighed ligger i en maksimal rationel udnyttelse af ilt. Selv ved den dybeste indånding udskiftes kun 20 % af luften i menneskets lunger. Hos delfiner når dette tal op på 80 %. Samtidig udnytter mennesker kun 20 % af ilten fra den luft, der kommer ind i luftvejene, og udånder resten. Delfiner optager næsten al O2 – omkring 80 % – og fordeler det i blodet og musklerne. Dyrene holder på den dyrebare gas ved hjælp af hæmoglobin, som de har meget mere af i blodet end mennesker. En ekstra bonus ved denne økonomiske tilgang er, at de ikke får trykforstyrrelser. Der er næsten ingen nitrogen i delfiners blod, som er det, der får dykkere til at koge, når de stiger hurtigt op.
Bror hjort, bror flodhest
For 50 millioner år siden levede delfinernes forfædre på land og bevægede sig på fire ben. Evolutionært stammer de fra samme gren som hjorten og flodhesten.
Men på kysten var der for mange andre dyr, som de måtte konkurrere med om ressourcerne, og de fremtidige delfiner flyttede ud i havet. De lemmer, der ikke var nødvendige i vandet, blev gradvist reduceret, selvom der stadig findes rudimentære rester af dem i skeletterne af moderne delfiner.
Reflekteret ‘syn’
Mennesker er aldrig tilfredse med det, de har, og derfor skaber de stadig mere kompliceret teknologi: teleskoper, ekkolod, radarer… Delfiner er tilfredse med det, naturen har givet dem, og har faktisk forvandlet deres krop til et perfekt instrument, som de bruger til at udforske verden.
Sammenlignet med mange andre dyr ser mennesker meget dårligt, og nogle af os har brug for briller fra barndommen. I vandet er synligheden mange gange dårligere end på land, men delfiner kan skelne omridset af genstande langt bedre end mennesker. For at orientere sig i rummet bruger dyrene ekkolokalisering: de udsender signaler på en bestemt frekvens, som reflekteres fra omgivende genstande og vender tilbage til delfinen.
Ved at vurdere, hvor hurtigt signalet vender tilbage, bestemmer delfinen, hvordan verden ser ud omkring den. Pattedyrens hoved fungerer som ekkolokalisator: underkæben fungerer som en modtager, og delfinens rostrum (det, som de fleste mennesker betragter som næsen, men som i virkeligheden er munden) fungerer som en skærm. Den nøjagtighed, hvormed dyrene bestemmer lydens retning, kan sammenlignes med de bedste menneskelige instrumenter. Ved hjælp af ekkolokalisering kan delfiner »se« genstande en kilometer væk og ‘skelne’ detaljer fra flere titalls meters afstand.
Delfiner dukker konstant op, så de skal kunne se lige godt både i vandet og over vandet. Vand og luft har forskellige brydningsindekser, men delfinernes øjne klarer denne udfordring uden problemer. Deres linse har en næsten kugleformet form, så den bryder lyset godt under vandet og leder strålerne mod nethinden. I luften, i stærkt lys, lukkes pupillen med en speciel ‘skærm’, der kun efterlader to små åbninger i hjørnerne af hornhinden. I disse to områder er hornhinden næsten flad, så lyset i luften ikke brydes og rammer præcist de to områder på nethinden, hvor synet er skarpest. Hos andre pattedyr er der kun ét sådant område.
Undervandssamtale
Et andet kriterium for intelligens, der adskiller mennesker fra dyr, er sproget. Det er nødvendigt for civilisationens udvikling: ved hjælp af sproget interagerer medlemmerne af samfundet med hinanden, overfører information og danner samlebegreber og kategorier.
Delfiner kommunikerer meget aktivt med hinanden ved hjælp af fløjt og klik, og deres signaler har forskellig betydning afhængigt af konteksten: de er langt mere komplekse end simple betegnelser for følelser og tilstande. Mødre giver deres unger personlige ‘navne’ – specielle fløjt, som dyrene reagerer på, når deres nære slægtninge henvender sig til dem. Og slægtninge til de os velkendte venlige delfiner, spækhuggere, skelner dyrene i deres gruppe fra hinanden ved hjælp af en karakteristisk dialekt.
I eksperimenter med læring fandt forskerne ud af, at delfiner kan huske navne på genstande og kommandoer, men biologerne lykkedes ikke at få dem til at danne sætninger. Ikke desto mindre overfører delfiner komplekse meddelelser til hinanden. I et af eksperimenterne lærte to dyr at trykke på en håndtag samtidigt, når den højre eller venstre lampe tændtes. Derefter blev delfinerne adskilt, og kun den ene af dem modtog kommandoen. Da de var adskilt, udvekslede forsøgsdyrene fløjt og fortsatte med at udføre opgaverne sammen.
I andre eksperimenter blev flere delfiner holdt i forskellige bassiner, og de kunne kun kommunikere ved hjælp af en ‘undervands-telefon’, dvs. at hver delfin kunne høre både sig selv og sin usynlige nabo. Dyrene interagerede ikke kun succesfuldt og brugte høfligt ‘telefonen’ på skift, de korrigerede også deres signaler, hvis deres samtalepartner blev forstyrret af unødvendig støj. På samme måde begynder mennesker at tale højere eller lavere afhængigt af forbindelsens kvalitet.
Kulturelle forskelle
I science fiction-film hilser rumvæsener altid menneskeheden med ordene “Vi kommer med fred, jordens mennesker!”, men i virkeligheden findes der ikke en samlet menneskelig civilisation. Delvis på grund af geografiske barrierer som skove, bjerge og floder har Homo sapiens dannet mange forskellige kulturer. Havpattedyr har ikke sådanne hindringer, men forskere finder tydeligt adskilte grupper, der lever helt forskellige liv. Disse ‘kulturelle forskelle’ ses især tydeligt hos spækhuggere – en blodtørstig delfinart.
Orkene lever i havene over hele kloden, og disse dyrs samfund adskiller sig i livsstil, adfærd og endda genetisk. De såkaldte transitorker er rangere, der alene jager store pattedyr og derefter deler byttet med nogle få udvalgte. De er dygtige jægere, der bogstaveligt talt sniger sig ind på deres bytte uden at afgive en lyd – transit-spækhuggere skriger kun, når de leger eller efter en vellykket jagt.
Residente spækhuggere spiser hovedsageligt fisk og lever i store, venlige familier, der ofte omfatter børnebørn og oldefædre. Slægtninge jager sammen og ‘taler’ aktivt med hinanden, mens de driver byttet ind.
Den tredje type spækhuggere – de moriske eller offshore – er endnu ikke undersøgt nærmere, selvom disse dyr genetisk set er tættere på de residente slægtninge. De lever langt fra kysten i grupper på op til 30 individer og lever tilsyneladende af fisk.
Orkene i hver gruppe har udviklet deres egen jagtstrategi. I Argentina og på Crozetøerne kaster dyrene sig for eksempel op på land, når de jager havpattedyr, og griber deres bytte, som troede, at de var i sikkerhed på land. Efter drabet kravler de stærke dyr tilbage i vandet med deres bytte. Det er en meget kompliceret teknik, og mødrene lærer deres unger den ved at skubbe dem tilbage i vandet, hvis de sidder fast.
I Norge har grupper af spækhuggere udviklet en særlig taktik til at jage sild. Flere dyr svømmer rundt om en stime og tvinger fiskene til at samle sig i en tæt kugle, så de ikke kan sprede sig. Derefter slår spækhuggerne dem ihjel med deres haler og spiser dem.
Et godt våben
Militæret har forsøgt at bruge havdyr til sine formål siden begyndelsen af det 20. århundrede, men det var amerikanerne, der for alvor begyndte at træne kampdelfiner i 1960’erne og 1970’erne. Specielt trænet dyr patruljerede flådebasen i den vietnamesiske havn Cam Ranh og fangede dykkere, der fastgjorde miner til bunden af amerikanske skibe.
I 1966 blev der åbnet et oceanarium i Sevastopol på den sovjetiske Krim, hvor sovjetiske specialister trænede delfiner i militær kunst. De arbejdede i stor stil: Trænere sammen med tilkaldte forskere trænede 50 dyr på én gang.
Delfinerne blev lært at finde ‘fjendtlige’ dykkere og uskadeliggøre dem ved at rive deres masker og svømmefødder af. Dyrene ville under ingen omstændigheder dræbe spioner. Ifølge rygterne dræbte et dyr flere gange en person under en kampmission og nægtede derefter kategorisk at adlyde ordrer. Militæret benægter dog, at de overhovedet lærte dyrene at dræbe.
Ud over ‘arbejdet med mennesker’ fandt delfiner miner, der var gået tabt af militæret, og markerede stedet ved at efterlade en bøje. Takket være ekkolokalisering kunne dyrene ‘se’ miner, selvom de lå dybt nede i sandet. Delfinernes søgeenhed viste sig at være usædvanlig succesrig, og dyrene hjalp ikke kun militæret, men også forskere. For eksempel fandt de vragdele fra skibe, fragmenter af porcelæn og andre antikke artefakter.
Det evige barn
En anden bemærkelsesværdig egenskab ved delfiner er deres venlighed. Disse dyr kommunikerer gerne ikke kun med hinanden, men også med mennesker og endda med hunde og katte. Historier om, hvordan delfiner reddede druknende, er blevet fortalt siden oldtiden, og i dag bruger psykologer delfinterapi til at behandle børn, der har problemer med socialisering.
Og i modsætning til de fleste evigt sure mennesker forbliver voksne delfiner legesyge og muntre, ligesom delfinunger. Det menes for øvrigt, at det netop var den lange barndom med den nysgerrighed og trang til nyt, der er karakteristisk for denne periode, der sikrede menneskets evolutionære succes og hjalp med at skabe civilisationen. Hvis det er tilfældet, har delfiner store fremtidsudsigter.
Delfiner har lært at leve livet til fulde i et hav, der er utilgængeligt for tobenede væsner. Ikke mindst fordi mennesker ikke kan trænge ned i havets dybder, ved vi ikke rigtig, hvordan havpattedyr lever. Og måske er det netop denne uvidenhed, der får os til fortsat at tro, at delfiner blot er en slags avancerede fisk.
