Daggry i Wongabel-skoven. Det er juni, og der er en antydning af vinterkulde, mens jeg trasker op og ned ad skovstierne. Jeg er rejst hertil, til Atherton Tablelands, på jagt efter nogle af Australiens mest bizarre og fantastiske pattedyr: runde, grønpelsede pungrotter, andre der er stribede som stinkdyr, og en lille makropod, der ligner en rotte.
Men den art, jeg mest gerne vil se – en trækænguru – gemmer sig et eller andet sted i denne skov.
Jeg tilbragte det meste af natten med at gå i cirkler på stierne, spejde efter dyrene med min pandelygte og se lidt andet end en sjælden buskhalet pungrotte. Omkring midnat brød noget stort igennem løvet over mig og sprang derefter væk ind i underskoven. Den nærved-oplevelse gav mig håb.
Men igen, den art, jeg leder efter, er hovedsageligt nataktiv. Så jeg bliver stadig overrasket, da jeg kommer rundt om et hjørne og ser en massiv, sammenkrøbet skikkelse i trækronerne.
En lang, hængende hale dingler under en kompakt, kænguru-lignende krop med en kort snude og afrundede ører. Silhuetten er umiskendelig: det er en voksen Lumholtz-træ-kænguru, der soler sig på en udsat gren. Den iagttager mig et øjeblik, før den vender tilbage til at rense sig for morgenduggen med sine store, kløede poter.
Trækænguruer er et af verdens mest bizarre og fascinerende pattedyr. De udfylder en evolutionær niche, der ligner aber, og er en nøgleart i regnskoven i New Guinea og Australien. Men disse utrolige pattedyr er også truet.
Mød trækænguruen
Der findes 10 arter af trækænguruer, alle i slægten Dendrolagus. To arter lever i de tropiske skove i det nordøstlige Australien, mens resten er spredt over bjergene i New Guinea. Alle har en relativt ens kropsbygning, livsstil og kost. Trækænguruer er semi-arboreale og lever det meste af deres liv i skovbunden, hvor de kan hoppe langs grene som deres kænguru-slægtninge. Men de er også ganske tilpas på jorden.
De fleste arter er territoriale, hvor hannerne forsvarer et territorium, der overlapper flere hunners hjemmeområde. De er som regel ensomme dyr, undtagen når de parrer sig, eller når hunnerne opfostrer unger. De fleste arter er planteædere, men der er enkelte rapporter om, at nogle arter spiser æg og andet kød i fangenskab.
Fra træ til jord og tilbage igen
Så hvordan endte en kænguru med at leve i træer? Trækænguruens evolutionære odyssé er et bevis på, hvordan arter kan tilpasse sig stadigt skiftende omstændigheder.
Fysiske og genomiske beviser tyder på, at alle Australiens og Nyguineas makropoder – herunder kænguruer, wallabies, padelemon osv. – udviklede sig fra en trælevende, possumlignende forfader for omkring 30 millioner år siden. Ligesom vores egen evolutionære historie nedstammer denne art fra trætoppene og udviklede sig til at leve på jorden.
Over årtusinder udviklede den possumlignende forfader sig til en mangfoldig række makropoder, fra den massive røde kænguru i det tørre område til den lille, skovlevende pademelon og den adrætte, klippevoldlevende rock wallaby. Og på et eller andet tidspunkt undervejs – fossilfundene er lidt sparsomme – udviklede de den karakteristiske tobenede, hoppende gangart, der adskiller dem fra så mange andre pattedyr i dag.
Nu til trækænguruerne. For mellem 5 og 3,5 millioner år siden oplevede Australien en kort pause i en årtusindlang tørkeperiode. I et par millioner år bredte skovhabitater sig over hele kontinentet. I denne periode mener evolutionære biologer, at en forfaderart af klippekænguruer gradvist tilpassede sig fra at klatre på klippevægge til at klatre i træer. De udviklede kortere, brede fødder med fleksible ankler og stærke underarme med buede kløer – alt sammen tilpasninger, der hjælper dem med at leve i træerne.
Palæontologer finder jævnligt gamle fossiler af trækænguruer på så forskellige steder som Nullarbor-sletten i det fjerne syd og højlandet i New Guinea. Nogle af disse arter var lige så store som voksne mennesker.
Trækænguruer Down Under: Lumholtz og Bennett
I dag lever de mest almindelige trækænguruer i de fugtige troper i det nordlige Queensland. Lumholtz’ trækænguru (D. lumholtzi) er den sydligste art, der findes mellem Cardwell og Daintree-floden. Som alle trækænguruer er de notorisk svære at se, fordi de tilbringer det meste af dagen med at sidde ubevægelige i trækronerne. De søger føde om natten, og når de forstyrres, kan de springe ned på jorden fra højder på op til 5 meter. (Hvilket forklarer de kraftige lyde, jeg hørte, da jeg ledte efter dem.) En stor del af den gamle skov i Atherton Tablelands er blevet ryddet til landbrug, men Lumholtz’s trækænguru har tilpasset sig rimeligt godt til at overleve i sekundære skove.
Den anden australske art, Bennetts trækænguru (D. bennettianus), findes længere mod nord, omtrent mellem Daintree River og Cooktown. Denne art udviser ekstrem kønsdimorfisme, hvor hannerne bliver op til 50 % større end hunnerne. De to arter kan skelnes fra hinanden ved deres farve: Lumholtz’ har en karakteristisk sort ansigtsmaske med en gyldenbrun pande, mens Bennetts har en rustfarvet nakke.
Spøgelser fra skovene i Ny Guinea
De resterende otte arter af trækænguruer findes på hele øen New Guinea. Økologer ved meget lidt om de fleste af dem, da de lever i bjergrigt, svært tilgængeligt terræn. Mange er isoleret til bestemte bjergkæder, hvilket har ført til mange diskussioner blandt taksonomer om, hvilke populationer der udgør forskellige arter, og hvilke der er underarter. (Det aktuelle tal ligger på omkring 17 anerkendte eller foreslåede underarter.)
Dorias trækænguru (D. dorianus) lever på øens sydøstlige halvø. De har en ensartet matbrun pels og er en af de største trækænguruarter. En nært beslægtet art, wondiwoi-trækænguruen (D. mayri), kom i verdenspressen i 2018, da den blev genopdaget af en britisk naturforsker. Arten findes kun på en lille, bjergrig halvø i det fjerne Vestpapua og var kun kendt fra et enkelt eksemplar, der blev indsamlet i 1928. Forskere antog, at den var udryddet, indtil den blev genopdaget i 2018, og den er stadig et af de mest mystiske og mindst kendte pattedyr på jorden.
En anden sjælden art i Dorias gruppe er tenkilen (D. scottae), der lever i store højder i Torricelli-bjergkæden langs New Guineas nordkyst. Tenkilen har en mørk, mat sort farve og en karakteristisk lugt, som den deler med nogle få andre trækaninarter. Feltguider beskriver lugten som »kraftig og vedvarende« og »en kombination af moskus, mandlig menneskelugt og fyrrenåle«. Tenkilen er kritisk truet. Bestanden faldt til kun 100 dyr i 1900-tallet, men dedikerede bevaringsindsatser har medført, at bestanden er steget til omkring 300 tenkiler i de senere år.
En anden gruppe af nært beslægtede trækænguruarter er kendt som Goodfellow-gruppen. Den nominelle art, Goodfellow-trækænguruen (D. goodfellowi), har en slående farve med en varm chokoladebrun pels og kontrastfulde gyldengule striber på hovedet og bagdelen. Lokale beboere rapporterer at have set par og små familiegrupper, hvilket får økologer til at tro, at denne art er mere social end andre trækænguruer. Den ligeledes slående Huon-trækænguru (D. matschiei) er måske kendt for nogle læsere, da der findes flere dusin i zoologiske haver i Nordamerika.
Den gråsprængte trækænguru (D. inustus) findes på West Papuas Bird’s Head-halvø og ved foden af Foja-bjergene. Den ligner meget Australiens Lumholtz’ trækænguru med en sort ansigtsmaske og gråbrun pels.
Den mest slående af alle trækænguruarter er måske dingiso (D. mbaiso). Den har sort pels, en snehvid mave og en hvid ring omkring næsen. Arten blev først opdaget i begyndelsen af 1990’erne og filmet for første gang i 2009. Dens videnskabelige navn betyder »det forbudte dyr« på moni-sproget, og lokale samfund tror, at dingiso er deres forfædres ånd.
Dingiso er usædvanlige af to grunde: De tilbringer langt mindre tid i træer end andre trækænguruer, og de lever i utroligt store højder. Arten findes kun i Sudirman-bjergkæden i det vestlige Ny Guinea, hvor de lever lige under trægrænsen i højder mellem 3.250 og 4.200 meter. For at sætte det i perspektiv er det en højde, der svarer til klassiske alpine arter som tykhornsfår, gemse og sneleoparder.
En fremtid i fare
I Australien er trækænguruer truet af tab af levesteder og andre farer, der følger med at leve tæt på menneskelig bebyggelse, herunder angreb fra hunde og påkørsel af køretøjer. Begge arter betragtes som næsten truede af IUCN, selvom Lumholtz’ trækænguru i øjeblikket har en stabil bestand.
Arter fra Ny Guinea står over for en langt mere usikker fremtid. Alle er opført på IUCN’s rødliste over truede arter, hvor de er klassificeret som alt fra sårbare til kritisk truede.
De fleste arter er truet af skovtab og skovødelæggelse. Kommerciel skovhugst er udbredt i både Papua Ny Guinea og den indonesiske provins Vestpapua. Derudover er de fleste af øens indbyggere afhængige af subsistenslandbrug. Den betydelige befolkningstilvækst i de seneste årtier har resulteret i, at stadig flere skove går tabt til små haver. De samme samfund er også afhængige af jagt for at dække det meste af deres proteinbehov, og trækænguruer dræbes stadig både for deres kød og pels.
Trækænguruer er også hæmmet af en langsom reproduktionsrate, hvilket betyder, at deres bestande ikke kan komme sig hurtigt. For eksempel udvikler ungerne af Bennett- og Lumholtz-trækænguruer sig i deres mors pung i 8 til 9 måneder og bliver derefter i nærheden i op til to år. Der vides mindre om reproduktionen af arter fra Ny Guinea, men økologer forventer en tilsvarende lang periode med forældreomsorg.
I New Guinea afhænger en vellykket bevarelse af trækænguruer af samarbejde med lokale samfund. I Torricelli-bjergene arbejder Tenkile Conservation Alliance sammen med ca. 13.000 lokale fra 50 landsbyer for at beskytte tre arter af trækænguruer: tenkile, weimang og grizzled.
Lokalsamfundene har indført et jagtforbud på trækænguruer, hvilket er med til at øge bestanden. Til gengæld hjælper TCA med at forbedre den medicinske behandling, sanitet, uddannelse og fødevaresikkerhed i disse samfund samt med at finde alternative indtægtskilder.
Denne type bevaringsprojekter er ikke nemme: De kræver betydelige, langsigtede investeringer og ægte partnerskaber med lokalbefolkningen. Men de er den bedste model for at hjælpe trækænguruer med at overleve på lang sigt.
