Zokor er hverken en muldvarp eller en rotte. Hvem er han egentlig?
Historien om det mystiske dyr, der gemte sig under jorden og forvirrede selv forskerne.
Indbygger i den underjordiske verden
Zokor er et mystisk gnaverdyr, der lever i stepperne og skovstepperne i Asien. Det viser sig næsten aldrig på overfladen, og mange forveksler det med en muldvarp. Men tsokor er slet ikke insektæder. Den spiser rødder – vejbred, fingerbøl, kvik – og i fangenskab foretrækker den gulerødder og kartofler. Forsøg på at spise regnorm er snarere undtagelsen end reglen.
Hvem er du, muldvarpelignende rotte?
I det 18. århundrede studerede naturforskeren Erik Laksman dette gnaverdyr. Han bemærkede en usædvanlig kombination af træk: forpoterne var som en muldvarps, kraftige og gravende, mens hovedet, tænderne og bagpoterne var typiske for en rotte. Dyret forvirrede forskeren, og han gav det navnet ‘muldvarplignende rotte’.
“På russisk kaldes det en jordbjørn. Hovedet er kort som en egern… Ørerne er næsten usynlige, forpoterne er stærke som en muldvarps… På trods af sin tykke krop graver dyret let i jorden – hele området er fyldt med jordklumper”, undrede Laksman sig.
Hemmelighederne ved livet under jorden
Zokorer graver komplekse og dybe gange. I deres underjordiske gange er der alt: sovekamre, forrådskamre, tunneler. Gnaverne laver store forråd – der er et kendt tilfælde, hvor man i en tsokors forrådskammer fandt ni kilo rødder!
Det øverste lag jord kaster de ud og danner karakteristiske jordhøje. De er især skadelige for veje – for dyrene er det blot forhindringer, der skal graves væk.
Zokorer tåler ikke træk: hvis åbningen til hulen er åben, skynder de sig at lukke den. Disse dyr mærker den mindste temperaturændring og lukker deres bolig tæt til ved fare.
Pallas’ zokorer
Daurian zokor, der første gang blev beskrevet i 1772 af Peter Simon Pallas, lever mellem Ingoda og Argun. I nærheden lever en anden art – den manchuriske tsokor. Det er svært at skelne dem fra hinanden: den første har grålig-askefarvet pels, den anden har sandgrå pels og en hvid plet på panden.
Tosset udenpå, behændig indeni
På overfladen virker zokoren klodset og sårbar. Når den møder fare, fnyser den, skriger, forsøger at grave sig ned i jorden eller endda bide sin angriber. Nogle gange slås tsokorer indbyrdes, men generelt er de fredelige dyr. En zoolog har endda beskrevet, hvordan en tsoker tilbragte mere end et døgn sammen med en markmus i samme bur uden at røre den.
Udryddelse og glemsel
Tidligere jagede jægere tsokorer for deres bløde pels. De rev deres huler op, spærrede vejen for dyret og dræbte det. I dag er jagten næsten forsvundet, og tsokoren er blevet en del af steppelandskabet – et mystisk, sky, men utroligt interessant væsen.
