Da økologisk jord blev købt af staten: historien om et grønt paradoks i dansk landbrug
Da Torben Myrup efter næsten tre årtier som økologisk landmand solgte sine marker til staten, troede han, at jorden skulle blive en del af en større grøn fortælling. En fortælling om mere natur, renere vandløb og en fremtid, hvor dansk landbrug skulle bevæge sig i en mere bæredygtig retning.
Men få måneder senere stod han tilbage med en følelse, som mange i landbruget har svært ved at forstå. De marker, hvor han i 28 år havde dyrket økologisk og undgået kunstgødning og sprøjtemidler, risikerer nu at vende tilbage til konventionel drift.
For Torben Myrup er konflikten ikke kun et spørgsmål om en enkelt ejendom i Vesthimmerland. Den handler om noget større: hvordan hænger Danmarks ambitioner om grøn omstilling sammen, når løsningerne på ét område kan skabe nye problemer på et andet?
Det er netop dette paradoks, der nu skaber debat blandt økologiske landmænd, miljøorganisationer og politikere.
På den ene side står regeringens ambition om at fordoble det økologiske areal i Danmark frem mod 2030. På den anden side står den praktiske gennemførelse af den grønne trepart, hvor staten opkøber landbrugsjord for at skabe plads til naturgenopretning, vådområder, skovrejsning og beskyttelse af grundvandet.
Begge mål handler om en grønnere fremtid. Men når jorden flyttes rundt i systemet, opstår spørgsmålet: hvad sker der med de arealer, der allerede lever op til mange af de grønne krav?
Fra økologisk mønsterlandbrug til en ny politisk virkelighed
Torben Myrup har været landmand siden 1977 og har gennem de seneste årtier opbygget et økologisk mælkeproduktionssystem på sine marker. De 310 hektar jord, han solgte til staten i april 2025, var ikke bare et stykke ejendom. Det var resultatet af mange års arbejde med en bestemt måde at drive landbrug på.
Økologisk landbrug handler ikke kun om fraværet af pesticider. Det bygger på en anden tilgang til jordens frugtbarhed, næringsstoffer og samspillet mellem dyr, planter og miljø. Når en mark omlægges til økologisk drift, sker der normalt en gradvis ændring af jordens struktur og biologiske balance.
Derfor reagerede Torben Myrup kraftigt, da han erfarede, at omkring 300 hektar af hans tidligere økologiske jord efter planen skal bruges til konventionel produktion.
“Jeg synes, det lyder hult, at staten vil det ene, og så gør den noget andet,” har han sagt.
Hans kritik rammer et centralt spørgsmål i den grønne omstilling: skal staten først og fremmest skabe mere natur ved at flytte rundt på landbrugsarealer, eller skal den også beskytte de områder, der allerede har en lavere miljøbelastning?
For mange økologiske landmænd føles situationen som et paradoks. De har gennem årtier fået støtte for at dyrke jorden på en måde, som samfundet har ønsket. Men når staten senere køber jorden, kan den samme indsats i praksis forsvinde.
Den grønne trepart forsøger at løse flere problemer på én gang
Bag jordopkøbene ligger en af de største ændringer af dansk landskabspolitik i nyere tid.
Den grønne trepart har som mål at reducere landbrugets påvirkning af natur og miljø. Danmark skal blandt andet have mere skov, flere vådområder og mindre kvælstofudledning til vandmiljøet.
For at gennemføre disse ændringer har staten brug for jord. Mange naturprojekter kræver store sammenhængende arealer, og derfor købes landbrugsjord op, hvorefter jorden fordeles eller omlægges til nye formål.
Set fra statens perspektiv handler det ikke nødvendigvis om at fjerne økologisk landbrug, men om at skabe den største miljømæssige effekt på de rigtige steder.
En mark kan eksempelvis have større betydning som vådområde tæt ved et sårbart vandløb end som økologisk dyrket mark et andet sted.
Men netop her opstår konflikten. For mens staten tænker i landskaber og helhedsplaner, tænker landmanden ofte i årtier med jordforbedring, erfaring og investeringer.
En økologisk mark er ikke bare en grøn status på papir. Den er resultatet af en langsom proces.
Når næsten 30 års arbejde pludselig mister værdi
For Torben Myrup handler kritikken ikke kun om, hvad der sker med hans gamle jord. Det handler også om signalet til andre landmænd.
Hvis en landmand i dag vælger økologisk drift, investerer i jordens sundhed og reducerer brugen af kemiske hjælpemidler, skal han kunne stole på, at indsatsen bliver værdsat på lang sigt.
Ellers kan den grønne omstilling miste noget vigtigt: tillid.
“Alt det, man har betalt mig for at gøre, det er pludselig ligegyldigt,” har han forklaret.
Hans pointe er ikke, at staten aldrig skal købe landbrugsjord. Han anerkender faktisk, at jordfordeling kan være nødvendig for at skabe mere natur og beskytte miljøet.
Men han mener, at netop hans jord kunne have været en oplagt del af løsningen.
Arealerne ligger i et område med vandløb og forbindelse til Halkær Bredning i Limfjorden. Derfor mener han, at jorden kunne have været brugt til en kombination af natur, grundvandsbeskyttelse og fortsat økologisk produktion.
Økologisk landbrug bliver en del af den samme omstilling, det skal hjælpe
Debatten viser en bredere udfordring i moderne miljøpolitik: Grøn omstilling handler sjældent om én enkelt løsning.
Mere økologi kan reducere brugen af pesticider og mindske belastningen af naturen. Nye skove kan binde CO₂ og skabe levesteder for dyr og planter. Vådområder kan rense vandmiljøet og reducere kvælstofudledning.
Men når flere mål skal opfyldes samtidig, kan de nogle gange komme i konflikt.
Et område, der allerede er grønt på én måde, kan blive ændret for at skabe en anden form for grøn gevinst.
Det er netop derfor, sagen om Torben Myrups jord har fået opmærksomhed. Den handler ikke kun om en enkelt landmand, men om hvordan samfundet vælger at definere “grønt”.
Er grøn omstilling først og fremmest nye skove, vådområder og naturzoner? Eller handler den også om at bevare de produktionsformer, der allerede arbejder med mindre belastning af miljøet?
Svaret er sandsynligvis, at fremtidens landskab skal rumme begge dele.
En balance mellem natur, fødevarer og tillid
Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø understreger, at man forsøger at bortforpagte opkøbte økologiske arealer til økologisk brug, når det er muligt. Men styrelsens primære opgave er at gennemføre jordfordelinger og skabe grundlag for natur- og miljøprojekter.
Det illustrerer den svære balance.
Den danske stat forsøger at gennemføre en historisk ændring af landskabet, men samtidig skal den bevare tilliden hos de landmænd, der skal være en del af forandringen.
For Torben Myrup er pengene ikke længere det afgørende. Han har solgt jorden og kunne i princippet gå videre.
Men som han selv siger, bliver en landmand ikke ligeglad med den jord, han har arbejdet med i årtier.
Jorden er ikke bare et aktiv. Den er et resultat af generationers arbejde, beslutninger og værdier.
Og måske er det netop den største udfordring i den grønne omstilling: Ikke kun at ændre landskabet, men at sikre, at de mennesker, der skal skabe forandringen, stadig føler, at de er en del af den.
