NASA’s DART-mission, der har til formål at teste muligheden for at ændre banen for farlige rumobjekter, har afsløret uforudsete fysiske fænomener, der gør det vanskeligt at vurdere dens succes.
En ny undersøgelse fra University of Maryland, offentliggjort i The Planetary Science Journal, har afsløret, at da NASA’s DART-rumfartøj med succes ændrede asteroiden Dimorphos’ bane i 2022, var resultaterne af kollisionen meget mere komplicerede end forudset på grund af en uforudsigelig opbrydningsbane.
Dette rapporteres af Mashable.
Da NASA’s rumfartøj på størrelse med en salgsautomat ramte asteroiden Dimorphos i september 2022, blev DART-missionen (Double Asteroid Redirection Test) hurtigt erklæret for en sejr. Kollisionen ændrede faktisk banen for Dimorphos’ uskyldige satellit med 33 minutter.
En ny undersøgelse har imidlertid vist, at resultaterne af denne test er langt mindre entydige end forventet. Dimorphos vaklede ikke bare – den hoppede, kom lidt ud af sin akse og ændrede sin hældning efter kollisionen og spredte vragdele i uventede retninger.
Nogle af disse sten var på størrelse med pickup-trucks, kørte med hastigheder på op til 186 km/t og havde tre gange så stor fart som det rumfartøj, der ramte asteroiden. Dette kaotiske resultat kan blive et problem, hvis jordboerne nogensinde får brug for at bruge denne metode til rent faktisk at redde planeten.
“Det er lykkedes os … at ændre dens bane. Men mens den direkte påvirkning fra DART-rumfartøjet forårsagede denne ændring, gav de udkastede klippeblokke et ekstra stød, der var næsten lige så stærkt,” siger Tony Farnham, hovedforfatter til undersøgelsen.
Ved hjælp af billeder fra LICIACube, et miniaturiseret rumfartøj fra det italienske rumagentur, skabte Farnhams team et 3D-kort over nedslagets eftervirkninger og sporede de 104 stenblokke, der fløj væk fra Dimorphos.
Dataene viser, at en betydelig del af den kraft, der flyttede asteroiden, ikke kom fra DART’s nedslag, men fra spredningen af sten og støv. En gruppe store stenblokke blev slynget ud næsten vinkelret på nedslagsretningen, hvilket ingen havde forventet.
Selv om der ikke er nogen kendte asteroider på kollisionskurs med jorden, sporer forskerne næsten 40.000 store objekter. At forstå, hvordan sammenstødet udfolder sig – hvor energien går hen, hvordan vragdelene bevæger sig, og hvilke dele af asteroiden, der reagerer – vil hjælpe NASA med at sigte efter rummål i fremtiden.
Men hvis Jorden var i fare for at kollidere med en stor asteroide i dag, ville NASA ikke kunne garantere planetens forsvar.
“Du kan tænke på det som billard i rummet. Vi rammer måske ikke et hul, hvis vi ikke tager højde for alle variablerne,” understreger Jessica Sunshine, som er medforfatter på undersøgelsen.
