Japansk seraw: et sjældent pattedyrs udseende og biologi.
I Japans bjerge findes der en fantastisk skabning, som ikke engang alle i landet kender til – japansk seraw (Capricornis crispus), eller, som den ofte kaldes af de lokale, kamosika.
Dette er en af de mest usædvanlige repræsentanter for den japanske fauna: Dyret ligner en hybrid mellem en ged og en ulv, og øgenavnet »ulv i fåreklæder med fire øjne« er fast etableret blandt befolkningen.
Misvisende udseende
Denne repræsentant for polorogfamilien vejer i gennemsnit ca. 35-38 kg, men enkelte individer kan veje op til 130 kg. Skulderhøjden er ca. 73 cm, og hannerne er lidt større end hunnerne, men disse forskelle er ikke mærkbare. Serawens pels er stiv og tyk, hvilket hjælper den med at overleve i det barske klima i de japanske bjerge. Farven varierer fra sort til mørkebrun, ofte med hvide pletter. Alt dette skaber tilsammen en lighed med en ulv, især når man ser den på afstand.
Illusionen om fire øjne
Det vigtigste visuelle træk ved seraw er dens ‘fire øjne’. Faktisk har dyret, ligesom de fleste pattedyr, kun ét par øjne. Men lige under, tættere på næsen, er der mørke, skinnende områder, som let kan forveksles med et andet par. Det er de præokulære kirtler. De udskiller et særligt lugtende sekret, som serau’en bruger til at markere grænserne for sit territorium.
Disse kirtler er særligt synlige i parringstiden, hvor de bliver mere aktive. Den mørke glans og placering skaber en optisk illusion, som om dyret observerer med fire øjne på én gang.
Horn, pels og andre kendetegn
Serafens horn er korte, bagudbøjede og findes hos begge køn. De kan blive 10 cm lange og op til 3 cm i diameter ved basis. Håret på halen og ryggen giver serau’en et fluffy udseende, og hele dyrets udseende er meget forskelligt fra andre serau-arter, som f.eks. sumatra-serau’en.
‘En ulv i fåreklæder’ er ikke bare et poetisk billede. Kombinationen af den grove pels, den kraftige krop og det forsigtige blik får den til at ligne et vildt rovdyr, selvom det slet ikke er tilfældet.
Serau er en enspænder. De forskellige individers territorier overlapper næsten ikke hinanden, især ikke hos hannerne. Hver holder sig inden for sine egne 10-15 hektar og tillader sjældent andre at gå der. Dyret gnider sin snude mod træer og klipper og efterlader kirtelmærker og afgrænser på den måde tydeligt sin ‘besiddelse’.
Et vellykket forsvar mod udryddelse
Den japanske seraws levested er begrænset: hovedsageligt på øen Honshu, men også i nogle områder på Kyushu og Shikoku. Dyret er strengt endemisk – det findes ikke i naturen uden for Japan. I begyndelsen af det 20. århundrede var serau på grund af ukontrolleret jagt på randen af udryddelse. Dens kød og huder blev værdsat, og antallet faldt kraftigt.
I 1924 erklærede den japanske regering serau’en for et »særligt naturmonument«, og i 1955 blev den optaget i den røde bog som en truet art. Der blev oprettet beskyttede områder og reservater. Foranstaltningerne virkede: I nogle områder er bestanden steget med 75 %, og antallet har nu stabiliseret sig.
Konflikt med landmænd
Men med stigningen i antallet fulgte et nyt problem. Serau’en er blevet en sand plage for landmændene. Dyret kommer i stigende grad ud af skoven og besøger haver og frugtplantager, hvor det ivrigt spiser frøplanter, frugt og grøntsager.
‘Fluffy insolents’, – sådan kalder de lokale dem, som er trætte af skovgæsternes besøg på deres ejendom.
Uden fjender og med appetit
Situationen forværres af, at serauerne stort set ikke har nogen naturlige fjender: Japanske ulve er uddøde, og bjørne er ikke særlig effektive i denne rolle. I 1970’erne gav myndighederne i nogle præfekturer – især Gifu og Nagano – tilladelse til delvis nedskydning af seruer for at beskytte landbruget. Det udløste en bølge af debat, da serven stadig er en beskyttet art, og dens betydning for økosystemet er stor.
Mellem bevarelse og afgrødebeskyttelse
Nu fortsætter Japan med at afbalancere bevarelsen af arten med behovet for at beskytte landbrugsjord. Seraen er stadig et symbol på det japanske dyreliv, mærkelig og forførende, hemmelighedsfuld og stædig. Men på trods af sin hemmelighedsfuldhed har den lært at leve sammen med mennesker og indføre sine egne regler.
