Knud Christensen har ikke levet et kedeligt liv. Han har været alt fra kampvognssoldat over pub-ejer og stutteriejer til havemand. – Og så er han i øvrigt uddannet mekaniker. Han er ikke kendt for at ligge på den lade side. Imens han var kampvognssoldat hos Dragonregimentet i Holstebro om dagen, var han udsmider på forskellige værtshuse om natten. Og han kan fortælle et par saftige historier fra nattelivet i 70’erne og 80’erne.

 

I 1978 ville ejeren af værtshuset Riverside i Holstebro gå i partnerskab med sin dørmand, Knud. Sammen købte de Flamingo Pub, som siden skulle få stor betydning for Knuds liv. Knuds makker trak sig ret hurtigt ud af det fælles projekt, og overlod styringen til Knud. I starten var det stamværtshus for rockere, men i løbet af de første år af 1980’erne, fik Knud luget rockerne ud og fik gjort pubben til det sted hvor De forenede Bryggerier havde deres største omsætning i provinsen.

 

Med til Flamingo Pub hørte også Kielgasten, der var opkaldt efter en hollandsk naver, der havde boet på adressen. Kielgasten var et spillested, hvor mange af de største navne kom og spillede. Bl.a. havde Kim Larsen en forkærlighed for at spille på stedet, og han forelskede sig også i Kielgastens logo, som han lånte til en plade og en musical, der også blev opkaldt efter stedet. I det hele taget havde Knud et nært forhold til nationalskjalden, som også spillede til Knuds 40 års fødselsdag – lige der hvor ønskebrønden står i dag.

 

Værtshuslivet var hårdt, og Knud havde brug for at kunne trække sig tilbage. Derfor var han på udkig efter en ejendom, der lå så langt væk, at kragerne knap kunne finde derud. Så han købte det, der i dag er Flamingo Naturpark. Det har han forvandlet fra en ødegård til en have på 60.000 kvadratmeter. Det kan du læse mere om her.

 

Knud har også altid interesseret sig for trav. Og en skønne dag på Skive travbane vandt han en V6 præmie på ca. 8000 kroner. Og skæbnen ville, at der samtidig var en mand, der havde en travhest til salg tilstede. Og han ville have ca. 8000 kroner for sin hest. Og så byttede Knud sin gevinst for hesten - og sådan begyndte Knuds eventyr i travsporten. De første kunne have været bedre - for at sige det på jysk. Stutteri Flamingo lå i røven af fjerde division.

 

Knuds nabo, Johnny, var også interesseret i heste, og en dag, da de sammen sad og kiggede på, hvad der var af avlsheste på markedet, faldt Johnny over en hingst ved navn Carmody Lobell. Det var en dårlig fotokopi, og Knud gad knap nok at læse den. Men Johnny insisteede. Carmodys forældre havde begge vundet Hambletonian, et af verdens mest prestigefyldte løb i USA. Carmody selv havde ikke vundet ret meget, og blev anset som en dårlig travhest i danske travkredse. Så Knud købte hingsten, og danske traveksperter tænkte: "nej, nu rabler det da fuldstændig for Knud Flamingo". Carmody var endda så ugleset, at den havde svært ved at blive godkendt som avlshingst ved en hingstekåring.

 

I begyndelsen var der heller ikke mange, der ville lade sine hopper blive bedækket af Carmody Lobell. Så for at få den ud på markedet, tilbød Knud at hoppe-ejerne kunne få deres heste bedækket gratis, hvis Knud så til gengæld kom til, at stå som opdrætter af føllene. Og det skulle vise sig, at være en god forretning. Carmody Lobell har nemlig avlet heste, der har løbet mere end 52 mio. præmiepenge hjem.

 

Samtidig ansatte Knud travtræner Gordon Dahl, og så kom der for alvor gang i stutteri Flamingo. Fra at ligge i røven af fjerde division, satte de sammen en rekord, der bliver meget vanskelig at slå. I år 2001 blev afkommet fra Carmody Lobell nummer 1, 2, 3 og 5 i Derbyet - alle trænet af Gordon Dahl.

 

Nu har Knud afhændet de fleste heste. Der er kun ganske få tilbage, og dem træner Knuds søn, Lasse, der i 2018 blev Danmarks yngste travkusk, som blot 15-årig. Lasse kom på en 2. plads i sin debut, og i februar 2019, blot tre måneder efter sin debut, vandt han sit første løb.

 

I de senere år har flere Midt- og Vestjyske kommuner sendt unge, der er træt af skolen ud til Knud, for at lære at arbejde og møde til tiden. Og det går faktisk så godt, at mange af de unge ikke har lyst til, at  forlade Flamingo Naturpark, når forløbet er slut. En del af dem er også kommet videre ud på arbejdsmarkedet. Og en af de mest talentfulde kuske, Hussein Khassir opdagede suset ved heste under sit ophold hos Knud. Hussein har en broget fortid, og havde ikke meget lyst til, at hjælpe til, indtil han satte sig op i en sulky. Nu er han en eftertragtet kusk, og arbejder tæt sammen med Gordon Dahl.

 

Du kan se en række TV udsendelser om Knud her.