Jeg elsker sjove billeder af killinger på internettet, især dem, hvor de er fotograferet ved siden af noget velkendt for at understrege deres lille størrelse. Man får lyst til at råbe:
Forklar mig din mikroskopiske størrelse!
Normalt forklarer ingen noget. Jeg ved ikke, om der er en grænse for, hvor lille man kan være, men hvis der er, så er vores gæst i dag tæt på den.
Find mikroskoperne frem og sørg for at have dråber til at forbedre synet, for i dag skal vi tale om det mindste hvirveldyr. Mød Paedophryne amauensis, den næsten usynlige helt på denne scene!
Ærligt talt er der ret mange af disse mikrofrøer: Alene i vores gæsts taksonomiske slægt er der ni. Først fandt forskerne dens større slægtninge – den første art i denne slægt var 8 millimeter lang. Men jo dybere de trængte ind i junglen i Ny Guinea, jo mindre blev deres bytte: størrelsen på hver ny art blev mindre og mindre, som dukker i en matryoshka.
Og så fandt de endelig vores heltinde, som ved måling viste sig at være utrolige 7 millimeter lang! SYV, KARL! Det er som en stor flue, min lillefingernegl er længere! Tidligere blev en indonesisk fisk på ca. 8 mm betragtet som den mindste hvirveldyr, men siden 2009 har palmen gået til Pedodrynas amauensis.
Når man tænker over det, kan selve opdagelsen af denne art kaldes et mirakel, for prøv at finde sådan en lillebitte ting. Hvordan lykkedes det forskerne? Sagen er, at de ikke så mikrofrøen. De hørte den. Vores heltinde synger trods sin lille størrelse serenader i høje toner. Biologerne identificerede lyden som noget, de aldrig havde hørt før. De gik på jagt efter kilden og stødte på en ny art.
Denne kilde fløjtede vredt sin sang blandt skovbunden. Stedet er for øvrigt ikke dårligt: beskyttelse mod det ekvatoriale helvede, stabil luftfugtighed på omkring 100 % — huden sprækker ikke af tørhed. Hvis jeg var mindre, ville jeg selv bo der. Men hvad skal man spise, når næsten alt omkring en er større end en selv? Nøgleordet er ‘næsten’: frøen spiser alle hvirvelløse dyr, der er betydeligt mindre end den selv. Normalt er det mider, lopper og forskellige larver, som de fleste ikke engang lægger mærke til.
Denne mikroflekser følger ninja-kodeksen. Og ninjaer er, som bekendt, diskrete og koldblodige: deres camouflagefarver gør dem usynlige, og deres jagtteknik er enkel – sid, vent, slå til. Der er altid nok mad, for ingen andre spiser sådanne smådyr. Derfor indtager pedophryna amaensis en unik økologisk niche.
Der vides ikke meget om de intime detaljer i dens liv, men også her adskiller denne ‘kæmpe’ sig fra andre: De fleste repræsentanter for slægten mikrofrøer har ikke et puppe-stadium, dvs. at der straks klækkes selvstændige, kampklare mikroenheder ud af æggene, som er klar til at sprede kaos og ødelæggelse. Men hvordan vores heltinde formerer sig, er stadig et mysterium.
Jeg vil ikke give pedophryne amauensis en karakter. Hvordan kan man bedømme noget, der er så mikroskopisk, at man ikke kan forklare det? Men én ting er sikkert: hvis der stadig opdages nye arter som denne, gemmer vores planet på masser af mikrohemmeligheder, der bare venter på at blive løst.
