Historisk foto afslører glødende pungdyr: biofluorescerende pungmår giver forskere nye spor om nattens dyreliv
Et usædvanligt fotografi fra Tasmanien har givet forskere et sjældent indblik i et naturfænomen, som fortsat udfordrer den biologiske forskning. For første gang er en østlig pungmår blevet dokumenteret med biofluorescerende pels i sit naturlige levested, og opdagelsen åbner nye spørgsmål om, hvordan nataktive pattedyr kommunikerer, orienterer sig og tilpasser sig et miljø, der i stigende grad påvirkes af menneskeskabt lys.
Billedet blev taget af den australske naturfotograf Ben Aldridge under arbejdet med Beaker Street Science Photography Prize 2025. Ved hjælp af ultraviolet lys lykkedes det ham at indfange et syn, som det menneskelige øje normalt aldrig ville kunne se. Under UV-belysning udsendte den østlige pungmårs pels en markant glød, hvilket gør fotografiet til den første dokumenterede registrering af biofluorescens hos netop denne art.
Biofluorescens adskiller sig fra bioluminescens, som kendes fra blandt andet ildfluer og dybhavsorganismer. Ved biofluorescens producerer dyret ikke selv lys. I stedet absorberer særlige molekyler lys med bestemte bølgelængder – typisk ultraviolet – og udsender det igen som synligt lys. Resultatet er en glødende effekt, der kun bliver synlig under særlige lysforhold.
Hos den østlige pungmår fremstår den normalt rødbrune eller sorte pels derfor pludselig med en markant fluorescerende glød. Effekten har fået forskere til at sammenligne dyrets udseende med en naturlig “diskokugle”, selv om fænomenet sandsynligvis har en biologisk funktion langt vigtigere end blot et spektakulært visuelt udtryk.
Biofluorescens er tidligere blevet dokumenteret hos en række andre pattedyr, herunder næbdyr, flyvepungegern, muldvarpe, opossummer og endda isbjørne. Alligevel er observationen hos den østlige pungmår særlig betydningsfuld, fordi arten aldrig tidligere er blevet fotograferet med denne egenskab i naturen. Det giver forskere en ny mulighed for at undersøge, hvor udbredt biofluorescens egentlig er blandt pattedyr, og om mange arter besidder skjulte visuelle signaler, som mennesker normalt ikke kan registrere.
Selv om fænomenet nu er dokumenteret, er det fortsat uklart, hvorfor dyrene fluorescerer. En af de mest sandsynlige teorier er, at gløden fungerer som et kommunikationsmiddel mellem artsfæller. Mange nataktive dyr kan opfatte lys på andre måder end mennesker, og biofluorescerende mønstre kan derfor spille en rolle ved genkendelse, territoriemarkering eller valg af partner uden samtidig at gøre dyrene mere synlige for rovdyr. Andre forskere undersøger, om fluorescensen kan være et biprodukt af pelsens kemiske sammensætning snarere end en aktiv evolutionær tilpasning.
Fundet indgår samtidig i et bredere forskningsprojekt om lysforurening og dens betydning for vilde dyr. Kunstigt lys om natten er blevet en voksende udfordring for økosystemer over hele verden. Gadebelysning, bygninger og anden menneskeskabt belysning ændrer nattemiljøet, som millioner af dyr har udviklet sig til gennem tusindvis af år.
Konsekvenserne kan være omfattende. Kraftig natlig belysning kan forstyrre dyrs døgnrytme, påvirke deres orientering, ændre jagt- og fødesøgningsadfærd og gøre det vanskeligere at finde partnere eller egnede ynglesteder. For nataktive arter kan selv relativt små ændringer i lysforholdene få betydning for overlevelse og reproduktion, hvilket på længere sigt kan påvirke hele bestandes udvikling.
Netop derfor ser forskerne den biofluorescerende pungmår som mere end blot et spektakulært naturfænomen. Hvis fluorescens viser sig at spille en vigtig rolle i dyrenes naturlige adfærd, kan stigende lysforurening utilsigtet svække et kommunikationssystem, som evolutionen har udviklet gennem millioner af år. Det gør opdagelsen relevant langt ud over studiet af én enkelt art.
Fotografiet bliver vist på en udstilling i Tasmanian Museum and Art Gallery fra den 6. til den 31. august som en del af årets Beaker Street Science Photography Prize, hvor besøgende kan opleve en række billeder, der dokumenterer naturens skjulte fænomener og den nyeste forskning i lys og biodiversitet. Udstillingen markerer samtidig, hvordan naturfotografi i stigende grad fungerer som et vigtigt redskab for videnskaben ved at dokumentere biologiske fænomener, som tidligere har været næsten umulige at registrere i naturen.
Opdagelsen understreger, at selv velkendte pattedyr stadig kan gemme på overraskelser. Med moderne kamerateknologi og ultraviolet fotografering får forskere adgang til en skjult verden, hvor dyr kan sende signaler og interagere på måder, som mennesker først nu begynder at forstå. Den glødende pungmår fra Tasmanien er derfor ikke blot et spektakulært fotografi, men et nyt vindue til en del af naturen, som hidtil har været usynlig.
