På denne ø gennemførte sovjetiske forskere eksperimenter med krigsvira. Nu er det en spøgelsesby.
For 33 år siden lå der på Renæssanceøen i Aralsøen en lukket militærby – en af Sovjetunionens mest hemmelige anlæg.
Her blev der udført eksperimenter på dyr, hvor de blev udsat for pest, kopper og sibirsk syge, og der blev skabt kampstammer, der kunne omgå vacciner.
Efter Sovjetunionens sammenbrud evakuerede militæret hastigt og efterlod en del af udstyret, og det engang blomstrende Aralsk-7 blev til en spøgelsesby.
Renæssanceøen i Aralsøen ligger på grænsen mellem to lande: den nordlige del tilhører Kasakhstan (en tredjedel af territoriet), og den sydlige del tilhører Uzbekistan. Området blev opdaget i 1848 og blev oprindeligt kaldt Nikolajøen efter kejser Nikolaj I, der dengang regerede i Rusland. Øen var velegnet til fiskeri og jagt, da der græssede store flokke af saigaer (steppeantiloper) i stepperne, og der var mange fiskearter i bugterne.
I begyndelsen af det 20. århundrede forstod bolsjevikkerne, at øens flade relief, det varme klima og manglen på indbyggere på grund af mangel på ferskvand var perfekte betingelser for militærbiologiske forsøg. I slutningen af 1920’erne opstod der en militærbase og et laboratorium, og området blev omdøbt til Renæssanceøen. Siden da har det været lukket (bl.a. for jægere og fiskere). 20-30 år senere blev størstedelen af Sovjetunionens biologiske våbenforsøg allerede gennemført her.
Lukket område
I slutningen af 1940’erne opstod der en landingsbane på Vozrozhdeniya-øen, og senere blev der bygget en militærby ved navn Kantubek (eller Aralsk-7, som den blev kaldt i Sovjetunionen) på den nuværende kasakhstanske del. Over tusind mennesker kom der for at bo og arbejde: militærbiologer, repræsentanter for specialtjenesterne og deres familier. Desuden blev der på øen opstillet en regiment til betjening af testområdet, som bestod af syv kompagnier (en kompagni består af op til 200 mand).
I Aralsk-7 blev der bygget en skole, en børnehave, et stadion, en biograf, butikker, klubber, bade og caféer. Der var endda et vielseskontor. Ud over militære anlæg opstod der i byen mere end 15 treetagers huse samt flere separate huse til officerer. Og i centrum af Aralsk-7 blev der oprettet en militær hovedkvarter.
På Renæssanceøen var der særlige sikkerhedsforanstaltninger. Området var opdelt i sektorer, hvor adgang til hver enkelt krævede særlig tilladelse. For at skjule det hele var alle ansatte og militærfolk registreret som tilhørende den kasakhstanske kystby Aralsk. Patruljebåde sejlede konstant rundt om øen og kontrollerede dens omkreds.
Flyvepladsen ‘Barkhan’ modtog dagligt militære transportfly, der ankom fra alle dele af Sovjetunionen. Her blev biologiske prøver leveret fra Kirov, Sverdlovsk, Sergiev Posad, Obolensk og andre byer, hvor enheder fra det militære biologiske kompleks (VBK) arbejdede med udvikling, produktion, afprøvning og opbevaring af biologiske våben. Sammen med dem ankom dyr til forsøg – og ifølge nogle rygter også fanger, der var dømt til døden. Ud over flyvepladsen var der en lukket militærhavn på øen.
Få kilometer fra byen lå et laboratoriekompleks med barakker til arbejderne. Bagved var der en testplads, hvor forsøgene blev udført. Adgangen til dette område var afspærret med to rækker pigtråd, så ingen udefrakommende kunne komme ind. Særligt farlige forsøg blev udført på den nærliggende ubeboede ø Konstantin.
Dødbringende eksperimenter
Blandt de patogener, der blev testet på Vozrozhdeniya-øen, var der bakterier (sibirisk miltbrand, tularæmi, brucellose, pest, tyfus, Q-feber) og vira (naturlig kopper, venezuelansk hesteencefalomyelitis) samt bakterielle toksiner (botulintoksin). I laboratoriet blev der også foretaget forsøg med specielt udviklede stammer, der var resistente over for antibiotika og vaccinationer.
Forsøgene blev udført på en lang række forskellige dyrearter: heste, får, æsler, katte, kaniner, marsvin, hvide mus, rotter, duer og aber. På halvøen Kulanda – på fastlandet – blev der bygget en hestegård, hvor man avlede heste til forsøg og til fremstilling af næringsmedier til farlige stammer ud fra deres blod. Ligene af heste og andre forsøgsdyr blev begravet på fjerntliggende steder på øen.
Efter forsøgene blev området behandlet med desinficerende midler, og den ekstremt høje lufttemperatur – om sommeren nåede den op på +45 grader Celsius på øen – bidrog til at ødelægge farlige bakterier og vira, hvilket reducerede den biologiske forurening af jorden til næsten nul. Ikke desto mindre kunne selv strenge forholdsregler ikke altid redde fra følgerne.
I 1971 blev der på øen testet en militærformel baseret på naturlig koppervirus. Under testen begyndte aerosolen med smittekilden at sprede sig uden for øen. Kort efter blev der registreret smittetilfælde i kystbyen Aralsk på fastlandet. I alt døde tre mennesker. Ifølge en af versionerne var den første smittede en kvindelig videnskabsmand, som overlevede, men nåede at smitte andre indbyggere i byen.
I 1982-1983 blev der på Renæssanceøen gennemført forsøg med biologiske våben baseret på tularæmi, en smitsom sygdom, der overføres fra gnavere og via insektbid. I eksperimentet blev der brugt 20 bomber og omkring 500 forsøgsaber, der var specielt importeret fra Afrika og forudgående vaccineret. På trods af forberedelserne døde næsten alle dyrene, og deres lig blev brændt efter afslutningen af testene.
Senere, i 1987, blev der gennemført forsøg med en af de mest perfekte former for sibirisk miltbrand — en dødelig infektion, der overføres fra dyr. Dens sporer kan overleve i miljøet i årtier og bruges som biologisk våben.
I 1988 besluttede sovjetiske bakteriologer ifølge oplysninger offentliggjort i udenlandske medier at neutralisere lagrene af biologiske våben baseret på sibirsk syge. Årsagen til dette var en katastrofal lækage af spor i Sverdlovsk i 1979, der kostede mindst 105 menneskeliv. Ifølge nogle estimater var de sovjetiske lagre af sibirsk pest tilstrækkelige til at udrydde hele jordens befolkning flere gange.
Ifølge journalister blev bakterierne behandlet med natriumhypochlorit (et stof, der i husholdningskemikalier bruges til at fremstille blegemidler) for at blive destrueret, hvorefter containere med det inficerede stof blev lastet på et tog og sendt fra Rusland til Kasakhstan for at blive begravet på øen Vozrozhdeniya. Den russiske side har ikke officielt bekræftet denne information. Men mange vestlige eksperter mener stadig, at øen er verdens største begravelsesplads for miltbrandstammer, som kan være farlige den dag i dag.
Spøgelsesby
Laboratoriet og forsøgsområdet på Vozrozhdeniya-øen fungerede indtil 1992, da den russiske præsident Boris Jeltsin i foråret underskrev et dekret om indstilling af alt arbejde med biologiske våben. Derefter blev militær, forskere og teknisk personale evakueret, og biologilaboratoriet blev demonteret.
Ikke desto mindre vidner udenlandske journalister, der besøgte øen for mere end otte år siden, om, at ‘forskningsbygningerne ikke var ryddet’. På stedet fandt de mange knuste reagensglas, fragmenter af laboratorieudstyr og efterladte biologiske beskyttelsesdragter med åndedrætsværn. Journalisterne konkluderede, at der havde været en hastig evakuering og ufuldstændig konservering af anlægget.
“Det ser ud, som om de har ødelagt stedet og er gået,” — sagde journalist og geograf fra Oxford University Nick Middleton.
I dag er Aralsk-7 — det er en forladt, halvt ødelagt spøgelsesby. Da militæret forlod den, blev der efterladt møbler, portrætter af militærfolk og bøger af Marx og Lenin i boligområderne. Overalt i byen lå der rustne biler, traktorer, kampvogne, reservedele, kasser med konserves og militæruniform. I de første år efter evakueringen blev byen et let bytte for plyndrere, der begyndte at fjerne værdifulde genstande.
Farlig fusion
I 1950’erne besluttede Sovjetunionen at øge produktionen af bomuld kraftigt, både til let industri og til ammunition og komponenter til raketbrændstof. Til kunstvanding af markerne begyndte man aktivt at tage vand fra regionens to vigtigste floder, Amudarja og Syrdarya, som tidligere havde forsynet Aralsøen.
Som følge heraf begyndte Aralsøen, der engang var verdens fjerde største sø, at synke hurtigt fra 1960’erne. Vandstanden begyndte at falde drastisk, og arealet af Renæssanceøen, hvor der lå en hemmelig militærbase, voksede gradvist. I 2001 blev dette område endeligt sammenløbet med fastlandet.
I dag er Aralsøen praktisk talt forsvundet. Ifølge nogle oplysninger er kun 10 % af dets oprindelige areal bevaret, hvilket vækker bekymring hos embedsmænd fra Centralasien og USA. De frygter, at terrorgrupper let kan få adgang til depoter med biologiske våben og bruge dem til at fremstille nye.
Miljøforholdene på det tidligere militærbaseområde er generelt gunstige, er både usbekiske og amerikanske eksperter overbeviste om. Ikke desto mindre anbefaler Uzbekistans sundhedsministerium at undlade at besøge området af sikkerhedsmæssige årsager.
