I dag har vi en fugl, der udfordrer alle de smukke fugle i Syden.
I Asien og Afrika er der påfugle, i Amerika er der kalkuner, i Australien er der lyrehaler. Og hvad kan Rusland svare på denne fjerede pragt? Svaret findes i den russiske fauna!
Vi taler selvfølgelig om urfugl (Tetrao urogallus), den største fugl i hønsefugleordenen i Rusland. Den adskiller sig fra de fleste andre fugle i ordenen ved sin pragtfulde runde hale, som hannerne spreder under parringsritualet.
Fuglen kan veje op til seks kilo, men har en meget beskeden kost. I foråret og sommeren spiser den som alle andre hønsefugle alt, hvad den lokale natur har at byde på – unge skud, bær og små hvirvelløse dyr, om efteråret spiser den fyrrenåle, og om vinteren spiser den unge knopper fra gran og fyr.
Dens navn på russisk – ‘glukhar’ – betyder ‘døv fugl’ – har den fået på grund af sin uforsigtige opførsel under parringen. I forsøget på at tiltrække sig opmærksomheden fra de fremtidige ‘koner’ i sit harem (de er polygame) mister hannen fuldstændig sin årvågenhed og holder op med at lægge mærke til noget omkring sig.
I øvrigt er det en utrolig følsom og forsigtig fugl, som er meget vanskelig at opspore, og det betragtes som et stort held at fange en sådan fugl uden for parringssæsonen.
Urfuglens sang består af klikkende og ‘skrigende’ lyde, der ligner jern, der gnider mod en slibesten. Det er netop under skriget (der varer 3-4 sekunder), at fuglen ikke hører noget og lukker øjnene. Jægerne står stille, og når hannen begynder at skrikke, løber de et par meter og står stille igen, indtil de har nået skudafstanden.
Hunnen lægger omkring ti æg, hvorfra der klækkes unger med en fremragende camouflagefarve på fjerdragten. Hunnerne har også beskyttende lyde, som de fleste hønsefugle.
Parringstiden strækker sig over hele foråret, afhængigt af regionen. Kampene mellem hannerne er voldsomme, og ofte mister en af duellanterne livet. Hvad så? Vil du have et harem, må du kunne vinde.
