Bavianer i naturen: flokke af primater kan skræmme rovdyr væk.
Hvem på den afrikanske savanne kan ikke bare overleve, men også holde alle omkring sig – fra hyæner til løver – i frygt? Mød Hans Majestæt bavianen, en grimasserende kriger, der kan tage kampen op med selv dyrenes konge.
Hverken en abe eller en hund, men noget mere alvorligt.
Bavianen er ikke bare en abe, men en rigtig kampenhed fra primaternes verden. Han har fået tilnavnet ‘abe med hundehoved’ på grund af sin kranieform og sine hugtænder, men han har faktisk intet til fælles med hunde. Han er en silkeabe, hvilket betyder, at han i bund og grund er en ‘oppumpet’ version af sin race.
Man mener, at hierarkiet i bavianernes samfund er så veludviklet, at selv fortidsmennesker lærte et par ting. Derfor spekulerer antropologerne: Måske var det bavianerne, der gav vores forfædre ideen om social struktur.
De rigtige fyre i naturen
Bavianer er de nærmeste slægtninge til bavianer og gamadriller. Disse fyre beboede næsten hele Afrika – fra Somalia til Sydafrika. De er altædende, hårdføre og bevæger sig på to eller fire ben. Gennemsnitshøjden er ca. 75 cm, men det er ikke højden, der betyder noget.
Bavianens største styrke ligger i holdet. De lever i store grupper på 50-100 individer. Alle har deres egen rolle og opgave. Led processen med flere modne alfahanner, der er fædre til de fleste af ungerne i flokken.
Angst?
Spartanerne er allerede på plads
Selv om bavianerne bare sidder og klør sig på flankerne eller spiser, rejser de sig hvert 1-2 minut for at se sig omkring i territoriet. Og så snart en af dem slår alarm, er det showtime.
- Mødre og børn op i træerne.
- Hannerne er i kampformation.
“Husk, at du er en bavian nu, og der er fjender overalt!” – er et afrikansk motto.
En han, som har set en fare, kalder på de andre. Uden videre kommer de til undsætning – også selv om deres bror bliver angrebet af en løve. Alfahannerne med hugtænder går først. Om nødvendigt giver de Mufasa endnu et møde med himlen.
‘Vi efterlader ikke vores egne’ er ikke et tomt ord
“Hvis fjenden tager en af vores, vil alle vores tage ham.” Det er bavianernes filosofi. Og helt ærligt, så fungerer den rigtig godt. Selv hyæner trækker sig oftere tilbage, når de hører de vrede abers skrig.
Nogle gange slår bavianer sig endda sammen med andre dyr. For eksempel med antiloper – bavianer er skarpe, og antiloper er gode til at snuse. Sammen udgør de en savannekombi, der tidligt opdager trusler.
Og de har en særlig stil med mennesker
I Sydafrika har bavianer længe været en naturkatastrofe. De bryder ind i biler, går ind i butikker, røver cafeer og plyndrer alt, hvad de kan komme i nærheden af. Selv i Cape Town er man bange. De lokale myndigheder har været nødt til at hyre særlige hold med skralder for at skræmme aberne væk.
“Drenge undskylder ikke!” – er allerede sloganet for Cape Towns vagter.
Banditter med et ømt hjerte
På trods af al deres aggression er bavianer rørende i deres flok. De bruger timer på at kæmme hinandens hår, hunnerne bærer deres unger, nogle gange endda døde unger, uden at give slip i lang tid.
Når en bavian næsten er en guddom
Egypterne vidste, hvem der var den virkelige helt. De så bavianer som tjenere for guderne Hapi og Thoth. De afbildede dem med poterne i vejret, mens de hilste på solen. Bavianen er daggryets ånd. Smukt, ikke sandt?
Og til sidst lidt om karrierer.
Hunnerne bliver i flokken, og de unge hanner tager af sted for at finde et nyt liv. Der skal de vinde de respekterede hunners tillid, skabe de rigtige forbindelser – og først derefter rykke op i hierarkiet.
Sådan er abepolitik.
