Biologer har forklaret, at hajernes frysning, når de vendes om, skyldes en gammel refleks.
Kraftfulde, hurtige, perfekte – hajer har længe været betragtet som ikoner for rovdyrenes evolution. Men denne perfekte havjæger har en overraskende og tilsyneladende uforklarlig svaghed: så snart en haj vendes på ryggen, falder den i en tilstand, der ligner en trance.
Den fryser fast, holder op med at bevæge sig, som om den er slukket. Dette fænomen kaldes tonisk immobilitet, og det forvirrer selv forskerne.
Hvor kommer denne effekt fra, og hvorfor har et væsen, der ikke har noget at frygte, brug for den? Svaret er slet ikke, hvad man kunne forvente.
Et forsvarsmekanisme, der virker mod
Ved første øjekast er det simpelt: måske er frysning et forsvarsinstinkt. Mange dyr fryser eller lader som om de er døde, når de er i fare, for at narre rovdyr. Men med hajer mislykkes denne strategi totalt.
Spækhuggere – rovdyr på højeste niveau – har lært at vende hajer med vilje for at bringe dem i en tilstand af ubevægelighed. Derefter spiser de dem roligt, ofte udelukkende lever – det mest næringsrige og fedtholdige sted. Det viser sig, at den adfærd, der skulle beskytte hajen, gør den til et hjælpeløst bytte. Så teorien om at ‘spille død’ holder ikke.
Har det noget med formering at gøre? Næppe
Der er en teori om, at bevægelsesløsheden spiller en rolle i parringsritualerne. Hannerne vender angiveligt hunnerne om for at parre sig. Men undersøgelser viser, at både hanner og hunner falder i en tilstand af bevægelsesløshed, uanset konteksten.
Desuden ville det være yderst ufordelagtigt for hunnerne: når de er i en tilstand af lammelse, kan de ikke modstå en uegnet partner eller flygte fra en trussel. Det betyder, at naturlig udvælgelse snarere ville fjerne et sådant træk end at fremme det. Så denne hypotese holder heller ikke rigtig.
Sensorisk overbelastning? En teori uden bekræftelse
Nogle mener, at hajer oplever sensorisk overbelastning, når de vender sig om – en slags fejl i vestibulære apparat eller nervesystemet. Men denne forklaring har endnu ikke noget solidt videnskabeligt grundlag og er stadig på niveau med gisninger.
Svaret ligger i fortiden: evolutionær bagage
Det mest interessante begynder, når vi ser på dette fænomen i en evolutionær sammenhæng. Forskere har sammenlignet data fra snesevis af hajarter og er kommet til den konklusion, at tonisk immobilitet ikke er en tilpasning, men et rudiment.
Det er en gammel egenskab, som hajer har arvet fra deres fælles forfader med andre bruskfisk – rokker og chimærer. Hos de fleste moderne arter er den bevaret, fordi den ikke er til hinder. Og evolutionen er som bekendt ikke i en fart med at skille sig af med det overflødige, hvis det ikke skaber problemer.
“Evolution er ikke en ingeniør, men snarere en samler: den retter ikke det, der fungerer ‘godt nok’,” understreger biologer fra Queensland University.
Men nogle steder har naturen alligevel afvist dette træk.
Hvorfor nogle hajer er holdt op med at slukke
Undersøgelser har vist, at hajernes evne til at gå i tonisk immobilitet er forsvundet mindst fem gange i deres evolution. Og det kan også forklares.
Forestil dig en bundhaj eller en lille rokke, der lever i smalle sprækker blandt koraller. Hvis den pludselig vender sig om og står stille, kan det bety dens død: den sidder fast, bliver let bytte og når ikke at svømme væk. Naturlig udvælgelse har gradvist fjernet denne egenskab hos dem, som den forhindrede i at overleve under bestemte forhold.
Frysning som artefakt, ikke som strategi
Historien om hajer, der fryser fast ved en simpel vending, er en levende påmindelse om, at ikke alt i naturen har en forklaring, der lyder som »hvorfor«. Nogle af levende væseners egenskaber er ikke en strategi, men et arv. Det, der engang havde en mening, eksisterer nu blot uden at forstyrre.
Vi tillægger ofte dyr intelligente intentioner og forklarer hver eneste egenskab med en nytteværdi. Men naturen fungerer anderledes. Det er ikke en rationel proces, men en lang kæde af tilfældige mutationer, kompromiser og rudimenter. Tonisk immobilitet er netop et sådant tilfælde. Det er ikke ‘hajens svaghed’, men et ekko fra fortiden, der er frosset fast i muskler og nervesystem.
At observere en fejl i levende live
Næste gang du ser en haj ligge stille på ryggen i en dokumentarfilm, så husk: du ser ikke sårbarhed, men en levende påmindelse om en tid, hvor vores verden så helt anderledes ud. Det er ikke en fejl i evolutionen, men et spor efter den. Og der er tusindvis af sådanne spor – de fleste er bare gemt dybere end i en havrovdyrs adfærd.
