Hunfrøer fingerer deres egen død for at undgå sex med uønskede hanner.
Parrings- og forplantningsadfærd i dyreriget er fascinerende og til tider bizarre manifestationer af naturen. Fra sange, der synges som tegn på kurmageri, til støttende handlinger som at hjælpe med at ‘klæde en mage af’, giver dyreriget mange interessante eksempler på forskelligartet forplantningsadfærd.
Men når det gælder hunnerne af den europæiske frø (Rana temporaria), har de fundet på nogle tvivlsomme måder at undgå uønskede situationer under parringen.
Parring i dyreriget kan være forbundet med forskellige risici og kan endda føre til alvorlige konsekvenser for de involverede individer, herunder potentielle trusler mod deres overlevelse, påpeges det i det videnskabelige tidsskrift Royal Society Open Science.
Ny forskning afslører, at europæiske hunfrøer har udviklet tre specifikke strategier for at undgå påtrængende hanner under parring.
Disse strategier er blevet navngivet: ‘spinding’, ‘trang til at give slip’ og ‘tonisk immobilitet’ eller ‘dødssimulering’.
For dem, der ikke kender til frøers forplantningsadfærd, omtales den europæiske spidssnudede frø ofte som en ‘eksplosiv yngler’. Der opstår masseansamlinger af hanner og hunner om foråret, hvor hannerne ofte klatrer op på ryggen af hunnerne under amplexus, som er en karakteristisk stilling for parring. Hannerne forsøger at parre sig med så mange hunner som muligt og skaber nogle gange ‘kugler’ af flere frøer, hvilket kan være farligt for hunnerne, da de kan blive nedsænket under de mange hanner i vandet.
Dr. Caroline Dittrich fra Berlins naturhistoriske museum, som er hovedforfatter til undersøgelsen, beskriver denne adfærd som ‘ulækker’, men det er en naturlig mekanisme, som hunfrøerne har udviklet for at beskytte sig selv.
Tidligere havde forskere antaget, at hunfrøer for det meste var passive deltagere i forplantningsprocessen.
Men forskerholdet konkluderede, at europæiske hunfrøer har tre forskellige strategier til at undgå mandens impulsive forsøg, især mindre hunner, som viser sig at være mere effektive til at forhindre amplexus. Denne nye opdagelse indikerer, at hunfrøer har en meget mere aktiv reproduktiv interaktion under masseparring end tidligere antaget.
Som en del af undersøgelsen blev to hunfrøer af forskellig størrelse placeret i kasser sammen med en han, og deres adfærd blev observeret i en time. Hele interaktionen blev optaget på video til senere analyse og undersøgelse. Forskerne fandt ud af, at de mindre hunner brugte alle tre typer undvigelsesstrategier hyppigere end deres større artsfæller, hvilket øgede sandsynligheden for at undgå hannerne. Blandt hunfrøerne foretrak 83 procent at bruge spindestrategien, hvilket gjorde den til den mest almindelige metode, mens 48 procent af hunnerne benyttede sig af strategien med at kalde på udløsning, mens de efterlignede de lyde, som hannerne producerede.
Forskeren Dittrich forklarede, at hannerne bruger ‘frigørelseskald’ til at kommunikere med andre hanner ved at signalere til dem, at de er hanner, og kalde på frigørelse. På den måde kan hunner lade, som om de er hanner og narre de hanner, der sidder oven på dem, til at holde op med at holde dem.
Derudover lod nogle hunner, som om de var døde, og brugte taktikken med tonisk immobilitet, mens de var i amplexus med hanner.
Denne adfærd blev observeret hos 33 procent af hunnerne og blev ofte kombineret med andre strategier, hvor de snurrede rundt og kaldte for at blive sluppet fri. Forskerne mener, at det kan være et forsøg fra hunnernes side på at demonstrere deres styrke og udholdenhed over for hannerne og dermed lægge op til et stærkere og mere tilpasningsdygtigt afkom.
Forskerne mener også, at en analyse af niveauerne af stresshormonet kortikosteron i frøerne kan hjælpe med at forstå denne adfærd bedre. De erkender også, at resultaterne fra kasseforsøget kan afvige en smule fra frøernes adfærd i naturen.
Caroline Dittrich påpegede, at selv når man studerer den almindelige frø, viser det sig, at naturen altid er i stand til at gøre overraskende og uforudsigelige opdagelser, hvilket minder os om, at der stadig er mange aspekter, som vi ikke kender til, og som kræver yderligere forskning.
“Jeg tror, at selv om vi kalder denne art for en almindelig frø, og vi tror, at vi kender den godt, så er der stadig aspekter, som vi ikke kender til og måske ikke har tænkt over,” siger Dittrich til The Guardian.
