Den er stærk, kan overleve i taigaen, frygter ikke kulde og giver endda mælk. Men i modsætning til hesten, hjorten og endda kameliden blev elgen aldrig menneskets trofaste ledsager.
Hvorfor har naturen givet den alle de nødvendige egenskaber, men taget det vigtigste fra den – underdanighed?
Historiske forsøg: drømme om elgkavaleri
De første forsøg på at tæmme elgen begyndte for tusinder af år siden – det vidner hulemalerier i Nordeuropa og Sibirien om. Folk forsøgte at sadle disse giganter, spænde dem for slædebukker og bruge dem i dagligdagen.
I det 17. og 18. århundrede opstod ideen om elgpost i Sverige: specielle kurerer skulle bevæge sig gennem de snedækkede skove på ryggen af elge. De svenske konger diskuterede endda oprettelsen af en elgkavaleri.
I Sovjetunionen gik man endnu længere. I 1949 åbnede verdens første elgfarm i Kostroma-regionen. Her blev elgene trænet i at transportere gods, spejde og ride.
Men alle disse projekter mislykkedes. Hvorfor?
Enspænders psykologi: naturen mod underkastelse
Elgen er ikke bare et vildt dyr. Den forbliver vild, selv i fangenskab. Den kan ikke trænes som en hund og kan ikke tvinges til at tjene som en hest.
Selv den mest tamme og kontaktglade elg kan når som helst bryde ud og løbe væk ind i skoven.
Især er dens paniske reaktion på høje lyde til hinder: et skud, et brag, et råb – og dyret flygter i panik og smider rytteren af. Det var netop dette, der gjorde elgkavaleri umuligt – elge frygtede krig mere end fjenden.
Desuden har de ingen social instinkt. De anerkender ikke en leder, adlyder ikke kommandoer og er ikke tilbøjelige til at danne hierarkier. Tøjler, sadel, seletøj – alt dette fremkalder protest og stress.
Magt uden reserve: hvorfor styrke ikke er det vigtigste
Ved første øjekast virker elgen som det perfekte trækdyr: op til 2 meter høj, stærk ryg, brede skuldre. Den kan bære en rytter på over 100 kg og trække et halvt tons last. Men der er en hage.
Elgens organisme er ikke beregnet til langvarig belastning. Dens hjerte er lille, og udholdenheden er begrænset. Efter 10-15 km i roligt tempo bliver den træt. I varme bliver den overophedet. Og dens ‘arbejdsdag’ er kort – den kan ikke forlænges hverken med træning eller ekstra ernæring.
En kræsen gourmet
Elgen er en veganer med raffineret smag. Den spiser mere end 350 forskellige planter: bark, mos, kviste og græs. Og hver sæson kræver en særlig menu. Om foråret spiser den nogle planter, om sommeren andre.
Hø, foderblandinger og havre interesserer ham ikke. Han spiser kun det, der vokser i naturen.
At forsøge at fodre en elg uden for skoven er en næsten håbløs opgave. Han tåler ikke begrænsninger og kan ikke udstå stalde og tøjler. Uden frihed visner den, bliver apatisk og kan blive aggressiv.
Elkemælk: en gave, man skal betale med tillid
Dette er måske det eneste, hvor elgen har vist sig fra en uventet side. Dens mælk er fed, nærende og rig på vitaminer. I Sovjetunionen blev det endda brugt i sanatorier mod mavesår, gastritis og svagt immunforsvar.
Men at malke en elg er ikke som at malke en ko. Det er næsten en ritual.
Man kan kun malke på bestemte tidspunkter, kun på et kendt sted og kun af en person, som elgen har kendt siden barndommen.
Enhver overtrædelse – og hun løber væk. Eller endda slå.
Upraktisk, klodset og slet ikke alsidig
Selv hvis man ser bort fra vanerne, gør elgens anatomi den til et upraktisk transportmiddel. Manken er for høj, ryggen bred og gangarten ustabil. Hornene er ikke kun til hinder for styringen, men også for den banale færdsel i skoven, hvor de hænger fast i alt muligt.
Forsøg på at samle elge i et spand mislykkes oftest: hver enkelt handler på egen hånd, føler ikke rytmen og går let i stykker. Desuden bliver den i parringsperioden uforudsigelig og farlig – selv for en person, den har ‘kendt siden barndommen’.
Elgen hører ikke til på vejen – den hører til i skoven
Elgen er ikke ‘den nordlige alternativ til hesten’. Den er mere beslægtet med vilde tyre eller hjorte. Den er ikke skabt til at være underdanig. Den er intelligent, men frihedselskende. Den er stærk, men ikke udholdende. Dens element er skovens stilhed, ikke en rute gennem landsbyen.
At tæmme den er at rive den ud af dens verden. Og uden den mister den sig selv.
Konklusion: hvert dyr har sin egen skæbne
Mennesket har tæmmet ulve, heste, køer og kameler. Men elgen forbliver et symbol på vild uafhængighed. Ikke fordi den er dum eller ubrugelig, men fordi dens natur ikke tåler lænker.
Nogle gange er styrke ikke underkastelse, men muligheden for at gå ind i skoven og forblive sig selv.
