Lad os begynde vores fortælling om steppeskildpadden med en historie. September 1968. Den britiske radioobservatorium hørte pludselig menneskestemmer, der blev transmitteret til Jorden fra den sovjetiske månesonde Zond-5. Var det virkelig lykkedes sovjeterne at sende et menneske til vores planetariske satellit?
Nej, det hele viste sig at være langt mere prosaisk. Sovjetiske ingeniører testede radiokommunikation i rummet og simulerede blot meddelelser fra rumskibet. Der var ingen mennesker om bord. Til gengæld var der dog astronauter om bord på rumfartøjet… skildpadder.
Der, i den lille sonde, der fløj med en vanvittig hastighed på 11 km/s, omgivet af dødelig stråling og iskold tomhed, befandt sig to navnløse steppeskildpadder. De var bestemt til at blive de første hvirveldyr, der nåede Månens bane, og derefter, hvilket er vigtigt, vende tilbage til Jorden.
På grund af ingeniørernes uopmærksomhed måtte de nødlande i Det Indiske Ocean og overleve en overbelastning på 20 g. En af skildpadderne mistede et øje på grund af overbelastningen.
Som følge heraf blev skildpadderne kendt over hele verden. Da satellitten var sovjetisk, blev skildpadden kaldt »russisk« (på engelsk hedder den ‘Russian tortoise’). Senere skulle denne art foretage yderligere tre rejser til månen. De er ægte ninja-skildpaddebrødre, hvis ikke af blod, så af legendarisk status.
Det er værd at bemærke, at der ikke er noget russisk ved dette krybdyr bortset fra navnet. Man kan kun møde en kosmonautskildpadde i Centralasien, især i stepperne i Kasakhstan. I sine elskede ørkener er steppeskildpadden, på trods af sin status som truet dyreart, nu ret almindelig.
Men hvorfor valgte sovjetiske forskere netop steppeskildpadder som de første kosmonauter? Det hele skyldes deres ekstremt langsomme stofskifte. Dette er karakteristisk for alle store pansrede dyr. Da de er koldblodede, bruger reptiler ikke ressourcer på at opretholde en konstant kropstemperatur og et højt stofskifte.
Ud over det langsomme stofskifte havde steppeskildpadden to andre vigtige egenskaber. For det første er den ret kompakt – i gennemsnit bliver dyret op til 20 centimeter. For det andet er reptilet yderst ukræs. Selv under hjemlige forhold behøver den kun at blive fodret 1 gang hver 2-3 dage. Desuden spiser skildpadden ikke saftige græsser, men tørre steppe-ukrudt.
De tykke skønheder skulle være i rummet i lidt under en uge, og i al den tid var der ingen til at fodre og vande dem. For at de ikke skulle kede sig, tog frugtfluer, bakterier og planter med dem på rumskibet for at udforske universet.
Det er forresten netop på grund af deres langsomme stofskifte, at landskildpadder sætter rekorder i lang levetid. Hvis du anskaffer dig denne pansrede snude og passer på den, vil den leve i 30 år eller mere.
Og når skildpadderne når de ti år, begynder de at forberede sig på at fortsætte slægten og lede efter partnere, som for øvrigt bliver kønsmodne allerede i deres femte leveår. Resultatet af denne voldsomme, men sløve lidenskab er i gennemsnit 4 spinkle æg. To måneder senere kommer der små, men stolte karabiner ud af dem. Og de har noget at være stolte af, for det er ikke alle arter, der har haft æren af at flyve til månen.
