Forskere fra Leipzig registrerer alarmerende stigning i nanoplast i havene
Forskning udført af et hold forskere fra Helmholtz-centret for miljøforskning i Leipzig har afsløret alarmerende data om nanoplastikforurening i havene.
Disse plastikpartikler, som måles i nanometer (milliontedele af en millimeter), kan udgøre en større trussel end synlig makro- og mikroplastik. På baggrund af resultaterne siger forskerne, at der er meget mere nanoplastik i havene end tidligere antaget.
Målingerne blev indsamlet i forskellige dele af Nordatlanten og dækkede både kystområder og dybhavet samt forskellige klimazoner lige fra tempereret til subtropisk. Målingerne viste, at mængden af nanoplast i Nordatlanten alene er ca. 27 millioner tons.
Denne værdi kan stort set sammenlignes med den samlede masse af synlig plast i Atlanterhavet, hvilket understreger, hvor stor en trussel den usynlige plast udgør.
Forureningens omfang og den skjulte trussel
Denne mængde usynlig plastik i verdenshavene tyder på en betydelig undervurdering af problemets omfang. Forskerne, ledet af undersøgelsens initiativtager Dušan Materić, konkluderede, at noget af plasten i havet måske ikke bliver opdaget, fordi nanopartikler let trænger ind i forskellige dele af økosystemet, herunder marine organismer.
Materić bemærkede, at plastik i nanometerområdet har en betydelig indvirkning på marine økosystemer, men indtil nu har det næppe været genstand for seriøse undersøgelser. Denne opdagelse, sagde han, har vigtige miljømæssige konsekvenser, da nanoplastikforurening har vist sig at være meget højere i overfladevand og kystområder end i dybhavet.
Typer af plastpartikler og deres kilder
Undersøgelsen afslørede også en interessant kendsgerning: Plastik, som normalt findes i større partikler som polyethylen (PE) og polypropylen (PP), blev ikke fundet i prøverne. Det overraskede forskerne, da de forventede at finde nanopartikler af disse almindelige plastmaterialer, der f.eks. er dannet ved soleksponering eller bølgefriktion.
Men i stedet for de forventede materialer fandt de andre typer plastpartikler i havet – polyethylenterephthalat (PET), polystyren (PS) og polyvinylchlorid (PVC), som er hovedbestanddelene i drikkevareemballage, engangskopper og bestik. Der var færre af disse plasttyper på dybere vand, men PET blev fundet selv i de mest afsidesliggende områder af havet.
Miljøpåvirkninger og mere til
De miljømæssige konsekvenser af nanoplastikforurening i havene kan være mere alvorlige end hidtil antaget. Mikroplast har længe været et diskussionsemne blandt forskere, men problemet med nanoplast forbliver næsten ubemærket på globalt plan. Katerina Pabortseva fra National Oceanography Centre i Southampton understregede, at Materich og kollegers undersøgelse snarere undervurderer problemets omfang. Nanoplast findes ikke kun i vand, men også i havdyrsorganismer og organiske sedimenter på havbunden.
Havøkolog Melanie Bergmann fra Alfred Wegener Institute i Bremerhaven bemærker, at plastik i havet påvirker fotosyntesen hos alger, som absorberer kuldioxid og dermed er med til at mindske den globale opvarmning. Forurening af vandområder med plastikpartikler forstyrrer denne proces, hvilket yderligere kan øge koncentrationen af kuldioxid i atmosfæren og fremskynde klimaforandringerne.
Hvad skal vi gøre ved truslen fra nanoplast?
Da havene bliver mere og mere forurenede for hvert år, forsøger forskerne nu at finde ud af, præcis hvilke foranstaltninger der kan hjælpe med at bekæmpe denne usynlige trussel. Øget opmærksomhed på nanoplast kan være et vigtigt skridt i udviklingen af nye metoder til at rydde op i havene og beskytte marine økosystemer.
I stedet for at ignorere problemet eller undervurdere dets omfang mener forskerne, at der er behov for mere aktivt at undersøge nanoplastens virkninger på levende organismer og udvikle strategier til at reducere den forurening, der ikke kun truer økosystemerne, men også det globale klima.
