Der er blevet fremsat forskellige teorier om Tyrannosaurus og om, hvorvidt og hvordan den jagede – herunder den nu afviste teori om, at den kun var en stor ådselæder.
Dinosaurfoderaftryk fundet i provinsen Alberta i Canada afslører, at frygten for tyrannosaurus lammede alle i kridttiden. Mange arter.
Kort
- Tyrannosaurus rex havde en enorm indflydelse på det nordamerikanske økosystem i den sene kridttid, selvom den hverken var den største eller den længstlevende rovdinosaurus.
- Nye fund af spor i Canada bekræfter, at planteædende dinosaurer dannede flokke bestående af flere arter for at beskytte sig mod rovdyr som T-rex.
- De sporende tyrannosaurer fulgte de vandrende flokke, hvilket påvirkede planteædernes forsvarsstrategier og adfærd.
Fremkomsten af et rovdyr som Tyrannosaurus rex må have haft en stor indflydelse på livet for de arter, der levede på samme tid. T-rex var hverken den største kødædende dinosaur (andre var større, f.eks. gigantosaur fra Argentina), og den var heller ikke et dyr, der eksisterede længe på Jorden eller levede i et stort område. Alligevel har den haft en enorm indflydelse – på vores fantasi og popkultur, men også på de dinosaurer, der levede sammen med den.
T-rex dukkede op i Nordamerika for kun 68,5 millioner år siden. Kun, fordi der allerede efter 2,5 millioner år skete en stor global katastrofe. Et asteroide-nedslag tæt på det sted, hvor tyrannosaurerne levede, nemlig i nærheden af Yucatán i Mexico, udslettede det meste af livet på Jorden og afsluttede dinosaurernes tidsalder og hele mesozoikum.
Tyrannosaurus rex, men også den anden kendte art af dette kødædende dyr, Tyrannosaurus mcraeensi, levede ikke særlig længe sammenlignet med andre dyr fra Mesozoikum. 2,5 millioner år er evolutionært set ikke meget, men det er nok til at sætte et stort præg på sin verden.
Tyrannosaurer levede kun i Nordamerika
Begge arter af tyrannosaurer er nordamerikanske dyr, der var begrænset til den centrale del af USA (North Dakota, South Dakota, Wyoming, Montana, Colorado, Utah, New Mexico) og den tilstødende del af Canada (provinsen Alberta). Andre steder i verden levede deres slægtninge, f.eks. tarbosaurus i Mongoliet og zhuchengtyrannus i Kina og andre. Tyrannosaurerne havde således en enorm indflydelse på økosystemet i det kridt-dækkede Nordamerika, der var opdelt i to kontinenter, Laramidia og Appalachia, adskilt af det store Indre Hav.
Vi taler om slutningen af kridttiden, hvor store dinosaurer som de enorme sauropoder forsvinder fra Jorden. Der er stadig nogle tilbage, men ikke mange. De fleste stegozaurer er også uddøde. I Nordamerika græsser der derimod flokke af hornede dinosaurer, kaldet ceratopsier (som triceratops eller styracosaurus), og der er mange andegribede dinosaurer, dvs. hadrosaurier, samt andre som de pansrede ankylosaurier. De er hovedmålet for rovdyrenes angreb og tyrannosaurus’ frokost.
Der har været mange forskellige teorier om, at den var en dårlig løber og jæger. At dens kropsproportioner gjorde det umuligt for den at kæmpe mod dræbere som mindre theropoder, f.eks. raptorer. Der var i en periode en nu afvist teori om, at T-rex i virkeligheden kun var en stor ådselæder, der med sin størrelse og måske også sit afskyelige udseende skræmte de rigtige dræbere væk fra deres bytte og stjal deres jagede dyr. Vi ved dog nu, at det ikke var tilfældet.
Tyrannosaurer jagede migrerende dinosaurer
Tyrannosaurer jagede aktivt og effektivt, og de var ret gode til det. Disse kødædere havde en kolossal indflydelse på livet i kridttiden og på de dinosaurer, der levede dengang, hvilket fremgår af en analyse af de spor, de efterlod i Dinosaur Provincial Park i den canadiske provins Alberta.
Dette sted lå sandsynligvis på migrationsruten for mange planteædende dinosaurer mellem det nordlige og sydlige Nordamerika. Vi ved allerede, at mange af disse dyr migrerede i store flokke, ligesom nutidens gnuer og zebraer i Afrika. Gnu og zebraer er i dette tilfælde et glimrende eksempel, da det viser, hvordan planteædende dyr af frygt for vandringens strabadser og rovdyrs angreb kan samle sig i enorme flokke, og tilmed flokke bestående af flere arter. På denne måde giver samarbejdet mellem forskellige dyrearter med forskellige egenskaber og færdigheder bedre beskyttelse.
Analyse af spor i Dinosaur Provincial Park i Canada tyder på, at dinosaurerne anvendte samme strategi under deres migration. De dannede også harmoniske, samarbejdende og ikke konkurrerende flokke bestående af mange dyr af forskellige arter. Det er næsten en identisk situation som på den afrikanske savanne.
Om sagen rapporterer ‘PLOS One’, hvor vi kan læse, at der i Badlands-formationen i Dinosaur Provincial Park (Alberta, Canada) findes mange spor, fodaftryk og fossiler, men på grund af de stejle aflejringer af disse klipper og den hurtige erosion anses dinosaurernes spor og stier for at være yderst sjældne. For nogen tid siden lykkedes det dog at finde velbevarede spor fra kridttiden, som tilhørte mange hadrosaurer og en tyrannosaurus, der fulgte efter dem. Det nye fund indeholder også mange enkeltstående spor fra ceratopser og ankylosaurier samt to tyrannosaurer, der sporede dem. Det er helt sikkert spor fra dyr, der bevægede sig i samme tempo.
Forskerne, der har fundet sporene, er fascinerede af dem. De siger, at man kan følge dem som en snor og spore dyrenes vandring for flere millioner år siden. Samtidig kan man se tyrannosaurerne, der fulgte efter flokken.
Store flokke af planteædere skulle forsvare sig mod t-rex’ernes angreb
Blandt de bevarede spor er der ingen tegn på kamp eller jagt, kun tyrannosaurer, der tålmodigt følger efter og venter på en mulighed. Samtidig har vi her et sjældent tilfælde af en blanding af flere arter af planteædende dinosaurer, som alle kommer fra forskellige steder. Ankyosaurerne havde panser på kroppen og kraftige haler med køller i enderne, mens ceratopserne havde store hoveder med horn som næsehorn og derudover en krave, der beskyttede nakken. Alle var svære at jage, selv for T-rex, og måske hjalp de hinanden med at eskortere hinanden.
Denne blanding giver anledning til at konkludere, at de planteædende dinosaurer, der vandrede gennem Amerika i kridttiden, helt sikkert dannede store flokke bestående af mange arter. Og disse flokke tiltrak sig opmærksomhed fra rovdyr som tyrannosaurer. Deres tålmodige og parallelle bevægelse langs flokken, måske i forventning om en mulighed for at angribe et særligt bytte (et sygt, såret eller et, der blev efterladt), kan tyde på, at et sådant system til dannelse af migration var en sikkerhedsforanstaltning mod tyrannosaurer. Det gav en vis sikkerhed, i det omfang det overhovedet var muligt i konfrontationen med et 13 meter langt udyr med tænder som køkkenknive. Og måske var det den terror, tyrannosaurerne spredte, der tvang dinosaurerne til at opføre sig sådan.
For det er klart, at tyrannosaurerne med deres størrelse og jagtfærdigheder spredte en sådan terror. Nu ser vi, hvilken indflydelse et så mægtigt rovdyr havde på datidens liv og adfærd hos potentielle byttedyr, som måtte gøre noget for at overleve.
