Hulen i jorden, der er gravet i skoven, er ret rummelig, men indgangen og udgangen er forholdsvis smalle. Pludselig stikker et hoved frem af hullet, som er umuligt at overse. Det har hvide og sorte striber, der kan ses på lang afstand. Det er en grævling.
I naturen gælder jo reglen, at man skal undgå fremmede blikke og fjendtlige øjne. Det er bedre at være usynlig, at smelte ind i baggrunden, at stå helt stille, at ligne skovbund, en gren, græs, et hul i ingenting. Så er man i sikkerhed, og mange dyr bruger netop denne taktik for ikke at blive opdaget.
Derimod er grævlingens praleri forbløffende. Dyret har ikke kun en karakteristisk og ret kontrastfuld farve på hele kroppen, med en grå-grå ryg og en sort underside.
Dertil kommer hovedet med sorte og hvide striber, som en zebra. Den er synlig både om dagen og om natten, ved daggry og skumring, når den søger føde på en åben lysning, men også når den listigt stikker hovedet ud af sin hule.
Grævlingen graver huler, der tiltrækker andre
Måske netop da, for det er et kritisk og svært tidspunkt for grævlingen. Denne store og største repræsentant for mårdyrene i Polen graver omfattende huler, hele systemer. Gangene strækker sig flere meter til siden og op til tre meter under jorden.
De er store, så dyret kan komme igennem, så den ovale indgang er en halv meter i diameter. Det er et så omfattende minesystem, at andre dyr ofte benytter sig af det. Nogle gange endda ved at fordrive ejeren. Ræve har for eksempel lært, at grævlingen er et meget rent dyr, der ikke tåler rod. Den bygger specielle latrinkamre til afføring og urin og gør ikke sine behov hvor som helst. Når ræven begynder at forurene dens hjem, er der en chance for, at den væmmede grævling forlader det.
Grævling har mange indgange og kamre i deres huler, men de risikerer mest, når de stikker hovedet ud. Det er nemlig der, de kan blive angrebet af nogen, der har fået øje på hulerne og ligger på lur i nærheden.
Hvem kunne jage gravdyr? I Polen var der kun to potentielle rovdyr – ulven og ræven. Rafał Kowalczyk og Paweł Średziński nævner i deres fremragende bog ‘Borsuk, władca ciemności. Biografia nieautoryzowana’ (Grævling, mørkets hersker. Uautoriseret biografi), at blandt 130 ulveofre og 170 rødlosofre i Białowieża-skoven blev der imidlertid ikke fundet rester af gravegrav.
Der har ganske vist været tilfælde andre steder, hvor ulve- og rødlosekskrementer har indeholdt rester af grævlingepels og andre kropsdele, men det betyder ikke nødvendigvis, at ulve og rødloser jager dem. De kan have ædt ådsel og døde grævlinger. Det samme gælder store fugle som kongeørn og ugle. Teoretisk set kan de jage en grævling, der vejer over 10 kg, men det sker sjældent.
Og ikke nødvendigvis fordi grævlingen er for stor, for både ulve, rødloser, kongeørne og ugler jager dyr, der er meget større. Grævlingernes aggressive adfærd kan også skræmme dem væk, men for at genkende den skal de først identificere dyret. Den kontrastrige pels er perfekt til dette formål.
Grævlingen sender et advarselssignal. De sort-hvide striber er ikke bluff
I naturen er sådan en farve, især striber, ofte et advarselssignal. Tag for eksempel skunken eller ratten, som er de dyr, der ligner grævlingen mest. Ratten advarer med sit tofarvede udseende om, at den er stærk og aggressiv, og at man bedst lader den være i fred. Skunken er også tofarvet og advarer også – kom ikke for tæt på, for jeg sprøjter en ildelugtende væske.
Grisens hoved har sandsynligvis samme funktion, som er nyttig i et kritisk øjeblik, nemlig når den kigger ud af hulen. En potentiel angriber venter på, at den kommer ud, og er klar til at angribe. Men når den ser det sort-hvide hoved, giver den nok op. Ejeren er ikke en nem modstander, det er sikkert en hård negl, så det er bedre at give op.
Klørne på et dyr, der sparker så godt, er kraftige og kunne flå en ulv eller en ræv. Det er altså ikke en tom advarsel. Hvis en uerfaren ulv nogensinde har angrebet en grævling, ved den det allerede.
Og det kan forklare, hvorfor der næsten ikke er grævlinger blandt ulve eller rødrejs byttedyr, selvom det i teorien er svært at overse et så fristende bytte, der vejer over 10 kg. En sulten ulv må overveje det. De sort-hvide striber gør det lettere at træffe en beslutning. En negativ beslutning.
Selv en flok ulve kan ikke klare en enkelt grævling
Effektiviteten af denne taktik bevises blandt andet af optagelser fra fotofælder.
For ganske nylig dokumenterede en fotofælde fra Institut for Mammalbiologi ved det polske videnskabsakademi i Białowieża en sådan interaktion – på billederne ses en ulv, der omgår en aggressivt stridbar grævling. Krigsfarver afskrækker effektivt fjender, især da grævlinger kan bide smertefuldt og stikke deres massive tænder ind i fjendens krop. En sådan beskyttelse er særlig nyttig, da grævlingernes huler ofte besøges af store rovdyr: ulve og losser.
Rafał Kowalczyk og Paweł Średziński, ‘Borsuk, władca ciemności. Biografia nieautoryzowana’ (Grævling, mørkets hersker. Uautoriseret biografi).
Grævling huler bliver ofte besøgt af andre dyr, men forbliver dog uberørte. Grævlingen lægger kortene på bordet. De sorte og hvide striber er som krigsfarver, som en demonstration af styrke. Og det er ikke mange, der vover at prøve det.
