Den gigantiske snegls Crysomallon squamiferum hjerte forsyner ikke kun sig selv med ilt i store dybder.
Hjertet hos en skællet snegl udgør omkring 4 procent af dens kropsvolumen og er dermed det største i dyreriget. Denne egenskab gør det muligt for den at leve i dybet af det Indiske Ocean i et miljø med hydrotermiske kilder, hvor vandet kan blive op til 400 grader Celsius.
Det rapporterer Live Science.
Sneglens gigantiske hjerte forsyner ikke kun den selv med ilt i de store dybder, men også de symbiotiske bakterier, der lever i spiserøret og fungerer som en slags indre ‘fødevarefabrik’.
Et andet usædvanligt træk ved dette væsen er dets beskyttende skjold, der består af hundredvis af små skæl. De overlapper hinanden tæt som en ringbrynje og indeholder jern. Sneglen, der også kaldes ‘vulkanisk’, styrker disse skæl ved at optage mineraler fra varme hydrotermiske udledninger.
Dens panser styrkes yderligere takket være en reaktion mellem indre svovl og jernioner, der fører til dannelsen af nanopartikler af jern sulfid. Den skællede snegl er det eneste kendte flercellede dyr, hvis skelet er forstærket med dette metal.
Da Nationalmuseet i Wales erhvervede flere eksemplarer af disse snegle, fik kuratorerne klare instrukser om at undgå at bruge vand i konserveringsvæsken, da de unikke skjolde ellers ville begynde at ruste.
Disse væsner kravler langsomt rundt på havbunden i en dybde på omkring 2780 meter og er kun kendt fra tre små hydrotermiske felter øst for Mauritius, nær Afrikas sydøstlige kyst.
Disse snegles potentielle levested anslås til ca. 0,3 kvadratkilometer, men deres faktiske udbredelsesområde udgør kun 0,02 kvadratkilometer. Og selv denne lille del af det dybe hav bliver stadig farligere for de unikke snegles overlevelse på grund af menneskets aktive virksomhed.
Den Internationale Union for Naturbeskyttelse (IUCN) har opført de skællede snegle på den røde liste over truede arter.
