Biologer har tilladt muligheden for ildspyende dyr i nærvær af forsvarsmekanismer.
Billedet af den ildspyende drage har længe været en del af vores kulturelle kode. I myter og sagn symboliserer den ødelæggelse, styrke og magt. Men hvis vi lægger eventyrene til side og ser på spørgsmålet ud fra et biologisk, kemisk og fysisk synspunkt – kan et væsen, der er i stand til at spy ild, så virkelig eksistere i naturen?
Hvor stammer myten om ildspyning fra?
Oprindelsen til ideen om ildspyende drager kan findes i forskellige folkeslags mytologier. I Kina er drager kloge og ædle, mens de i middelalderens Europa var farlige og djævelske væsener. Det var europæiske legender, der skabte stereotypen: et monster, der vogter guld, brænder landsbyer og riddere.
En af de første litterære ildspyende drager optræder i digtet ‘Beowulf’ (VIII århundrede). Her er dragen skattens vogter og heltens sidste trussel.
Siden da har myten spredt sig: i fortællingerne om kong Arthur, i de skandinaviske sagaer, i Bibelen (Johannes’ Åbenbaring) og endda i det walisiske våbenskjold – overalt brænder dragen.
Hvad der skal til for at få et dyr til at spy ild
Ved første øjekast virker ideen skør. Men hvis man bryder den ned i biokemiske komponenter, bliver det klart: i teorien – muligt.
For at skabe en flamme skal du bruge
- et brændstof, der er let at antænde (f.eks. metan eller alkohol),
- et oxidationsmiddel, oftest ilt,
- en antændelseskilde (en gnist, en kemisk reaktion eller endda en elektrisk udladning).
Lad os nu forestille os, hvad dyret har:
- Brændstofproducerende kirtler – svarende til spytkirtler, men med en kemisk sammensætning, der ligner metan. Det er muligt: Nogle dyr, f.eks. køer, udskiller metan i store mængder under fordøjelsen.
- Lommer til opbevaring af brændstof – ligesom slanger med giftkirtler, bare mere beskyttet mod forbrænding.
- Mekanisme til blanding med ilt – i munden eller i særlige udvækster nær munden for at skabe en aerosoliseret blanding, der er klar til at bryde i brand.
- Gnist eller reaktion – kemisk reaktion (f.eks. med hydrogenperoxid), mekanisk friktion (kæber som flintesten og kors) eller endda biogen elektricitet (som i elektriske ål) kan anvendes.
- Varmebestandig slimhinde – for at undgå at blive forbrændt skal et dyr have væv, der er modstandsdygtigt over for høje temperaturer. Det er ikke en fantasi: Mange dyrs maver kan sagtens fordøje syre.
- Emission under tryk – musklerne omkring brændstoflommerne skal trække sig sammen som en pumpe og skabe en stråle af ild.
Det er næsten et teknisk system – som en flammekaster, bare indbygget i kroppen. Kompliceret? Ja. Urealistisk? Egentlig ikke.
Findes der mini-drager i naturen?
Ingen dyr spytter ild endnu. Men nogle levende væsener bruger analoger til »ildvåben«, omend i andre former:
- Bombardérbillen udsender en stråle af en varm kemisk blanding (op til 100 °C), der blander hydrogenperoxid og hydroquinon. Reaktionen ledsages af en poppende lyd og bruges til at afskrække rovdyr.
- Kuglerejen skaber en chokbølge og en kavitationsboble med temperaturer på op til 4.700 °C, når den slår sin klo ned. Ja, det er en kortvarig og lokal effekt – men den er imponerende.
- Spyttekobraer kan sprøjte gift på op til flere meters afstand. Det er rent forsvar, men princippet ligner ildspydens.
- Bueskyttefisken kaster en vandstråle ud, som slår insekter op over overfladen. Ingen ild, men med stor præcision.
- Den elektriske ål kan generere udladninger på op til 600 volt – ikke ild, men biologisk elektricitet som en potentiel »brandstifter«.
Alle disse mekanismer beviser, at naturen ved, hvordan man arbejder med kemi, temperatur, tryk og endda elektricitet.
Hvad forhindrer en rigtig brand i at opstå
Den største forhindring er kontrol over flammen. Ild er for destruktiv og uforudsigelig. Selv en minimal lækage af brændstof ind i kroppen vil forårsage forbrændinger eller indre eksplosioner. Når det gælder et dyr, skal en sådan løsning være perfekt afbalanceret – anatomisk, termisk og kemisk. Og indtil videre i evolutionen har der ikke været noget pres for at gøre dette gunstigt.
Ja, ild er for farligt et våben til at være opstået fra et dyr, der har brug for at overleve og ikke slå sig selv ihjel. Men selve tanken om, at biologi og fysik teoretisk set kunne gøre det muligt at skabe et ildspyende væsen, er allerede inspirerende.
