Irrawaddy-delfiner har i generationer vundet hjerter med deres yndige smil og evne til at hjælpe mennesker med at fange fisk. Nu er det vores tur til at hjælpe dem.
En forældreløs Irrawaddy-delfin hviler i armene på sin plejer på Marine Endangered Species Veterinary Hospital i Rayong, Thailand.
På Irrawady-floden i Myanmar banker fiskerne på siden af deres både og venter. Hvis de er heldige, dukker en grå delfin med et rundt hoved og et smil frem. Det er Irrawaddy-delfiner – sociale, intelligente pattedyr, der har fisket sammen med mennesker i generationer. Delfinerne driver fiskene mod fiskernes kastnet, og til gengæld snupper de fisk, der er fanget nær kanten eller sidder fast i mudderet på bunden, til sig selv.
En delfin ved navn Gotama er endda kendt for at give et særligt signal – et slag med halen – lige før fiskerne skal kaste deres net. Hun har videregivet dette signal til sin kalv, til stor glæde for fiskerne.
“Dette er et ret sjældent fænomen i verden, hvad angår samarbejde mellem mennesker og vilde dyr. Så det er noget, vi ikke kun er interesserede i at bevare på artsniveau, men også på kulturelt niveau,” siger Brian Smith, en floddelfin-ekspert og for nylig pensioneret forsker ved Wildlife Conservation Society.
Det er en lektie for menneskeheden om vores forhold til vilde dyr.
Selvom disse fiskere og deres kastnet generelt har et venligt forhold til delfinerne, er ikke alle steder i floden lige så gæstfrie. Tragisk nok vikler gillnet, der hænger lodret og fanger fisk i gællerne, sig ind i delfinerne og driver dem mod udryddelse. Uden hurtig handling kan disse samarbejdsvillige, nysgerrige dyr forsvinde for evigt.
“Hvis vi ikke får styr på den utilsigtede drab af disse dyr i fiskenet, især gællet, er arten udryddet,” siger Smith, ligesom Yangtze-flodens delfiner, der forsvandt fra Kinas farvande i 2006 på trods af bevaringsindsatsen, og Mexicos Vaquita-delfiner, hvor der nu kun er omkring 10 individer tilbage.
“De er som børn”
Irrawaddy-delfinerne er mere end bare hjælpsomme fiskekammerater. De er en vigtig del af samfundet, hvor de understøtter økoturismen i regionen og spiller en rolle i den lokale folklore.
En legende fortæller om to frække børn, der blev sendt ud for at samle brænde. De farer vild og bliver sultne, men finder en shamans hytte. Efter at have spist fortryllet ris og dyppet sig i floden for at få vand, forvandles de til delfiner. Da landsbyboerne finder dem, er det for sent at ophæve fortryllelsen. “Så folk holder lidt af dem, fordi de føler, at de er som børn,” siger Danielle Kreb, forsker hos den nonprofitorganisation Yayasan Konservasi Rare Aquatic Species of Indonesia.
Irrawaddy-delfiner har også et særligt trick – de spytter vand. Det er dog ikke kun for sjov. De bruger det til at drive fisk sammen i tætte grupper, så de er nemmere at fange. Nogle forskere mener endda, at de måske gør det for at imponere en potentiel mage.
Irrawaddy-delfiner er unikke blandt havpattedyr, fordi de er en af kun seks arter, der kan leve i ferskvand. Men de kan også leve i kystfarvande – en egenskab, som endnu færre arter deler. Deres udbredelsesområde omfatter kystfarvande i Syd- og Sydøstasien samt tre specifikke floder: Mekong i Cambodja, Mahakam i Indonesien og Ayeyarwady i Myanmar. Mens arten som helhed er opført som truet af Den Internationale Union for Naturbeskyttelse (IUCN), betragtes bestanden i disse tre floder som kritisk truet, med mindre end 100 individer i hver.
Disse floder og kystområder ligger ofte tæt på intens menneskelig aktivitet, så ud over garn er de udsat for yderligere trusler fra forurening, ødelæggelse af levesteder som følge af reduceret eller ændret ferskvandsstrømning på grund af dæmninger og diger, kulskibe og ulovlig ‘elektrofiskeri’ – en praksis, hvor fiskere sender elektriske strømme gennem vandet for at bedøve fiskene. Dette udtømmer ikke kun de fiskebestande, som delfiner er afhængige af, men kan også skade eller dræbe delfinerne selv.
En delfin, som Kreb studerede i Mahakam-floden i Indonesien – hvor der kun er omkring 60 individer tilbage – fik tilnavnet Moose. Moose og hendes nyfødte kalv, der kun var få minutter gammel, blev begge fundet døde. Undersøgelser afslørede senere, at de var blevet forgiftet, sandsynligvis af en kugle beregnet til at dræbe fisk. “Det er en virkelig trist, trist sag,” siger Kreb.
Og det knuste mit hjerte, fordi jeg følte, at jeg kendte hende rigtig godt. Hun havde det sødeste ansigt nogensinde.
Forpligtelse til bevarelse
Kreb leder lokale bevarelsesbestræbelser langs Mahakam-floden med fokus på opsøgende arbejde, uddannelse og brug af akustiske pingere for at reducere delfinernes dødelighed. Disse små enheder udsender en høj, irriterende lyd, der afskrækker delfiner ved at forstyrre deres ekkolokalisering og holde dem væk fra farlige fiskenet. Men designet krævede omhyggelig kalibrering, forklarer Kreb: Lyden skulle være stærk nok til at fungere som en advarsel, men ikke så intens, at den drev delfiner væk fra vigtige fødesøgningsområder. Disse pingere er effektive i en radius på ca. 10 meter, siger hun. Siden programmet blev lanceret i 2021, har hendes team distribueret omkring 270 af dem langs floden.
For at øge bevidstheden og skaffe midler til delfinbeskyttelse – herunder River Guard-programmet, hvor lokale beboere ansættes til at patruljere floden og fjerne garnene fra vandet – svømmede et lille team af forskere og tilhængere, herunder Smith, 120 kilometer langs Mekong-floden i marts gennem hjertet af Irrawaddy-delfinernes levested. De stoppede i landsbyer for at deltage i oplysningsarrangementer organiseret af WWF Cambodja, regeringsorganer og lokale embedsmænd.
For Smith skal bevaringsindsatsen fokusere på disse små, kritiske flodpopulationer, men også på den sidste tilbageværende bastion på omkring 6.000 individer i Bangladesh. Han var en del af det team, der opdagede denne population i 2009, som hovedsagelig findes i Sundarbans, verdens største mangroveskov. “Det største bidrag, man kan yde, er en langsigtet, bæredygtig indsats for at give de nuværende fiskere alternative eller supplerende levebrød,” siger han.
Og man skal have håndhævelse for at sikre, at alle overholder reglerne, og etablere zoner uden garnfiskeri i de centrale områder af deres udbredelse.
En af de store udfordringer i bevaringsarbejdet er, at det, der virker, ofte ikke er prangende eller nyt – det er ‘det samme gamle’, siger Smith. Men det er netop ved at opretholde og styrke disse gennemprøvede tiltag, at man kan beskytte disse dyr.
Og det handler ikke kun om at redde arter, fordi de er sjældne eller smukke. Det handler om at beskytte noget, der har stor betydning for de samfund, der lever sammen med dem, tilføjer han.
Smith husker en lille dreng i Irrawaddy-regionen, der arbejdede sammen med sin far og fiskede sammen med delfinerne. Hele landsbyen diskuterede legende, hvem der elskede delfinerne mest, indtil drengen til sidst sagde:
Jeg elsker delfinerne mere end min mor.
I sidste ende, siger Smith, handler det ikke kun om biodiversitet, men også om at “bevare det, der er vigtigt for mennesker.”
