I hjertet af den saudiske ørken, ikke langt fra den gamle by Taima, står en mystisk klippe, delt af et glat snit, der næsten ligner et juvelersnit. De to halvdele af monolitten ser ud, som om nogen omhyggeligt har skåret dem med en kæmpe sav eller laser.
Dette fænomen, kendt som Al-Naslaa, vækker stadig heftig debat blandt geologer, arkæologer og entusiaster af gamle mysterier.
Hvor mysteriet begynder
Monolitten, der er cirka seks meter høj og ni meter bred, står på naturlige stenfundamenter. Bruddet mellem dens halvdele er perfekt lige uden tegn på afskalning eller erosion. Overfladerne er glatte, som om de er polerede. Stenen er sandsten, et ret blødt materiale, men for at splitte den så pænt ville det kræve enten et værktøj eller en unik naturlig tilfældighed.
De første observatører: hvem bemærkede det først
Europæerne fik kendskab til Al-Naslaas eksistens i slutningen af det 19. århundrede. I 1883 beskrev den franske rejsende Charles Huber monolitten som »en sten, der er ved at falde«. Han målte dens dimensioner og bemærkede dens usædvanlige form. På det tidspunkt syntes fænomenet blot at være en mærkelig geologisk anomali.
Mere end et århundrede er gået, og med udviklingen af teknologien er interessen for stenen blusset op med fornyet styrke — nu ses den fra et videnskabeligt, arkæologisk og endda fantastisk perspektiv.
Teori nr. 1. Naturen som kunstner
Tilhængere af den naturlige oprindelse er overbeviste om, at der ikke var nogen menneskelig indblanding.
De forklarer bruddet med kryogen forvitring – når vand trænger ind i mikrorevner, fryser og udvider sig gentagne gange, hvilket gradvist forstørrer revnerne. Over tusinder af år er sådanne mikroprocesser i stand til at splitte en klippemasse.
Den konstante ørkenvind, mættet med kvartstøv, kunne have poleret kanterne yderligere, så overfladen fremstår glat. Det viser sig, at selv uden menneskelig indgriben kunne naturen have skabt illusionen om et perfekt snit.
Teori nr. 2. De gamle håndværkeres mærke
Tilhængere af den menneskeskabte version argumenterer for, at en så glat brudflade er for perfekt til at være tilfældig. Måske brugte de gamle indbyggere i regionen en mekanisk metode til at splitte stenene.
En mulig metode var at drive træ- eller metalkiler ind i revnen og fylde den med vand. Da træet svulmede op, øgede det trykket og splittede stenen. Denne teknik blev brugt af håndværkere i Egypten og Mesopotamien, når de udvandt byggesten.
Hvis vi forestiller os, at Al-Naslaa blev forberedt til transport eller var planlagt til at blive omdannet til et kultmonument, synes arbejdet at give mening.
Stenens volumen er ca. 270 m³ (ca. 540 tons sandsten). Et sådant arbejde ville have krævet et helt team og flere ugers indsats, men i oldtiden blev sådanne projekter gennemført, hvis de havde religiøs eller rituel betydning.
Teori nr. 3. Et mysterium, der går ud over jordiske evner
Den mest kontroversielle, men populære version er indgriben fra ukendte teknologier.
Ideer om gamle civilisationer, tabt viden eller udenjordiske påvirkninger diskuteres ofte på internettet. Det antages, at stenen kunne være skåret ud af en kraftig energistråle.
Beregninger viser imidlertid, at det ville kræve ca. 270 millioner kJ energi at skære gennem 270 m³ sandsten — et niveau, der kan sammenlignes med energien fra en lille reaktor. Forskere anser sådanne hypoteser for at være mere fantastiske end realistiske, men det er netop disse, der vækker interessen for monumentet.
Helleristninger: nøglen til fortiden
På overfladen af monolitten kan man se gamle tegninger – scener fra jagt, mennesker og dyr. Disse helleristninger anslås at være mere end 4.000 år gamle.
Deres tilstedeværelse beviser, at klippen havde en hellig betydning længe før vores tid. Det menes, at navnet »Al-Naslaa« selv stammer fra et arabisk ord, der betyder »at dele« eller »at skære« — sandsynligvis til minde om den usædvanlige brud.
Hvad nu hvis klippen faktisk blev splittet med vilje?
Nogle forskere antyder, at splittelsen kan have været en del af et ritual. I gamle kulturer symboliserede opdelingen af et objekt ofte renselse eller overgang.
Hvis dette er tilfældet, kan Al-Naslaa have fungeret som et helligt sted, og helleristningerne som en slags »bøn« på sten. Lignende symbolske handlinger findes i traditioner fra Afrika til Sydøstasien.
Tre interessante fakta
- Taim, hvor Al-Naslaa ligger, nævnes i assyriske krøniker fra det 8. århundrede f.Kr.
- Der er fundet billeder af dyr, der ikke lever i regionen i dag, på klippen, hvilket er et bevis på klimaforandringer.
- Den almindelige opfattelse, at revnen »pludselig dukkede op«, er forkert — revnen eksisterede allerede i det 19. århundrede, som Huber skrev.
Historisk kontekst
- Rejsende Charles Huber dokumenterede først monolitten i 1883.
- I det 20. århundrede dukkede hans foto op i arkiverne hos Saudi-Arabiens Geologiske Selskab.
- Den version, at klippen blev »splittet i 2000’erne«, er blevet tilbagevist: den er afbildet på fotografier, der er mere end et århundrede gamle.
FAQ
Kan turister besøge Al-Naslaa?
Ja, monolitten er åben for besøgende. Den ligger i nærheden af byen Taima og kan nås via motorvej 15.
Findes der lignende fænomener i andre lande?
Ja, lignende »spaltede klipper« findes i USA (Arizona), Australien og Island, men ingen af dem har en så perfekt spaltning.
Hvordan undersøger forskerne strukturen af forkastningen?
Laserscanning, spektralanalyse af klippen og jordradarmetoder bruges til at estimere alder og årsager til revnen.
Myter og sandhed
- Myte: Klippen blev skåret med en laser. Sandhed: Lasere kunne ikke efterlade en perfekt glat overflade uden spor af smeltning.
- Myte: Fejlen opstod på en enkelt dag. Sandhed: Det kan have taget tusinder af år for revnen at danne sig.
- Myte: Der er metalindeslutninger i klippen. Sandhed: Sammensætningen bekræfter, at det er almindelig sandsten uden tegn på bearbejdning.
Hvorfor Al-Naslaa er vigtig
Denne klippe er mere end bare et naturfænomen. Den kombinerer geologi, historie og filosofi og minder os om, at selv en simpel revne i en sten kan ændre vores forståelse af den antikke verden.
Al Naslaa er stadig et mysterium – men det er netop det, der gør den så fascinerende. Den kombinerer præcision, skønhed og en følelse af uforståelighed, der får os til at søge efter svar igen og igen.
