Ved første øjekast ligner tuataraen en almindelig stor øgle, men i virkeligheden er den et af de ældste og mest mystiske væsner på planeten.
Den overlevede dinosaurerne, istiderne og masseudryddelserne – og er i dag en levende bro mellem epoker.
Den eneste efterkommer af en gammel slægt
Tuataraen (Sphenodon punctatus) er den sidste repræsentant for ordenen Rhynchocephalia, der engang var udbredt i mesozoikum. Alle dens slægtninge uddøde for omkring 60 millioner år siden, og den er den eneste, der har formået at overleve ind i det 21. århundrede.
Dette krybdyr findes kun i New Zealand, hvor det lever på klippefyldte kystøer med et mildt klima. Den optimale temperatur for det er kun 10-15 °C, hvilket gør tuataraen til et af de mest kuldeelskende krybdyr på Jorden. Når temperaturen overstiger 25 °C, bliver det overophedet og gemmer sig i huler.
»Tuataraen er et levende vindue til mesozoikum: anatomisk set er den tættere på trias-reptiler end på moderne firben,« forklarer James Gibbs, herpetolog ved University of Otago.
Udseende og livsstil
Tuataraens krop når en længde på 70 cm og vejer op til 1,2 kg. Dens tykke hud er dækket af små skæl, og en takket kam løber langs ryggen.
Om dagen hviler den i huler, som den ofte deler med havfugle, og om natten går den på jagt. Dens kost består af insekter, orme, edderkopper, små øgler og endda kyllinger.
Et krybdyr, der overlevede dinosaurerne
Moderne genetisk forskning har vist, at tuataraens forfædre adskilte sig fra øgler og slanger for omkring 250 millioner år siden. Siden da har arten været stort set uændret.
I 2020 afkodede et internationalt team af forskere fra University of Otago og European Molecular Biology Laboratory (EMBL) tuatara-genomet fuldstændigt. Det viste sig at være gigantisk – omkring 5 milliarder basepar, hvilket er halvanden gange større end det menneskelige genom.
Denne genetiske »encyklopædi« kombinerer træk fra reptiler og pattedyr, hvilket gør tuataraen afgørende for forståelsen af hvirveldyrenes tidlige evolution.
Unik struktur og tredje øje
Tuataraens vigtigste anatomiske træk er to rækker tænder i overkæben og en i underkæben, som lukker som en tandlås. Disse tænder er ikke separate formationer, men knoglevækster, ligesom hos de gamle mesozoiske reptiler.
Tuataraen har ingen ydre ører og kan kun høre lavfrekvente lyde (op til 800 Hz).
Dens mest mystiske træk er det »tredje øje«, der er placeret på toppen af hovedet. Hos unge individer er det synligt som en lys plet, men med alderen bliver det dækket af hud. Dette organ har en nethinde og en linse og hjælper ifølge forskerne med at regulere bioritmer og orientering i forhold til lys.
»Tuataraens tredje øje er et levende levn fra gamle hvirveldyr, der viser, hvordan sanserne har udviklet sig,« siger biolog Robert Cookson.
Langsom stofskifte og lang levetid
Tuataraens liv forløber langsomt. På grund af den lave temperatur er dens stofskifte flere gange langsommere end hos andre krybdyr.
- Kønsmodenhed indtræffer først i en alder af 15-20 år.
- Æggene udruges i op til 16 måneder — det længste blandt krybdyr.
- Den gennemsnitlige levetid overstiger 100 år, og nogle individer lever til de er 130.
En han ved navn Henry fra Southland Zoo (New Zealand) blev berømt: i en alder af 111 blev han far for første gang, og i en alder af 130 var han stadig aktiv.
Regeneration og gammel immunitet
Som mange reptiler er tuataraen i stand til at kaste sin hale, når den er i fare, men dens evne til at regenerere er unik: halen vokser helt tilbage, inklusive muskler og nerver.
I 2021 beskrev forskere mekanismen for vævsregenerering — en særlig masse af blastceller, hvorfra nyt væv dannes.
Forskere studerede også tuataras immunsystem. Det viste sig, at dens gener, der er ansvarlige for immunitet, er struktureret forskelligt fra alle moderne reptilers.
- Det store histokompatibilitetskompleks (MHC) i tuatara har en »arkaisk« struktur, der ligner den gamle form, der fandtes hos forfædrene til alle landlevende hvirveldyr.
- Samtidig er det, hvad angår antallet af gener, tættere på pattedyr end på fugle.
Denne type immunsystem er en slags »levende blåkopi« af immunitetens tidlige evolution.
Trusler i det 21. århundrede
Tuataraer levede engang overalt i New Zealand, men efter menneskets ankomst og introduktionen af katte og rotter forsvandt de fra fastlandet. I dag findes der kun vilde bestande på nogle få beskyttede øer.
Den mest alvorlige moderne trussel er global opvarmning. Temperaturen i sandet, hvor æggene udruges, bestemmer afkomets køn. Når temperaturen stiger, klækkes der flere og flere hanner, hvilket bringer bestanden i fare.
For at bevare arten er forskere i gang med at skabe inkubatorer med kontrolleret mikroklima og flytte dyrene til køligere øer.
Tre interessante fakta
- Tuataraens genom er et af de største blandt alle hvirveldyr.
- Unge individer er aktive om dagen, mens voksne er aktive om natten for at undgå overophedning.
- På maori betyder ordet »tuatara« »kam på ryggen«.
