Forskere har opdaget en skjult forbindelse mellem vulkansk lava og Jordens smeltede kerne.
Tyske geokemikere fra universitetet i Göttingen har identificeret et slående kemisk spor: spor af ædle metaller, herunder guld og ruthenium, siver fra jordens kerne gennem vulkanske »hot spots« som dem på Hawaii til overfladen.
Denne opdagelse leverer de første reelle data, der understøtter de mangeårige teorier om vores planets indre struktur — og antyder en langt mere dynamisk forbindelse mellem Jordens overflade og kerne end tidligere antaget, skriver The Daily Galaxy.
Ruthenium peger på en skjult vej til kernen
I en ny peer-reviewed undersøgelse offentliggjort i Nature fokuserede forskerne på oceaniske øbasalter (OIB’er), en type vulkansk sten dannet af dybe mantelplumer. De analyserede især prøver fra de hawaiiske vulkaner Kilauea og Loihi, som ligger over plumer, der menes at stamme fra grænsen mellem kernen og mantlen i en dybde på ca. 3.000 kilometer.
Ved hjælp af højpræcisionsmassespektrometriudstyr målte teamet isotopiske anomalier i to nøgleelementer: ruthenium (¹⁰⁰Ru) og wolfram (¹⁸²W). Ruthenium, som er mere udbredt i kernen end i mantlen, fungerer som en »markør«. Det forhøjede ¹⁰⁰Ru-indhold i lava – over det, der forventes fra kendte mantelkilder – indikerer, at materialer fra kernen faktisk transporteres til overfladen gennem disse plumer.
»Vi observerede et klart overskud af rutheniumisotoper forbundet med kernedannelsesprocesser i hawaiiansk lava,« siger hovedforfatter Niels Messling. Ifølge ham er »mindre end 0,3 % af komponenten fra kernen nok til at forklare de påviste anomalier«, hvilket antyder en subtil, men målbar udveksling mellem kernen og overfladen.
Et lille læk – enorme konsekvenser
Selvom mængden af materiale fra kernen, der når overfladen, er ubetydelig, er betydningen af opdagelsen enorm. I årtier troede man, at kernen var kemisk isoleret fra resten af Jorden efter dens dannelse for 4,5 milliarder år siden. Nye data viser imidlertid, at kernen stadig kan levere sporstoffer til mantlen og derefter til Jordens skorpe.
I geologisk henseende er dette et gennembrud. Jordens indre struktur er muligvis ikke så »opdelt« som tidligere antaget. Resultaterne understøtter konceptet om en geokemisk feedbackcyklus, hvor mikroskopiske fraktioner af kernemateriale vender tilbage til overfladen gennem vulkaner over millioner af år.
Denne opdagelse supplerer tidligere undersøgelser, der registrerede negative wolfram (μ¹⁸²W) anomalier i basalt af plume-oprindelse, men ikke kunne entydigt knytte dem til kernen. Takket være ruthenium er billedet nu blevet klarere, og hypotesen om »lækage« fra kernen virker meget mere overbevisende.
Guld i kernen — men ikke til minedrift
Offentlighedens opmærksomhed har i høj grad været rettet mod de teoretiske guldreserver i Jordens kerne. Baseret på data om mantlen og skorpen anslås det, at der kan være op til 30 milliarder ton guld der, hvilket til dagens priser svarer til omkring 2,77 kvintillioner euro (2,77 millioner milliarder euro).
»Selvom vi ser isotopiske spor af materialer fra kernen på overfladen, taler vi om mikroskopiske mængder. Det er spor, ikke guldklumper,« forklarede medforfatter til undersøgelsen Matthias Willbold.
Forskerne understreger, at dette ikke er en kommerciel opdagelse, men en rent videnskabelig opdagelse. Det er fysisk umuligt at udvinde noget fra kernen – 3.000 kilometer overophedet sten gør dette uopnåeligt. Enhver plan om at »udvinde guld fra kernen« forbliver en fantasi.
