Götterbaum blev introduceret i Europa i det 18. århundrede. Siden da er det majestætiske træ blevet plantet i mange parker – også den berømte preussiske havearkitekt Peter Joseph Lenné brugte ofte træet. Men tidehøjen vendte, da guds træ begyndte at sprede sig på egen hånd og erobre de store byer.
Et engang så populært park- og gadetræ blev erklæret en invasiv art. Den rigtige håndtering af neofytter som denne er stadig omstridt. Vi præsenterer det fascinerende træ og afslører, hvilke alternativer der findes.
Forsigtig, invasiv art
I 2019 blev guderæret det første træ på listen over invasive fremmede arter af betydning for EU. Det hører dermed til de såkaldte neofytter, der (oftest på grund af kunstig spredning) etablerer sig i nye områder og der kan true den indfødte flora og biodiversiteten.
Der er derfor forbud mod handel med og plantning af guderæret.
Gudetræets oprindelse
Gudetræet (Ailanthus altissima) tilhører familien Simaroubaceae. Det er oprindeligt hjemmehørende i Kina og det nordlige Vietnam. I mellemtiden er træet etableret næsten over hele verden. I Amerika, Australien, Afrika og Europa blev det oprindeligt plantet bevidst, men det udviklede hurtigt et eget liv på disse steder og vokser derfor nu også vildt.
Vækst og udseende
Gudetræets frøplanter er ikke bange for at vokse. Det sommergrønne træ er en af de hurtigst voksende plantearter – en årlig vækst på 50 centimeter og mere er ikke ualmindeligt. Gudetræer kan nå en imponerende højde på 30 meter. En anden grund til, at de er så svære at bekæmpe, er deres knoldagtige rødder. Ikke kun fordi guds træ danner talrige rodskud, men også fordi det selv efter at være blevet skåret helt ned til stubben, altid spirer igen.
Blade, blomster og frugter
De grønne til gullige blomster vises normalt fra juli. Guds træer er tvebo, så der er både hun- og hanplanter. De ledsages undertiden af en let ubehagelig lugt, som dog tiltrækker bier og andre insekter.
Mellem august og september dannes der hundredvis af lysegrønne vingede nødder, der samler sig i store klaser. Hvor de rammer solens stråler, får de en rødlig farve. Hver vinget nød indeholder en frø og bliver hængende på træet i lang tid.
Gudtræets blade er uligefinnede. De består af meget lange bladstilke, der er besat med talrige, modsatstillede enkeltblade. Bladene og skuddene er rødlige, mens de lancetformede enkeltblade senere bliver mørkegrønne. Også om efteråret er træet let at genkende, når den fantastiske efterårsfarve sætter ind med sine mange nuancer.
Vækstbetingelser og substrat
Gudetræet er grundlæggende en vinder af klimaforandringerne. Især i storbyer, hvor andre træer har stadig sværere ved at klare smog og lange hedebølger, blomstrer gudetræet for alvor og dominerer derfor mange offentlige parker og deres flora.
Den stiller næsten ingen krav, men trives særligt hurtigt i fuld sol. Selv en simpel sprække i betonen er nok til, at guderæret kan spire.
Alternative planter
Optisk har guderæret naturligvis meget at byde på. For mange kan det derfor være beklageligt, at man ikke længere kan plante træet. Men heldigvis findes der også mindre invasive arter, der ikke breder sig så kompromisløst og alligevel kan være flotte hjemmebäume.
Hvis du ønsker et træ af samme størrelse, kan du for eksempel vælge snørebusken (Sophora japonica) eller surenbusken (Toona sinensis). De har ved første øjekast et bladform, der kan sammenlignes med guds træ, og er ikke mindre beundringsværdige i deres majestætiske vækst. Både snoretræet og suren er desuden insektvenlige træer, der bærer ædle hvide blomsterstande. Sophora japonica kan blive op til 30 meter høj, Toona sinensis op til 20 meter.
Hvis du foretrækker noget mindre, kan den dekorative rødbær (Sorbus aucuparia), også kaldet fuglebær, være en mulighed. Den bliver normalt mellem 8 og 12 meter høj. Ud over sine lange, ulige fjerformede blade imponerer den med sine ildrøde frugter, som gerne spises af forskellige fuglearter.
Pleje af guder
Hvis du har en gudetræ i din have, kan du sikkert fortælle om dens vækstkraft og spredningsevne. For at forhindre spiring af flere frøplanter anbefales det at samle frøene fra træet, så vidt muligt inden de modnes, og bortskaffe dem. Rodskud kan kun bekæmpes med udholdenhed og vedholdenhed, da de skal fjernes igen og igen. Det frarådes at bruge ukrudtsmidler, da de også skader andre planter i haven.
Giftighed af guds træ
Der skal bæres handsker ved enhver kontakt med guds træ. Både frø og bark indeholder blandt andet det bitre stof quassin. Træets saft irriterer også huden.
Formering af guds træ
Gudetræet formerer sig selv ved hjælp af rodskud og selvsåning, hvilket er årsagen til, at det kan sprede sig så hurtigt. Selvom det også dominerer byerne, bliver det først et problem, når det på et tidspunkt også erobrer naturområder uden for byen. Derfor er mange for at i det mindste forhindre dets videre spredning.
Sygdomme og skadedyr
Kun meget få sygdomme eller skadedyr kan skade guderæret – i hvert fald i Centraleuropa. Et af de få eksempler er ailanthus-spinneren, en sommerfugl fra Asien, der er specialiseret i træets blade. Da den i lang tid blev brugt til fremstilling af silke, blev den blandt andet også introduceret i Europa. Dens bestande er dog ikke udbredte eller store nok og har derfor ikke nogen nævneværdig indflydelse på gudetræet i de fleste områder. I nogle tilfælde diskuteres sommerfuglen som en mulighed for målrettet bekæmpelse af gudetræer.
Anvendelse
Inden for silkefremstilling i Kina har gudetræet længe været anvendt som føde for silkeormene. I Tyskland har den længe været populær som robust byplante, men dens udbredelse bekæmpes nu for at beskytte den økologiske mangfoldighed. Nogle steder ser man dog også positive sider ved den: I nogle områder bruges den til honningproduktion, blandt andet også i Europa.
Foretrækker du alligevel at satse på hjemmehørende træer? Så vil du måske synes om den insekt- og fuglevenlige hvidtjørn.
